På rekordtid er Android gået fra at være en tanke hos Google til at være et dominerende styresystem til mobiltelefoner.
Samsung, HTC og Sony Ericsson er blandt de producenter, der spytter telefoner ud med Android, men en egentlig guide til styresystemet følger sjældent med.
Derfor har Completeguides.net sat sig for at strikke en brugermanuel sammen, der med store ord lover at være den komplette guide til Android.
Vores norske søstersite pcworld.no har spottet guiden, der er skrevet af Kevin Purdy. Den dækker alt, hvad du skal vide om Android, og ifølge vores norske kolleger er den skrevet på letforståelig engelsk.
Guiden er gratis, hvis du læser den på nettet, og over 16 kapitler dækker den alt fra Android Market til navigationssoftware.
Det er også muligt at downloade guiden, men så skal du have kreditkortet op af lommen.
Det koster ni dollar, cirka 50 kroner, at få en PDF-version af guiden. Det er desuden muligt at få fingre i en rigtig bogudgave, og den koster 20 dollar, cirka 110 kroner.
Du kan læse den komplette guide gratis her.
Hvis du køber bogen, skal du vide, at Androids mobile styresystem ikke er færdigt, men løbende udvikler sig.
Derfor vil det få nye funktioner de kommende år. I øjeblikket er Android ude i version 2.2, men Google arbejder lige nu på version 2.3, der går under navnet Gingerbread.