Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. maj 2007.
Eleverne skal både testes og prøves på internettet, men systemerne fungerer ikke. Skal Bertel Haarder sætte farten ned?
Julie Bundgaard har netop været til folkeskolens afgangsprøve i biologi, og man kan nærmest høre forargelsen i hendes stemme.
"Det er rigtig irriterende, for man regner med, at det virker, når det er en eksamen," siger 9. klasse eleven fra Gentofte.
Julie Bundgaard måtte en tur omkring biblioteket for at få et nyt kodeord og måtte desuden starte prøven forfra flere gange.
Alligevel var hun blandt de heldige elever. Hun skulle først til prøve klokken 12, hvor konsortiet bag prøven havde fundet en vej uden om den portal, der havde forhindret 10.000 elever tidligere på dagen i at gennemføre afgangsprøven.
Julie Bundgaard kom derfor igennem biologiprøven og skal derfor ikke op endnu en gang, som mindst 39.000 andre skoleelever.
Fra analog til digital
Bag prøverne står et konsortium, der tæller blandt andre Cowi, CSC og @ventures. Det har påtaget sig det fulde ansvar for problemerne.
Alligevel bliver der igen og igen skudt på undervisningsminister Bertel Haarder, der ellers holdt en bemærkelsesværdig lav profil de første dage efter it-problemerne.
"Danmarks analoge minister" har Computerworlds chefredaktør Mikael Lindholm tidligere kaldt Bertel Haarder i denne avis.
Men denne gang bliver undervisningsministeren ironisk nok kritiseret for at ville digitalisere folkeskolens prøvesystem alt for hurtigt.
"De ideer, som vor kære undervisningsminister får i weekenden, skal helst være effektueret inden mandag aften," siger Per Kristensen, formand for de danske it-vejledere.
Samme holdning har Margrethe Vestager, uddannelsesordfører for Det Radikale Venstre:
"Ministeren tager det ret ovenfra og siger: "Der er begået nogle fejl og so what?" Man burde meget før have sagt, at der skal være styr på det. Så skulle man måske først have kørt it-prøverne i 2008," siger hun.
Bertel Haarder holder dog på, at ansvaret ligger på konsortiet.
"Situationen i år har været helt uantagelig, og det synes jeg, du skal ringe til Cowi om," siger Bertel Haarder, der ikke vil forholde sig til Undervisningsministeriets ansvar for, at afgangsprøverne blev forsøgt gennemført på en hel ny platform i år.
Opfordrer til boykot
Cowi er i spidsen for det konsortium, der står bag både de obligatoriske test og afgangsprøverne. Det er to forskellige prøveformer med forskellige formål, men begge systemet fungerer via den såkaldte evalueringsportal.
Evalueringsportalen fungerer både som en indgang til prøverne og som en slags database, hvor lærerne kan samle elevernes resultater.
Den ene slags prøver er de obligatoriske test. De blev indført som en del af den nye evalueringskultur, der er en del af folkeskoleforliget mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
Eleverne skal igennem forskellige it- baserede test i løbet af deres skolegang. I år skal eleverne i 6. klasse testes i matematik, mens eleverne i 8. klasse skal testes i fysik/kemi og læsning.
Prøverne er adaptive - det vil sige, at de tilpasser sig elevens niveau.
Eleverne skal fortsætte med at svare på spørgsmål til, at læreren kan se en grøn prik ud for elevens navn. Systemet er lavet efter, at det skulle ske efter cirka 45 minutter, men der er mulighed for at forlænge for læsesvage eller lignende. Undervisningsministeriet er dog blevet overrasket over, at nogle elever sidder i mere end to timer.
Det har ifølge flere it-vejledere betydet ubetalt overarbejde, og en it-vejleder har derfor foreslået en boykot af testene, hvilket dog ikke ser ud til at blive ført ud i livet.
Stram tidsplan
Afgangsprøverne i biologi og geografi har fulgt et andet spor end testene. Afgangsprøverne blev nemlig it-baserede allerede sidste år. Da stod @ventures, der er en del af Århus Købmandsskole, bag systemet. Her lyder det fra skoleverdenen, at prøverne foregik uden større problemer, og det er baggrunden for Bertel Haarders afvisning af et hastværk.
"Sidste sommer var der ingen problemer. Der har ikke været hastværk," siger Bertel Haarder.
Der har dog været ændringer siden sidste år. I november 2006 blev det besluttet at lade evalueringsportalen være indgangen til prøven, og dermed blev opgaven med afgangsprøverne overladt til konsortiet, hvor @ventures selv er blandt hovedkræfterne.
Derefter hørte offentligheden ikke meget til prøverne, før friskolerne i slutningen af april havde besvær med at tilmelde elever til prøverne, hvorefter 10.000 elever ikke kunne gennemføre deres biologieksamen.
På det tidspunkt havde konsortiet med Cowi i spidsen haft under et år til at lave en evalueringsportal med et tilhørende testsystem og afgangsprøvesystem. Allerede før afgangsprøverne blev en del af systemet, kaldte konsortiet tidsplanen for "stram".
Men Bertel Haarder ønsker ikke at kommentere beslutningen om at lade en ikke-afprøvet ny platform være indgangen til afgangsprøverne.
"Det må du tale med en tekniker om," siger undervisningsministeren.
Det er ellers netop det hurtige skift til en ny platform, der har fået friskoler, skolelærere, it-vejledere og oppositionen til at mene, at tidsplanen har været for stram. Er Bertel Haarder blevet for digital?
Boks:
Systemet ramt af flere fejl
Vi ved nu, at der er flere årsager til problemer ved afgangsprøven i biologi:
Rutinerne i forbindelse med prøven er ikke tilstrækkelig overholdt. For eksempel burde systemet have været afprøvet i driftsmiljøet i en længere periode. Systemet blev nemlig først testet i driftsmiljøet aftenen før prøven. Cowi indrømmer, at projektledelsen og risikovurderingen af systemet har haltet. Især har Cowi undervurderet problemerne ved at køre både obligatoriske test og afgangsprøver på samme platform.
Netstedet, som blev hostet af CSC, kunne ikke klare belastningen på 6.000 elever på én gang. Derfor måtte konsortiet lede eleverne gennem andre kanaler. CSC havde et testværktøj, der skulle have simuleret 6.000 samtidige brugere, men fungerede ikke korrekt.
Ved prøven klokken 11 låste webserverne på grund af en fejl i samspillet mellem applikationerne og servernes operativsystem. Serverne var placeret hos CSC, der rettede fejlen ved at fjerne en proces på serverne.
Desuden fortæller elever og lærere om problemer inde i selve afgangsprøveapplikationen. Især var der irritation over flere gange at få beskeden "Siden kan ikke vises". Eleverne måtte så genindlæse siden eller nogle gange begynde forfra. I redegørelsen fra konsortiet står, at selve applikationen kørte uden større problemer.
Boks:
Eksamener, prøver og test
Afgangsprøver
Svarer til eksamener. De sidste prøver skoleelever skal igennem, før de begynder på en ungdomsuddannelse. Eleverne skal både igennem skriftlige og mundtlige prøver.
It-baserede afgangsprøver
I folkeskoleforliget mellem regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti blev det vedtaget, at en række afgangsprøver blev gjort obligatoriske. Desuden blev det vedtaget, at alle elever skulle op i ét humanistisk og ét naturfagligt fag. Det bliver valgt ved lodtrækning.
De naturfaglige prøver, biologi og geografi, er it-baserede. Begge de to nye prøver er nemlig multiple choice-prøver, som man vurderede lige så godt kunne fungere over internettet. I år blev biologiprøven ramt af it-problemer, mens geografiprøven blev aflyst.
Obligatoriske test
Også en udløber af regeringens, Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes folkeskoleforlig. Eleverne skal igennem forskellige it-baserede prøver op igennem deres skolegang. I år skal eleverne i 6. klasse testes i matematik, mens eleverne i 8. klasse skal testes i fysik/kemi og læsning. Prøverne er adaptive - det vil sige, at de tilpasser sig elevens niveau.
Billedtekst:
Hastværk Det hurtige skift til en ny platform har fået friskoler, skolelærere, it-vejledere og oppositionen til at mene, at tidsplanen har været for stram. Er Bertel Haarder blevet for digital?
OriginalModTime: 24-05-2007 14:42:10