Computerworld News Service: Apple vil deltage i Oracles OpenJDK og bidrage med "de fleste af de nøglekomponenter, værktøjer og den teknologi, der er nødvendig i forbindelse med en implementering af Java SE 7 på Mac OS X."
Denne offentliggørelse giver OpenJDK endnu en prominent sponsor.
Udover Apple sagde IBM i sidste måned, at virksomheden vil samarbejde med Oracle om at gøre OpenJDK til "det primære sted for udvikling af open source Java SE."
Virtuel maskine og meget andet
Apple vil bidrage med en "32 bit og en 64 bit HotSpot-baseret Java virtuel maskine, klassebiblioteker, en netværks-stack og grundlaget til en ny grafisk klient" til OpenJDK.
"Tilgængeligheden af Java på Mac OS X spiller en afgørende rolle i Javas løfte om at være tværplatform," siger Hasan Rizvi, der er Oracle' senior vice president for udvikling, i en pressemeddelelse.
"Javas community af udviklere kan stole på, at forkanten af Java-miljøet også i fremtiden vil være tilgængelig på Mac OS X."
Java tilgængelig på Mac
Apple er "begejstret for at samarbejde med Oracle om at sikre, at der fortsat er en fantastisk version af Java tilgængelig på Mac," siger Apples senior vice president for softwareudvikling, Bertrand Serlet, i en medfølgende pressemeddelelse.
"Den bedste måde til, at vores brugere altid har den nyeste og sikreste version af Java, er, at de får den direkte fra Oracle."
Apple vil stadig gøre Java SE 6 tilgængelig på Mac OS X Snow Leopard og den kommende Mac OS X Lion. Oracle vil distribuere Java SE 7 og efterfølgende versioner til Mac OS X.
Der blev i sidste måned rejst tvivl om Apple langsigtede engagement i forhold til Java, da virksomheden offentliggjorde, at den ville "udfase" sin Java-runtime fra og med udgivelsen af Mac OS X 10.6 Update 3.
"Udviklerne skal ikke regne med, at den Java-runtime, der leveres af Apple, vil være tilgængelig i fremtidige versioner af Mac OS X," advarede virksomheden.
Offentliggørelsen fra i fredags giver denne tidligere udtalelse fra Apple en helt ny mening.
"Min tolkning af det her er, at Apple gladelig bidrager med det meste af sine akkumulerede investeringer i Java til OpenJDK, så andre kan påtage sig det løbende ansvar at understøtte Java på Mac," skriver analytiker Jeffrey Hammond fra Forrester Research i en e-mail. "Dette gør Apple glad, da det nok vil kræve en mindre indsats end hidtil, og det gør Oracle glad, da virksomheden får kontrol over endnu en platform-implementering af Java."
Der er dog stadig et stort ubesvaret spørgsmål, tilføjer Hammond.
Hvad jeg ikke så nogen steder i pressemeddelelsen var nogen hentydninger om ændringer, i forhold til om Java-baserede applikationer vil blive understøttet i den kommende app store til Mac," påpeger han. "Det er helt afgørende, hvis Java skal spille en fremtidig rolle på Mac som noget som helst andet end til Java-udviklere, der kan bruge en Mac til at bygge Java-apps til Linux. Jeg går ud fra, at tiden vil vise, om dette er en helhjertet holdningsændring fra Apples side."
Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra Apple.
Oversat af Thomas Bøndergaard