Hvorfor fik han det sådan, når han hverken led af det ene eller det andet, ville han vide?
Det kom der ikke noget entydigt svar på. Men han har næppe nydt resten af Panasonics produktudstilling for 2011, for her pegede fokus i den grad i én retning: 3D.
Det gjorde det blandt andet ved gennemgangen af de nye fladskærms-satsninger, der alle kan afspille 3D. Men der blev også brugt masser af kræfter på Viera Connect, Panasonics IP TV, der blandt andet tillader dig at hente apps til dit fjernsyn. Og så havde kamera- og Blu-ray porteføljerne også fået et ordentligt indskud af den tredje dimension.
Nu er det nu
Ved præsentationen af de nye fladskærme erklærede en Panasonic-ping, at 2011 endelig er året, hvor 3D og IP TV bliver standard.
Ovenpå den udmelding blev de store tv-satsninger vist frem under stor ståhej og en scenevæg, der kunne dreje. Det drejer sig blandt andet om neoplasma-topmodellen VT30 og LCD-fladskærmen DT 35, som viste, at Panasonic ikke kun satser på 3D inden for high-end plasma-skærme.
VT30, der kommer i op til 65 tommer, bygger videre på VT20-serien, som PC World tog et kig på til sidste års udstilling i München.
Den nye topserie har fået nyt design med eksempelvis glas helt ud til kanten, den er optimeret til 3D med 600 Hz og en responstid på 0,001 millisekunder, de sorte niveauer er blevet bedre med Infinite Black Pro-teknologien, og derudover vil fuld hd-modellerne gøre brug af en ny type fosfor, som blandt andet vil reducere slør og crosstalk.
Lige under denne serie ligger GT30-modellerne, som omverdenen også fik syn for. De er ikke lige så højteknologiske, men som en Panasonic-repræsentant sagde, forventer virksomheden, at disse modeller i højere grad kommer til at tiltrække den brede gruppe af forbrugere.
På løbebånd gennem New York
Inde i udstillingshallen løber en ung kvinde på et løbebånd. Foran hende hænger en skærm, der viser passerende storbygader på en sommerdag.
Hun demonstrerer en af funktionerne i Panasonics internet-tv, Viera Connect. Internettjenesten, som følger med de nye fladskærms-tv, giver blandt andet mulighed for at tilslutte et løbebånd. Samtidig med at du kan se, hvor mange kalorier du forbrænder, kan du altså følge en rute rundt i eksempelvis New York ved hjælp af Google Maps.
Viera Connect giver derudover adgang til sociale tjenester som Facebook, interaktive spil, som i øvrigt så ud til at være af imponerende kvalitet, samt et applikationsmarked. I første omgang vil app'sene være gratis, men der vil senere blive åbnet op for betalings-apps.
Selvom det ikke bugnede med indhold, så det alt i alt meget interessant ud, og det stod klart, at Panasonic satser meget på området.
Tredimensionelle hjemmevideoer
Blandt de andre 3D-nyheder på konferencen var blandt andet en masse Blu-ray udstyr.
Herunder verdens første Blu-ray 3D-optager og afspillere, der forvandler dine gamle 2D-film til tredimensionelle. Effekten af det var dog langt fra den oplevelse, som man ser i film som Avatar, der hele tiden har været tiltænkt 3D.
Der var også masser af kameraer og videokameraer med 3D-funktionalitet. En ung fyr fra Panasonic demonstrerede for eksempel 3D-objektivet H-FTO12, som ved hjælp af to indbyggede objektiver skyder billeder i 3D.
Kvaliteten kunne man se på 3D-skærmen ved siden af, og vores indtryk er, at det fungerer rigtig godt. Billederne stod skarpt, og fornemmelsen af tre dimensioner virkede.
En af de store ulemper er dog, at man for at se billederne selvfølgelig skal have sig et 3D-fjernsyn og iføre sig 3D-briller. Du kan altså glemme alt om at sidde og bladre gennem et fysisk familiealbum i 3D.
De store udfordringer
Og netop brillerne blev diskuteret en del i den spørgerunde, der var en del af en paneldebat på konferencen.
Her agiterede en paneldeltager for, at han 10 minutter inde i eksempelvis Avatar slet ikke skænkede brillerne en tanke.
Panasonic havde i øvrigt stillet deres nye modeller af briller til rådighed, som vejer mindre end tidligere og sidder ganske behageligt.
Det ændrer dog ikke ved, at der er en del udfordringer i forhold til at bringe 3D ind i stuerne, hvor hele familien gerne skal kunne se med. Samtidig er det uklart, hvor stor en del af befolkningen der er udelukket fra at se 3D, fordi de bliver svimle og utilpasse.
Det er svært at komme med et endegyldigt svar på den problemstilling, men en repræsentant fra BBC mente, at det i høj grad afhænger af kvaliteten af det producerede indhold.
Uanset kvalitet vil der dog stadig være en ukendt gruppe mennesker, som ikke vil kunne se 3D på gund af såkaldt stereoskopisk blindhed. Og man kan spørge sig selv, om man egentlig har brug for at se dagligdags programmer i 3D frem for "bare" fuld hd for eksempel.
Hvordan den udvikling kommer til at forme sig, vil tiden vise, men den er under alle omstændigheder ikke brolagt uden problemer.