Analyser dine data ude i byen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld Executive d. 15. juni 2007.


Business Objects vil give "business ­intelligence til folket" over internettet.
Især de mellemstore virksomheder skal
have glæderne ved at kunne udarbejde ­analyser ud fra virksomhedens data.
Spørgsmålet er, om løsningerne er klar.

"Hmm... det her vil jeg da gerne følge med i."
Steve Lucas, international vicedirektør for hostede løsninger hos Business Objects, flytter musen hen på en graf i browservinduet, trykker på museknappen og flytter grafen ud på skrivebordet. Straks dukker grafen op som widget på storskærmens overdimensionerede Windows-skrivebord. En widget er et vindue, der altid er på skrivebordet og automatisk opdaterer sig selv over netværket.
Vi er til Business Objects' kundeseminar i Berlin, hvor Steve Lucas viser mulighederne med virksomhedens hostede analyseværktøjer.
I USA vokser antallet af brugere af hostet business intelligence (BI) kraftigt blandt især mindre og mellemstore virksomheder, og Business Objects bruger blandt andet seminaret på at udbrede hostet BI til Europa. Hostede løsninger kaldes også "on demand" eller "software as a service".
Hostede løsninger betyder, at en virksomhed ikke selv behøver sørge for arkitekturen bag en business intelligence-løsning. Den behøver heller ikke en server med softwaren, for den ligger hos BI-leverandøren.
Desuden betaler virksomheden som regel løbende for brugen af softwaren. Enten per gang den bruger en funktion, eller for hver måned den bruger programmet. Det betyder også, at det ikke kræver store investeringer at komme i gang med at lave analyser ud fra dens data.
BI for alle
"On demand vil øge antallet af brugere af business intelligence dramatisk," siger Steve Lucas i et interview med Computerworld.
"Vi får business intelligence for alle."
Han mener, at on demand-løsningerne vil brede analyseværktøjerne ud til mindre virksomheder, ud til flere ansatte og også ud til folk helt uden for forretningsverdenen. Det sidste gælder dog især for Business Objects' nyeste internetværktøj, der henter data fra eksterne kilder og dermed også kan være interessant for eksempelvis en økonomiprofessor.
Også Alys Woodward, BI-analytiker for IDC i Vesteuropa, har store forventninger til, hvad hostede løsninger kommer til at betyde for udbredelsen af BI.
"Det er endnu en måde at gøre det lettere at komme i gang med BI," siger hun.
Er teknologien moden?
Men er teknologien moden? Er det nu, at Danmarks mange mellemstore virksomheder skal købe deres første BI-løsning som en internetservice ligesom tusinder af deres amerikanske kolleger?
Ja, siger Alys Woodward - for langt de fleste i hvert fald.
Især for mindre virksomheder, der er geografisk spredt, kan hostet BI give et kæmpe spring i forhold til konkurrerende virksomheder. BI giver nemlig, ifølge Alys Woodward, næsten altid resultater på bundlinjen, men en traditionel arkitektur kan blive voldsomt dyr, hvis man har kontorer mange forskellige steder.
To mindre grupper af mindre og mellemstore virksomheder skal derimod kraftigt overveje at gå uden om hostede løsninger.
De første er virksomheder, der har godt styr på deres arkitektur og har en velfungerende it-afdeling. For dem kan det stadig godt betale sig at have BI-løsningen i deres eget system.
"Det spørgsmål, man skal stille, er: Er du glad for, at dine data er hos tredjepart?" spørger Alys Woodward.
I en hostet løsning er man fuldt afhængig af, hvilke datakilder BI-leverandøren tillader. Man har altså ikke muligheden for selv at foretage ændringer i systemet, hvis man pludselig skal koble flere datakilder på systemet.
Det kan især være et problem, hvis der er en mulighed for fusion med andre virksomheder.
Også de mindst it-modne virksomheder skal tænke sig om en ekstra gang.
Generelt er de webbaserede løsninger fokuserede på at gøre det let at tilføje kilder, og der er sjældent nær så mange konsulenttimer inde over implementeringen, så virksomheden skal selv have styr på datakvaliteten.
"Analyserne bliver kun så gode som din database tillader," siger Steve Lucas.
Det betyder ikke, at disse virksomheder skal holde sig væk fra BI, men de skal sørge for, at de ved, hvad de har med at gøre inden da. Ellers kan de få analyser, der forvirrer mere, end de gavner.
Data uden for firewall
Det område bevæger sig dog også, og inden årets udgang vil der eksistere værktøjer til at sikre datakvaliteten i Business Objects' on demand-løsninger, forsikrer Steve Lucas.
For andre end de to grupper peger Alys Woodward og Steve Lucas yderligere på, at det kan være en fordel at have erfaring med hostede løsninger, for eksempel CRM-systemet Salesforce.
Salesforce har desuden den fordel, at stort set alle hostede BI-løsninger kan modtage data herfra uden problemer. En af grundene er, at data ikke befinder sig bag en firewall, som ellers kan give hovedbrud hvis man skal have data til at bevæge sig frit.
Business Objects har først for nyligt gjort det muligt at opdatere rapporter online i BI-delingstjenesten Crystal Reports, netop fordi virksomheden først skulle implementere en komponent, der fører data uden om firewallen.
Hovedkonklusionen er dog stadig, at hostet BI er at foretrække frem for en traditionel BI-løsning for langt de fleste mindre og mellemstore virksomheder. Og ifølge Alys Woodward er det bare at komme i gang.
"Det er en fordel med information for enhver virksomhed. Du kan få store konkurrencefordele, hvis du er den første i dit markedssegment, der har god information. Hvis du til gengæld er den sidste, så sakker du bagud," siger hun.

