Test: Samsungs nye stjerneskud med Google-software
Samsung laver mobiler med snart sagt alle tænkelige styresystemer, og nu melder koreanerne sig også ind i Android-klubben.
Galaxy er en "ren" Android-mobil uden ekstra brugerflade.
Det betyder, at mobilen som udgangspunkt kan virke lidt "tom" - præcis som HTC Magic.
Men Android-brugerfladen er både logisk og fleksibel. Og hvis du hopper en tur på det indbyggede "Marked", kan du hurtigt berige din telefon med et hav af spændende og gratis værktøjer.
Det er lige så let som på iPhone, selv om udvalget selvfølgelig er langt mindre.
Let plast
Og lad os nu bare få det overstået: Nej, Galaxy er ikke lige så lækker som iPhone. De senere år har Samsung ellers leveret nogle af markedets mest delikate metal-mobiler.
Derfor er det ærgerligt, at man her, til den store Android-debut, har holdt sig til plastik.
Plasten er af den hårde, højglanspolerede type, som udstiller fedtfingre. Vi havde foretrukket en mattere og blødere indpakning, men det er jo en smagssag. Knapperne sidder hvor de skal, og de klikker solidt.
De afrundede former og den lave vægt betyder, at man let glemmer, man har mobilen med sig. Også fordi den er overraskende let. Da vi pakkede Galaxy ud af æsken, åbnede vi straks bagklappen for at montere batteriet - men det sad der allerede.
Tilmed en heftig sag med 1500 mAh, hvilket giver en levetid i den pæne ene i forhold til andre multimobiler med trykfølsom skærm. Eller rettere: berøringsfølsom skærm. For ligesom iPhone bruger skærmen såkaldt kapacitiv teknik, der reagerer på dit mindste fingerstrejf.
Samsung med superskærm
Det giver en herlig ubesværethed i betjeningen. Eneste ulempe er sådan set, at man ikke kan betjene skærmen med vanter på, hvilket måske vil ærgre nogen på denne årstid.
Man kan heller ikke bruge en pegepind, men det er også helt unødvendigt, for Android-brugerfladen er meget fingervenlig.
Og man kan slet ikke lade være ved at røre, for skærmbilledet på Galaxy er formidabelt. Samsung bruger her den forholdsvis sjældne OLED-teknik, som giver en iøjnefaldende klarhed - med farver så sprøde, at ikonerne nærmest springer din pegefinger i møde.
Musik og fotos
Galaxy har fem megapixel og klassisk autofokus, hvor man trykker udløseren halvt ned for at stille skarpt. Men Samsung snyder en smule - og bipper grønt, selv om der ikke opnås fokus.
Objektivet sidder ubeskyttet på bagsiden, og eneste værn mod vintermørket er en forkølet LED-lampe. Det er tydeligt, at Galaxy ikke er nogen kameramobil.
Men i godt lys er billederne bestemt brugbare. Og faktisk er kameraet et af det bedste, vi har set i en Android-mobil. Det siger bare ikke så meget.
Musikalsk udmærker Galaxy sig ved at have et rigtigt hovedtelefonstik i toppen.
Musikhåndteringen er dog ikke på niveau med iPhone og Walkman-mobilerne, og vi savner en FM-radio. Musikken kan, ligesom billederne, gemmes på SD-kort, der monteres under batteriklappen, men ikke under batteriet.
Lidt for høj pris
Med både 3G og WiFi er Galaxy godt klædt på til mail og web. Støtte for Exchange-servere skal dog tilkøbes, og selv om weblæseren godt kan begå sig på "det rigtige" internet, er zoom-funktionen ikke så gennemført som på iPhone. Det er også lidt ærgerligt, at de danske tegn på skærmtastaturet kræver et ekstra tryk, men man vænner sig til det.
Mobilen har naturligvis GPS, som udnyttes af Google Maps - og flere af de programmer, du finder på "markedspladsen".
Alt i alt er Galaxy en fin Android-debut for Samsung. Specielt skærmen imponerer stort - både når du kigger på den og rører ved den.
Men prisen er høj, også i forhold til stærke konkurrenter som HTC's Hero. Det hører dog med, at Galaxy er ny på markedet. Om nogle måneder, når der er faldet en tusse af prisen, kan du lægge en ekstra stjerne til vores vurdering.