Q&A: Det bør du vide om Solid State-drev

Den mekaniske harddisk har fået en efterkommer, for de flash-baserede Solid State-drev er både lynhurtige og støt på vej ned i pris. Men der er også faldgruber. I denne Q&A finder du de ti vigtigste spørgsmål og svar om SSD.

Q&A: Det bør du vide om Solid State-drev

Der findes forskellige snedige metoder, hvis du vil gøre din pc mere kvik i optrækket.

Du kan for eksempel øge mængden af installeret hukommelse, så dit styresystem ikke snegler sig af sted som en søndagsbilist.

Et nyt grafikkort eller en kraftigere processor er ligeledes populære tiltag, som kan sætte fut på både styresystem og installerede programmer.

I denne Q&A har vi imidlertid indstillet mikroskopet på de lynhurtige Solid State-drev (SSD).

For mens de øvrige pc-komponenter har udviklet sig med stormskridt, er den roterende harddisk - bortset fra mindre teknologiske forbedringer - den samme støvede sag, som du kunne købe for fem år siden.

Det laver Solid State-lagringsteknologien i dén grad om på.

Faktisk har Solid State-drev potentiale til at gøre allermest for din computer lige nu. Men flaskehalse og faldgruber er desværre hverdag på det brogede SSD-marked, hvor forbrugeren risikerer at brænde nallerne.

Vi har derfor skruet en lettilgængelig Q&A sammen, der indeholder svar på de væsentligste spørgsmål om SSD.

Få styr på fordelene ved Solid State-drev

1. Hvorfor kan SSD være interessant for mig?

Primært fordi SSD gør computerens opstartstid kortere og får programmer til at indlæse hurtigere. Din oplevelse bliver langt mindre præget af tålmodighedskrævende ventetid.

I begyndelsen var Solid State-drev et sjældent syn. Du har måske set drevene i voldsomt dyre erhvervsbærbare eller et fåtal af billige minibærbare - også kaldet netbooks - hvor kapaciteten kun har været på mellem otte og 16 gigabyte. Ydelsen var ligeledes tæt på lavmålet.

Men nu er prisen på et 128 gigabyte Solid State-drev havnet på et niveau, som gør det til en interessant løsning for stadigt flere. Det er muligt at købe en SSD med denne kapacitet til omkring 2.000 kroner.

128 gigabyte opfattes normalt som den nedre kapacitetsgrænse, man helst ikke skal snige sig under, fordi det så kan være gevaldigt svært at få plads til både styresystem og installerede programmer.

2. Hvordan installerer jeg et SSD-drev?

Den fysiske størrelse på SSD'er svarer til den, du kender fra almindelige bærbare 2,5-tommer-harddiske. De nyeste kan dog være endnu mindre. Samtidig er kabler til både data og strøm identiske med dem, du i forvejen benytter til dine SATA-harddiske.

Det er derfor relativt nemt at installere et Solid State-drev i både bærbare og stationære pc'er. Strømforbruget er tilmed væsentligt lavere, så du kan score point på den bærbares batterilevetid.

Hvis du vil benytte et Solid State-drev i din stationære pc, kan det være en fordel at købe en ramme til drevet, så du kan installere det på kabinettets sædvanlige 3,5-tommer-plads. Drev-rammerne er normalt billige og i visse tilfælde inkluderet sammen Solid State-drevet.

Få ekspres-indblik i teknologien bag SSD

3. Hvordan adskiller Solid State-drev sig fra almindelige harddiske?

Teknologien, der huserer i det kompakte etui, kan på nogle områder sammenlignes med computerens almindelige hukommelse - også kaldet ram.

Det er dog såkaldt NAND flash-hukommelse, der benyttes til Solid State-drev. NAND flash kan cirka udlæses lige så hurtigt som almindelige ram, men skrivning er mere tidskrævende.

Den tilfældige data-adgangs-ydelse slår dog den aldrende harddisk mange gange, hvilket betyder, at du én gang for alle kan kyle 'diskdefragmentering' i papirkurven.

Men hvor indholdet af hukommelsens lagerceller normalt nulstilles, når du slukker computeren, bevarer SSD-drevet data, når strømmen afbrydes.

SSD-drev benytter i sagens natur intet læsehoved, så det er en selvfølge, at det ikke giver nævneværdige fordele at have bits arrangeret i sekvens. Det kan faktisk skade dit SSD-drev, hvis du kører diskdefragmentering, fordi læse- og skrive-operationerne slider unødigt på drevet.

4. Hvilket type Solid State-drev skal jeg vælge?

Inden du indstiller sigtekornet på et bestemt Solid State-drev, skal du overveje, om du hælder til den ene eller den anden NAND flash-hukommelsestype. Varianterne hedder 'SLC' (single-level cell) og ‘MLC' (multi-level cell).

SLC-varianten er især rettet mod erhvervslivet og er hurtigere end MLC. Til gengæld er SLC-udgaverne voldsomt dyre.

Derfor vil det for langt de fleste forbrugere være mest naturligt at vælge MLC, og det er da også denne type drev, vi tager udgangspunkt i her. MLC-varianten vil for mange brugere have en levetid på mellem fem og otte år, men det afhænger naturligvis af, hvor ofte du sletter og overskriver hukommelsescellernes dataindhold.

Du kan med andre ord ikke regne med MTBF-tallet (Mean Time Between Failure) på drevets indpakning, som sagtens kan lyde på 1.500.000 timer eller mere end 170 år. Det er snarere et udtryk for, hvor længe drevets controller - i teorien - kan fungere uden fejl. Det er altså langt fra udtryk for, hvordan drevet vil opføre sig hos dig.

5. Hvilke faldgruber skal jeg undgå?

Visse af de første SSD'er, der gik målrettet efter forbrugermarkedet, havde store problemer. Og helt ind i 2009 var de stadig at finde på butikshylderne, så det er med at være på mærkerne.

Controlleren havde som følge af en meget begrænset buffer-størrelse problemer med at håndtere krævende sekventielle dataoverførsler. Dette gjaldt især Jmicron JMF602-controlleren, som var skyld i, at styresystemet i særligt pressede situationer kunne være tvunget til at "pause" overførslerne. Samtidig blev ydelsen beviseligt forringet med tiden.

Mere gavmildt udstyrede controllere med bufferstørrelser på eksempelvis 64 megabyte har dog givet SSD'erne en markant fordel frem for de traditionelle harddiske. Uanset hvad betaler det sig at undersøge både partiske og upartiske informationskilder, inden du køber et SSD-drev. Sørg for at der ikke er kendte problemer med netop dit drev.

Få højere overførselshastigheder

6. Hvor meget hurtigere er SSD?

Det er ikke unormalt, at en ny Indilinx-baseret SSD på 128 GB påstår at levere læse- og skrivehastigheder på henholdsvis imponerende 250 og 170 megabyte per sekund, mens diskens adgangstid typisk er under et halvt millisekund.

Til sammenligning vil en Western Digital Velociraptor-harddisk fastholde hårdnakket, at overførselshastigheder i omegnen af 120 MB/s er realistisk, mens adgangstiden er godt ti gange langsommere end det, en aktuel SSD lægger for dagen.

Men hvad nåede vi frem til under afviklingen af vores test? Det viser diagrammet i ude i højre side. SSD-drevene sejrer stort, men det er klart, at pris per gigabyte stadig halter noget efter harddiskene.

Endeligt varmer det i en kold tid, at SSD-producenterne allerede nu har formået at skabe endnu kvikkere drev.

Se bare vores anmeldelse af Intels andengenerationsdrev, der rask væk præsterer en gennemsnitlig læsehastighed på 270 megabyte per sekund.

7. Er SSD altid en fordel?

SSD-drev er primært en fordel, hvis du installerer styresystemet direkte på drevet og supplerer op med mindst én harddisk til data.

Det skal altså være ydelsen, og ikke kapaciteten, der har betydning for netop din brugssituation og dermed din beslutning om at købe et SSD-drev. Senere - når gigabyte-prisen falder yderligere - kan andre scenarier blive interessante.

For at udnytte SSD-drevet optimalt er det desuden påkrævet, at din pc matcher drevets råstyrke. En ældre maskine - eller en ydelsesmæssigt begrænset netbook med Intels strømbesparende, men også ret langsomme Atom-processor - vil ikke opleve noget nær samme antal fordele, som hvis du installerer drevet på en kraftig platform. Forvent derfor væsentligt langsommere datahastigheder på ældre pc'er.

8. Hvor vigtigt er mit styresystem?

Windows 7 er bemærkelsesværdigt bedre til at håndtere SSD-drev end Vista. Ikke alene er defragmentering frakoblet som standard, det har også indbygget en funktion kaldet 'Trim'; en teknologi, der dækker over, at læse- og skrivemønsteret er optimeret til Solid State-drev, så lagercellerne nedslides mindst muligt.

En forudsætning er dog, at Trim understøttes af drevet på firmware-niveau. For øjeblikket er der usikkerhed omkring hvilke SSD-drev, der understøtter Trim. Producenterne arbejder intenst på nye firmware-opgraderinger, så hold øje med at dit kommende drev er eller bliver understøttet.

Få vores anbefalinger

9. Hvilke priser skal jeg regne med?

Et hurtigt pristjek på nettet afslører, at du normalt skal regne med betale cirka 1.200 kroner for et 64 gigabyte drev, 2.000 kroner for et 128 gigabyte drev og mere end 4.500 for et drev på 256 gigabyte.

Der findes drev både i den billige og dyre ende afhængig af, hvor hurtigt og nyt produktet er. Derfor forholder det sig sådan, at prisspændet for et drev på 128 gigabyte kan gå lige fra 1.300 til 3.400 kroner.

10. Kan SSD anbefales her og nu?

Skal du så sætte de største jetoner i spil og svinge kreditkortet allerede nu? Svaret afhænger af flere faktorer.

For det første skal du sikre dig, at netop dit drev understøtter - eller i fremtiden vil understøtte - Trim. Intels andengenerationsdrev har netop fået den påkrævede understøttelse takket være denne firmware-opgradering.

Generelt anbefaler vi, at du vælger SSD-drev fra en anerkendt producent, der jævnligt stiller firmware-opgraderinger til rådighed. Dette undersøges bedst på producentens websted. For eksempel har OCZ meldt ud, at Vertex- og Agility-drevene, der begge forhandles i Danmark, officielt understøtter Trim.

Det kan dog være svært at tyde de kryptiske udmeldinger, andre producenter er kommet med. SSD-drevene befinder sig nemlig midt i en brydningstid, hvor gamle og nye produkter er i salgskredsløb. Et drev er ikke blot et drev; tværtimod er der rigtig store forskelle.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere