Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. september 2007.
Brødre og søstre. Længe nok har vi set advokater, filminstruktører, reklamefolk og kokke løbe med al opmærksomheden. Det må være på tide at få rehabiliteret den samfundsgruppe, der reelt har skabt det samfund, vi lever i, og som har ansvaret for vores velfærd og rigdom: Nørderne.
Nørderne har skabt forbrændingsmotoren, elektriciteten, flyvemaskinen, mikrobølgeovnen, fryseren, frosne færdigretter, computeren og internettet. Nørder løser hver dag dagligdags problemer og har givet os kuglepennen, græsslåmaskinen, det digitale stegetermometer og den ny hætte på Heinz-ketchupflaskerne - den der ikke drypper.
Tag en tur på Frilandsmuseet. Så kan I se, hvordan størstedelen af Danmarks befolkning ville leve i dag, hvis det ikke var for nørderne. "Øj..se lige mand - de havde ikke elektricitet, vaskemaskiner eller indlagt varme". Nej, det havde de ikke. Det er simpelthen nørderne, der har skabt hele grundlaget for den teknologiske og dermed den økonomiske udvikling de sidste 200 år.
Men nørderne klapper ingen af. Nørderne klapper knap nok af sig selv. Der bliver ikke holdt gallafester, hvor vi kårer "årets nørd" inden for forskellige kategorier - hvis der findes sådanne fester, så skriver medierne i hvert fald ikke om dem.
Det skal ændres! "Nørd" skal ikke være en nedsættende betegnelse, men et adelsmærke. Og jeg er fuld af optimisme - jeg ser de første spæde tegn på en nyorientering. Mine egne børn går på en skole, hvor alle står op til årsfesten og klapper, når skolens skakhold har vundet en stor turnering. Der står skaknørderne så, generte i deres ternede skjorter og strikkede veste og kigger ned i gulvet, mens deres klassekammerater pifter anerkendende. Klassekammeraterne, der synes, at det faktisk er helt o.k. med nørder, der lever nørd-drømmen ud.
Se, det er vejen! Efter mange år i baggrunden skal nørderne frem i spotlightet.
DR er godt på vej med de helt vidunderlige programmer "Store Nørd" og "Lille Nørd". Nu skal vi bare have de voksne med. "Hvem vil være millionær" bør straks omdøbes til "Hvem vil være nørd?", "Hit med nørden" eller måske slet og ret "Topnørd". Vi skal have nye voksen-programmer med og for nørder. Vi kan passende lukke "Kender du typen" og i stedet lave "Kender du nørden?", hvor to datalogiprofessorer skal gætte en kendt programmør ud fra programstumper og gadgets hentet fra nørdens hjem. "Hammerslag" kan erstattes af programmet "Udbud", hvor to hold nørd-konsulenter gætter prisen på et større it-projekt.
De penge, DR sparer ved at skære ned på sporten, kanaliseres over i drama-afdelingens nye store tv-fiktionssatsning "It-afdelingen" om det dramatiske liv i en stor it-afdeling. "Inderne kommer" hedder første afsnit. Og senere i serien vil vi alle græde med den ellers så joviale CTO i afsnittet "Blackout", hvor alle systemer er nede i tre dage, og den administrerende direktør må på landsdækkende tv og beklage.
Vi bliver også nødt til at få aktiveret politikerne og statsapparatet. Vi starter med at omdøbe IT- og Telestyrelsen til "Nørdstyrelsen" eller "Styrelsen for nørd-anliggender". Vi må have et uafhængigt organ, der gennemgår alle offentlige it-systemer: "Rigsnørderne", og et folketingsudvalg der fører tilsyn: "Statsnørderne".
Personligt vil jeg gå benhårdt efter at få titlen som den eksterne rådgiver, staten anvender i særligt komplicerede tilfælde: "Kammernørden".
OriginalModTime: 11-10-2007 11:23:59