Med gårsdagens offentliggørelse af OECD's (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) såkaldte PISA-undersøgelse om 15-årige elevers kompetencer inden for læsning, matematik og naturfag i 70 lande må it-interesserede se langt efter skole-elevernes digitale kompetencer.
For den undersøgelse kommer nemlig først i juni 2011, skriver OECD på sin hjemmeside.
Undersøgelsen om it-kompetencer og - kendskab er den første nogensinde i PISA-regi, og 6.000 danske elever er med i puljen, bekræfter Niels Egelund, formand for PISA-konsortiet i Danmark til Computerworld.
Mere it-bøvl i folkeskolen
Modsat gårsdagens PISA-undersøgelse med deltagelse af 65 OECD-lande er der kun 16 deltagende lande med i undersøgelsen af it-kompetencerne.
Det skyldes ifølge Niels Egelund, at undersøgelsen omfatter både spørgsmål og en digital test, hvor langt fra alle lande er rustet med så solide bredbåndsforbindelser, at de kan deltage i testen.
Danmark testede skoleeleverne i foråret 2009 i PISA-regi, og sideløbende med alle problemerne med digitale eksamener var der også problemer med Flash-playeren i PISA-undersøgelsen.
Det betød, at flere elever måtte tage testen igen 14 dage efter.
"Problemerne med PISA-testen og de digitale eksamener havde dog intet med hinanden at gøre," fortæller Niels Egelund fra PISA-konsortiet i Danmark.
Ingen andre lande oplevede de samme problemer, da Danmark var det første land, og man siden fik styr på problemet i de 15 andre deltagerlande, fortæller han.
Mister du tidsfornemmelsen?
De spørgsmål, som danske og udenlandske elever skal besvare omkring it-færdigheder i PISA-undersøgelsen, går blandt andet på elevernes tidsmæssige brug af computere derhjemme og i skolen samt deres holdninger omkring at arbejde med computeren.
Eleverne skal eksempelvis tilkendegive om de er enige eller uenige i udsagn som "Jeg mister tidsfornemmelsen, når jeg arbejder på computeren".
PISA-undersøgelsen har indtil videre udelukkende haft fokus på læsning, matematik og naturfag, hvor der også deltager 6.000 danske skole-elever i 15 års alderen.
Tidligere har PISA også undersøgt elevernes computerforbrug.
Og der viste undersøgelsen, at danske elevers forbrug foran hjemmets nye husalter var faldende.