Jeg kan lide skøre ideer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. juni 2007.


It- og telebranchen har fået en tung investor i form af den populære og tidligere CSC-direktør Asger Jensby. Han er aktiv og kan lide at have gang i noget hele tiden.

Med en sikker hånd for at vælge de rigtige selskaber at investere i, bliver Asger Jensby i bredere kredse sat op imod Danmarks næstrigeste it-mand, Ib Kunøe. Selv har han svært ved at forstå sammenligningen.
"Jeg er jo lidt pænere end Ib," er hans kommentar grinende, da han bliver præsenteret for ligheden.
Den succesfulde finansmand og billedkunstner Ib Kunøe er kendt for at være ekspert i at købe kriseramte it-selskaber og gøre dem til en succes. Hans eksplosive formue, der menes at være cirka to milliarder kroner, er selvskabt.
De to herrer fremstår henholdsvis som nummer to og otte på Computerworlds top-20 liste over Danmarks rigeste it-folk.
"Ib er knalddygtig, og jeg har dyb respekt for det, han har udrettet. Han har været en dygtig investor og god til at vende en kriseramt virksomhed til en succes samtidig med, at han har haft en heldig hånd. Og det er ham vel undt," siger Asger Jensby.
"Hvor Ib har valgt at satse på lidt større børsnoterede virksomheder, satser jeg på privatejede virksomheder i den fase, jeg er inde i nu," fortæller han.
Asger Jensby, der har mange års erfaring som bestyrelsesformand med speciale i forretningsudvikling og turnaround management, er i dag hovedaktionær og administrerende direktør i JMI Invest A/S. Selskabets formål er at skabe øget vækst gennem udvikling af forretningen, bedre ledelse og synergier mellem porteføljeselskaberne.
"Det, der altid har fascineret mig i it-branchen, er, at ting sker ganske hurtigt. Det er en kæmpe motiverende udfordring at være aktør i et marked, der er i konstant forandring. I de traditionelle brancher kommer forandringerne måske over en tiårig periode, hvor det i it-branchen er en periode på to til tre år," forklarer han.
Tilfældighed
En række tilfældigheder spillede ind, da Asger Jensby indtog sin plads i it-branchen. Da han var færdig med sin kommercielle uddannelse, søgte han job i USA. På daværende tidspunkt i 1972 kørte Vietnam-krigen over stok og sten, og forudsætningen for, at den unge herre kunne få et green card, var at acceptere at blive indrulleret i den amerikanske hær.
"Jeg søgte om at blive amerikansk soldat, men kunne ikke blive fritaget for at tage til Vietnam. Det begyndte at bide sig selv i halen, og jeg rejste tilbage til Danmark. Da jeg var meget hooked på USA dengang, valgte jeg at arbejde for IBM, hvor jeg blev ansat som salgskonsulent i 1973. Der kom jeg på virksomhedens efteruddannelse i salg, it og teknologi," fortæller han.
I dag er Asger Jensby mere end tilfreds med, at han endte som sælger.
"Efter mine eksamener troede jeg i første fase, at jeg skulle være en stor leder i erhvervslivet. Men jeg endte faktisk som sælger med tasken i hånden. Og nu er jeg meget glad for, at jeg fik sælgermentaliteten ind med modermælken," fortæller Asger Jensby.
Altmuligmanden
Når Asger Jensby ikke fungerer som administrerende direktør for sin hidtidige bedste investering, JMI Invest, bygger han dukkehuse til sine døtre og tager gerne håndværkerbæltet på, når vandløbet er tilstoppet, eller en skillevæg skal sættes op.
"Når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at tage fat i en hammer eller sav og lave noget fysisk med mine hænder. Jeg kan godt holde de mest fundamentale ting i vores gamle hus ved lige i stedet for at ringe til håndværkeren," siger han og afslører samtidig, at han er den type mand, der kan bruge en hammer uden at ødelægge noget.
Med mantraet "there is no such thing as standing still", som IBM's grundlægger Thomas Wattson sagde engang, kaster direktøren sig ud i alle projekter, både i forretnings-, og privatlivet.
"Jeg kan lide skøre ideer," indrømmer han og omtaler sig selv som en utålmodig type, der hele tiden skal have gang i noget.
Et af Asger Jensbys skøre initiativer har været at kaste sig ud i at cykle den 600 kilometer lange bjergfyldte strækning mellem Trondheim og Oslo på 24 timer. 21 timer var hans rekord.
Software som service
Asger Jensby er overbevist om, at den traditionelle måde at sælge løsninger og applikationer på bliver afløst af den fremtidige leverancemodel, software som service, der teknologisk forudsætter, at man har en serviceorienteret arkitektur (SOA).
"Hvis man behersker sin SOA og afarter deraf, har man mulighed for at anvende software, altså service som en leverancemodel," siger han og forklarer, at i modsætning til tidligere, hvor man betalte med arme og ben for at få ERP-systemer til at fungere, får man nu nogle meget billige produkter.
"Man køber dem over nettet og kommer ind på løsningerne via et password. Systemerne er så lette at forstå, at man kan tage dem i brug efter ganske få ugers test. Det er det skift, vi ser i teknologi og leverancemodel," pointerer Asger Jensby.

Billedtekst:
Investor Tidligere CSC-direktør Asger Jensby er i dag hovedaktionær og administrerende direktør i JMI Invest A/S. Selskabets formål er at skabe øget vækst gennem udvikling af forretningen, bedre ledelse og synergier mellem porteføljeselskaberne.
Foto: Torben Klint

Boks 1:
JMI Invest
JMI Invest A/S er et 100 procent danskejet investeringsselskab, der investerer i videnbaserede virksomheder primært inden for IT- og telesektoren.

Virksomheden blev etableret i 2003 og forretningsmodellen er bygget op omkring parallel tilførsel af kapital, viden og best practice.

Der indgår i dag 11 selskaber i porteføljen, som JMI ejer helt eller delvist.

JMI Invest har en egenkapital på 301 millioner kroner pr. 30. juni 2006, og regnskabsåret 2005/06 viste et resultat på 143 millioner kroner efter skat.

JMI-selskaberne forventes at nå en omsætning på 1,7 milliarder kroner i 2007.

Boks 2:
Digital House
JMI Invest har senest overtaget Xerox-partneren Digital House.

Forhandleren er Danmarks største Xerox-partner og et løsningshus med fokus på dokumenthåndtering, optimering af arbejdsgange og processer samt input/outputløsninger.

Baggrunden for JMI Invests opkøb af Digital House er, at virksomheden indgår naturligt i JMI Invests porteføljeselskaber og supplerer de kompetencer, der i forvejen er til stede inden for salg af print- og kopiløsninger samt dokumenthåndtering.

Blandt aktionærerne er den tidligere direktør for fodboldklubben AaB, Tom Matthiesen, og entertaineren Finn Nørbygaard, der hver ejer 15 procent.

En fjerdedel af selskabet ejes af Peter Sølbeck, der også er bestyrelsesformand.

I 2006 venter JMI Invest et overskud før skat på mindst 70 millioner kroner, men Asger Jensby har netop etableret Asger Jensby JMI Invest ll ApS, der over de kommende år skal bruge 300 millioner kroner på opkøb.

I lighed med andre JMI porteføljeselskaber vil en del funktioner overgå til JMI services, der tager sig af administrative opgaver for porteføljeselskaberne. Det vil sige bogholderi, lønningsregnskab, HR og så videre.

OriginalModTime: 21-06-2007 14:34:15




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere