Tronfølgeren skal føre succesen videre

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. juni 2007.


Zepto har fokus på at innovere forretningsmodellen for at tjene flere penge, men analytiker tvivler på, at ambitionerne bliver indfriet.
ekspansion

En kun 26-årig herre ved navn Morten Kjærsgaard er tronfølger og den nye hjerne, der skal føre succesen videre for iværksættervirksomheden Zepto Computers.
Ambitionerne er høje - inden 2010 skal omsætningen op på en milliard kroner for endeligt at opnå en procent af verdensmarkedet.
Ideer som udvidelse på det europæiske marked og effektivisering af forretningsmodellen på alle områder er blevet til for at tjene langt flere penge, end virksomheden gør nu. Ideerne stammer såmænd fra ingen andre end den nye underdirektør Morten Kjærs­gaard.
Den nuværende direktør Lasse Frost er dog heller ikke i tvivl om Morten Kjærsgaards potentiale.
"Jeg kunne sagtens forestille mig, at han på lang sigt kom til at stå for hele koncernen og alle selskaber. Den skjulte dagsorden er, at Morten kommer i lære som direktør," indrømmer han.
Selv regner han med at have titlen så længe, det er godt for firmaet.
En bedre leder
Et af virksomhedens fokusområder er at gøre Morten Kjærsgaard til en bedre leder. Han skal blive bedre til at engagere sine medarbejdere og uddelegere opgaver til dem. En lang række af processerne i huset skal også automatiseres, så virksomheden kan accelerere hurtigere.
Chefanalytiker ved IDC, Anders Elbak, mener, at Zepto har klaret sig overraskende godt på det danske marked, men han ser ikke nær så optimistisk på udvidelsen i Europa.
"Jeg har svært ved at tro, at de kan nå deres ene procent af verdensmarkedet. For der er ingen tvivl om, at de klarer sig bedre i Danmark, end de foreløbig har gjort i udlandet. Mig bekendt ligger de ikke i nærheden af de tre procent i nogle andre lande, de er inde i," siger han.
Chefanalytikeren mener, at det bliver sværere at komme ind på det europæiske marked, hvis de skal opnå samme grad af synlighed som i Danmark. Samtidig skal virksomheden bruge mange penge på blandt andet markedsføring.
"En af deres fordele er, at de kan levere fra dag til dag og få en specialproduceret maskine. Lige så snart de kommer geografisk længere væk fra Danmark, mister de denne fordel, da leveringstiden bliver længere. De skal også benytte sig af samarbejdspartnere for at komme ind i detailkanalerne i højere grad, end de er i dag," forklarer han.
Niche god mulighed
Lektor ved Institut for Informatik på Copenhagen Business School, Morten Thanning Vendelø mener, at en modifikation af forretningsmodellen kan være en god strategi for en virksomhed, der prøver at bygge et brand i en niche.
"Hvis man vil brande, kan en strategi være at lave en form for co-branding - altså at koble sig på nogen eller produkter, som forsøger at ramme den samme kundegruppe. Det kan være lækre solbriller, et smart tøjmærke, som måske allerede har et stærkere brand i den forstand, at det er bedre kendt. Så kan man låne noget af den effekt af de andre og bruge den i opbygningen af sit eget brand," siger han.
Tre kompetenceområder
Anders Elbak ser også potentiale for nichevirksomheden.
"Jeg tror, deres største mulighed ligger i at blive en nichevirksomhed i nogle store lande. Så længe de ligger på tre til fem procent af markedet, får de måske lov til mere af de store virksomheder. Ingen af de store vil konkurrere direkte med dem, forklarer han.
Morten Thanning Vendelø vurderer, at det er vigtigt at have kompetence på tre områder for en opstarts- eller entreprenørvirksomhed.
"Det ene er at kunne håndtere teknologien og hele tiden være på forkant. Og det betyder enten, at man må have de kompetencer internt i virksomheden, eller kende nogen eller have netværk til nogle aktører, som har den pågældende viden," siger han og fortsætter:
"For det andet handler den markedsmæssige udfordring om at positionere sig, men det er også nødvendigt at finde ud af, hvor søren man er på vej hen. Til sidst er det vigtigt at have interne ledelsesmæssige kompetencer, som gør, at man er i stand til at servere den rette organisationsstruktur og procedure, som gør det muligt at opskalere organisationen, når der er brug for det."

Boks:
Zepto
Lasse Frost etablerede sammen med broderen Per Frost Zepto Computers i 2002. Per Frost er i dag bestyrelsesmand i virksomheden.
Zepto har deres egne selskaber i fire europæiske lande og har partnere i 14 lande.
I første kvartal af 2007 havde virksomheden en vækst på 84 procent i forhold til sidste år.

Billedtekst:
i lære Zeptos nye underdirektør Morten Kjærs­gaard er kommet i lære som direktør, og på længere sigt venter måske en interna­tional karriere i koncernen. Foto: Mikael Rieck.

OriginalModTime: 01-06-2007 09:42:51




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere