Læs også:
Cloud computing - sådan fungerer det
Sikkerhedsproblemer i clouden nager danske firmaer
Godt hver tredje danske virksomhed har taget del i skyen.
Dermed er det offentlige mere fremme i skyerne end det private. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at 37 procent af myndighederne anvender cloud computing.
For staten er andelen 30 procent, men det overtrumfer kommunerne suverænt.
46 procent af Danmarks 98 kommuner anvender nemlig cloud computing. Heraf bruger 42 procent infrastruktur som en service og 12 procent har givet sig i kast med software som service.
"Det er et spørgsmål om sikkerhed og datatilsynskrav. De fleste af de data, man bruger i den offentlige sektor, er fortrolige, og det er endnu uklart, hvordan man kan håndtere den slags i de kendte cloud-løsninger," siger Michael Hald, it-konsulent i KL, om den fordeling.
Økonomien vinder
De tre afgørende parametre i myndighedernes cloud-overvejelser ligger tæt på hinanden.
65 procent tillægger økonomi stor betydning, fleksibilitet tager andenpladsen med 63 procent, og sikkerhed kommer nummer tre med 59 procent.
En forklaring på det kan være pressede økonomier uden i kommunerne.
Ser man på de private virksomheder er fokus et andet. Tilsvarende tal viser, at 69 procent af dem tillægger sikkerhed stor betydning i spørgsmålet om cloud.
Dyrt analyse-arbejde
Økonomien lader også til at være afgørende for hvilke kommuner, der anvender cloud computing.
51 procent af kommunerne med over 40.000 indbyggere er i skyen. Det er 12 procent flere end blandt kommuner med under 40.000 indbyggere.
"Grunden er måske, at store kommuner har flere ressourcer til at lave det analyse-arbejde der skal til for at bruge en ny løsning," vurderer Michael Hald.
Til gengæld er der en større andel af de mindre kommuner, som benytter både infrastruktur og software som en service på samme tid.