Boks: BI as a Service:
Crystal Reports: En løsning fra Business Objects, der gør det muligt at dele sine BI-analyser og at opdatere analyserne online. Kræver installation af Crystal Reports XI i selve driftsmiljøet. Browserbaseret. Betaling per bruger. Har koncentreret sig om USA, men har også kunder i Europa.
www.crystalreports.com

Nsite.com: En hostet BI-løsning, der fungerer udelukkende via browser eller widgets og med stor brug af drag'n'drop. Virksomheden er købt af Business Objects og skal med tiden fusioneres med Crystal Reports.
www.nsite.com

InformationOndemand: Også fra Business Objects. Løsningen fokuserer på business intelligence fra eksterne kilder. Det kan for eksempel være Dun & Bradstreet, der samler data ind om virksomheder og brancher. I stedet for at samle informationen selv, kan du i realtid se din virksomheds markedsandel for eksempel. Sitet bliver integreret med widgets og andre webtjenester. Sitets udseende er kraftigt inspireret af Apples Itunes. Betaling for hvert køb. Er endnu ikke i drift, men henvender sig til både amerikanere og europæere.
www.ondemand.com

SAS Solutions OnDemand: En pakke af forskellige on demand-løsninger fra SAS Institute. Løsningerne er til for eksempel e-handelsforretninger, studerende og den finansielle sektor. SAS lavede sin første on demand-løsning i starten af årtusindet, hvor virksomheder kunne uploade data og fik en rapport tilbage dagen efter, og den løsning eksisterer stadig. Satser hovedsageligt på Nordamerika.
www.sas.com/solutions/ondemand/

Cognos Now!: Har tidligere hedder Celequest, men har skiftet navn efter virksomheden blev opkøbt af Cognos. Kan leveres både i driftsmiljøet og som hostet løsning. Ifølge hjemmesiden behøver man ikke downloade noget som helst. Betalingen er uafhængig af antallet af brugere.
www.cognos.com/products/now/

OriginalModTime: 14-06-2007 15:09:12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere