Administrerende direktør i Microsoft, Steve Ballmer, kan grine hele vejen til banken, når han i de kommende måneder sælger omkring 75 millioner Microsoft-aktier.
I en kort udtalelse på Microsofts hjemmeside forklares det, at Steve Ballmer sælger sine aktier, fordi han ønsker at opnå større risikospredning i sin privatøkonomi.
Ballmer vil ifølge meddelsen inden nytår have solgt omkring 75 millioner aktier ud af sin samlede beholdning af Microsoft-aktier på 408 millioner.
"Selvom det er et privat-økonomisk anliggende, vil jeg være helt åben omkring det for at undgå forvirring. Jeg er begejstret for vores nye produkter og potentialet for at vores teknologi kan ændre folks liv, og jeg fortsætter med at være helt dedikeret til Microsofts og dets succes," forklarer Steve Ballmer.
En af verdens rigeste
Ifølge Wall Street Journal har de 49,3 millioner aktier, som Steve Ballmer indtil videre har solgt, en værdi af 1,3 milliarder dollars eller omkring syv milliarder kroner.
Steve Ballmer (født 24. marts 1956) sluttede sig til Microsoft i 1980, og siden januar 2000 har han været administrerende direktør i selskabet.
Han er oprindelig uddannet i matematik og økonomi fra Harvard University og har siden læst videre på Standford.
Ballmer er blandt de rigeste mennesker i verden som nummer 43 på Forbes' liste.
Han anslås at være god for 11 milliarder dollars, cirka 57 milliarder danske kroner. I 2008 lød Steve Ballmers løn på godt 1,4 millioner dollars.