Artikel top billede

Er det nye 4G en revolution eller varm luft?

Teleselskaberne er på vej med LTE, markedsført som 4G, og har stor tiltro til produktet. Teleanalytiker mener, at teleselskaberne snyder forbrugerne ved at markedsføre produktet som noget væsentligt nyt.

For tiden er der et kapløb i gang blandt de danske teleselskaber om først at få udbygget deres netværk til LTE-standarden, så de kan tilbyde lynhurtigt mobilt bredbånd til forbrugerne.

Hos TDC forklarer netdirektør Jess Julin Ibsen, at der er en god grund til, at teleselskabet har satset et "pænt" trecifret millionbeløb på at udbygge sit netværk, så det i starten af det nye år kan tilbyde LTE i København, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Kolding.

"Der sker en ændring i mediebilledet, som accelerer kraftigt. Vi vil se et helt andet forbrug af online-medier i fremtiden. Det er vi som virksomhed teknologisk presset af," forklarer Jess Julin Ibsen.

Derfor er LTE-teknologien en god mulighed for at imødekomme det voksende behov.

"Man kan nogle andre ting med 4G (LTE, red.) end man kan med 3G. Specielt er upload-hastighederne meget anderledes end 3G. Så det vil være slut med at være mange minutter om at uploade en PowerPoint-præsentation," siger Jess Julin Ibsen.
Forbrugerne i front
Telia er et af de andre teleselskaber, der satser kraftigt på LTE. Allerede i dag har forbrugere i vores nabolande Norge og Sverige adgang til LTE på Telias netværk, og administrerende direktør Jesper Brøckner ser et stort potentiale i teknologien.

"Der er rigtig mange muligheder. Forbrugerne tager web-tv i HD kvalitet i brug, der er et stort ungdomssegment, som tager online-spil til sig, og derudover begynder der at komme en masse cloud-tjenester," forklarer Jesper Brøckner og fortsætter:
"Her er det vigtigt med meget høje download-hastigheder, men ligeså vigtigt med høje upload-hastigheder. På mange måder er det forbrugeren, der driver udviklingen i dag," siger Jesper Brøckner.

Han mener dog også, at erhvervslivet vil finde de nye produkter interessante. Da Telia lancerede LTE i Sverige, undersøgte selskabet efter de første 100 dage, hvem der havde taget teknologien til sig.

Det var blandt andet fotografer, der for eksempel tager billeder til fodboldkampe og lignende.

"De har behov for lynhurtigt at kunne sende billeder af sted. Generelt er det efterspurgt i medieverdenen, da det er så vigtigt at komme først med ting," siger Jesper Brøckner.

Ikke noget nyt under solen

En, der ikke er så positivt stemt for LTE-udviklingen som de danske teleselskaber, er John Strand, der er teleanalytiker i Strand Consult. Han mener, at de danske teleselskaber snyder forbrugeren ved at markedsføre LTE som noget væsentligt nyt.
"LTE er ikke en revolution. Det er en evolution af 3G. De basestationer, operatørerne sætter op i øjeblikket, kører både GSM (2G, red.), UMTS (3G, red.) og LTE på den samme basestation," siger John Strand og uddyber:

"Så bliver nettene mere intelligente, og i praksis kan man vælge, om man bruger den ene, den anden eller den tredje generation. Men det er ikke et nyt mobilnet og det er ikke et nyt produkt," siger han.

Samtidig mener han ikke, at LTE er den garanti for væsentligt højere hastigheder, det fremgår af teleselskabernes markedsføring.

"LTE er stadig en delt ressource. Den hastighed, der er på basestationen, skal stadig deles mellem kunderne, så du kan godt risikere, at der er en operatør, der har LTE, som kan levere en lavere hastighed end HSDPA (turbo-3G, red.)," forklarer John Strand.

Ingen gode dongler endnu

Der er også stadig en række problemer ved at være tidligt ude med LTE. Der er nemlig endnu ikke lavet usb-dongler, som kan sikre en glidende overgang mellem 3G og LTE.

Det kan blive problem i forhold til at få kunderne med fra starten.

"Der er kun to leverandører, som kan levere dongler. De har begge kun single mode-dongler i øjeblikket. Det vil sige, at du skal skifte manuelt mellem båndene," siger Jess Julin Ibsen.

Det betyder, at du som forbruger er nødt til at logge af og på, hvis du skal skifte mellem 3G og LTE på din computer.
TDC's netdirektør forklarer dog, at de nye dongler, der kan skifte automatisk mellem de to net, forventes at komme på markedet i løbet af første kvartal 2011, måske endda før.

"Det er ikke godt for kunderne, at de skal skifte manuelt, så vi vil skifte donglen hos vores kunder ud det øjeblik, de nye kommer," siger Jess Julin Ibsen.

Den glidende overgang mellem nettene er også noget af det, Telia ser som helt afgørende for, at LTE kan blive en succes.
 
"Brugeroplevelsen er selvfølgelig meget vigtig. Det arbejder vi på at konfigurere, og det samme arbejder producenterne af dongler på," forklarer Jesper Brøckner.

Lang udsigt med LTE

I løbet af de senere år er en stor del af forbruget på mobile data kommet fra smartphones, men der er stadig lange udsigter, hvis du som forbruger gerne vil have en telefon, der kan gøre brug af LTE.

"De første 4G-telefoner (LTE, red.), som kan gøre sig på de frekvensbånd, vi bruger i Europa, forventer vi tidligst i starten af 2012," siger Jess Julin Ibsen.

Han understreger dog, at udviklingen på smartphone-området går rigtig hurtigt og vil derfor ikke udelukke, at der kommer enheder til LTE tidligere.

På det punkt er Jesper Brøckner fra Telia også fortrøstningsfuld.

"Når nettet er der, er jeg ikke i tvivl om at producenterne nok skal følge med. Behovet for en god forbindelse til streaming eller for eksempel videokonferencer på håndholdte enheder bliver mere og mere vigtigt," siger Jesper Brøckner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere