Det er ingen hemmelighed, at Microsoft har store planer for Windows Phone 7. Allerede inden operativsystemet blev lanceret tidligere på året, hørte vi direkte fra Microsoft, at Windows Phone 7 ville få et væld af store opdateringer i løbet af 2011.
Nu har en prominent udvikler, der angiveligt har tætte forbindelser til Windows Phone 7-holdet, skrevet på Twitter, at den næste opdatering bliver "enorm," og han antyder, at mobiltelefoner med Windows Phone 7 snart vil få lige så mange funktioner som Apples iPhone. "Det som tog Apple tre år, har Microsoft gjort på tre måneder."
Alt det vi savner
Det forventes, at Microsoft vil opdatere Windows Phone 7 til at understøtte en form for multitasking, kopiering og indsættelse af tekst, brugerskabte ringetoner og navigation i Bing Maps.
Vi får også at vide, at Microsoft har arbejdet på opdateringen, lang tid før Windows Phone 7 blev frigivet til producenterne, og at forbedringerne er så store, at Microsoft "lige så godt kunne have kaldt det Windows Phone 8."
Det forventes, at opdateringen til Windows Phone 7 lander til januar, og i alt fald inden Mobile World Congress i Barcelona, der løber af stablen den 14. februar.