Fra og med i dag kan du og alle andre danskere tjekke forskudsopgørelsen for 2011.
Men det kan godt være, du får dig en overraskelse.
Omkring 7.000 danskere har nemlig fået angivet en forkert trækprocent. Nogle steder på helt op til 77 procent.
Fejlen ligger hos Skats it-leverandør, KMD.
I skattelovgivningen er der en mulighed for at indregne mindre b-skat i a-skattetrækket ved at forhøje trækprocenten.
Men kun hvis ændringen ikke drejer sig om mere end fem procent.
Ret voldsom stigning
"I forbindelse med beregningen af skattekortet til de 7.000 borgere er maksimum satsen på fem procent røget ud af programmeringen. Derfor kommer der en stigning i trækprocenten ud over de fem procent, som i nogle tilfælde har været ret voldsom," forklarer specialkonsulent Johnny Fussing.
KMD opdagede selv fejlen i går og meddelte det derefter til Skat.
Fejlen er nu blevet rettet, men alligevel har de 7.000 berørte danskere få en forkert trækprocent på skattekortet, som de kan finde i deres skattemappe fra i dag.
I de kommende dage vil Skat udsende nye skattekort til de berørte borgere, ligsom der også vil blive sendt rettede forskudsopgørelser ud på papir med forklaring af fejlen.
Aner ikke hvordan fejl er opstået
"Jeg ved ikke, hvordan fejlen er opstået. Muligheden for at indregne b-skat i a-skattetrækket er ikke noget nyt, så der må være sket en fejl i forbindelse med, at KMD har lavet andre ændringer," siger specialkonsulent Johnny Fussing fra Skat.
Samtidig kom fejlen ikke frem, da Skat testede systemet i oktober. Derfor må fejlen været opstået inden for det seneste stykke tid.
De berørte borgere er typisk borgere med en restskat fra 2009, med en lille lønindkomst.
Computerworld forsøger at få en forklaring fra KMD, som ikke endnu har nogen kommentarer, men alene henviser til Skat.