Danskerne lunkne over for fri adgang til e-journaler

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. marts 2007.


Danskerne er ikke uden videre villige til at åbne deres elektroniske patientjournaler for alle og enhver. Danskerne vil have lov til at sige nej til, at læger og andre kigger i journalen.
Men den mulighed vil politikerne ikke give borgerne.

Om få år vil alle danskere have en elektronisk patientjournal. Når vi går til behandling hos den praktiserende læge, på sygehuset eller andre steder i sundhedsvæsenet, vil personalet have adgang til alle de data, der er lagret i den elektroniske patientjournal.
Samtidig med at oplysningerne bliver gjort elektroniske, bliver der nemlig også givet fri adgang for sundhedspersonale til at kigge i oplysningerne. De behøver ikke spørge os først, hvis det står til regeringen. Den har foreslået, at der gives adgang til alle journaler for læger og sygehusansatte tandlæger umiddelbart, uden at patienten bliver spurgt. Altså en sige-fra-model frem for en samtykke-model.
Andre personalegrupper i sundhedsvæsenet får også nem adgang til oplysningerne, hvis det står til regeringen.
Det får de, hvis ledelsen på behandlingsstedet giver lov, hvis adgangen er begrænset til behandlingsstedets egne patienter, eller hvis det kun gælder adgang til aktuelle og ikke historiske sundhedsdata.
Flertal vil give fri adgang
Som det ser ud nu, får regeringens forslag støtte fra flertallet af Folketingets partier.
- Jeg så helst en samtykkemodel, hvor patienten skal spørges først, før der gives adgang til oplysningerne, men med de ændringer vi har fået indført om afgrænsning af det personale, der kan få adgang, og indførelse af egenkontrol, hvor folk selv kan gå ind og tjekke, hvem der har kigget i deres journal, kan jeg godt støtte forslaget, siger Anne
Baastrup, der sidder i Folketingets sundhedsudvalg for SF.
Også Dansk Folkeparti støtter regeringens forslag.
- Man kan jo stadig sige fra, hvis man ikke vil have, at der er nogen, der kigger i ens egen journal (men skal gøre det aktivt, red.). Jeg synes, at det her forslag giver en god sikkerhed for, at lægerne kan få fat i de rette data i en akut situation, men selvfølgelig skal man passe på, når det handler om persondata, siger Birthe Skaarup, der er fra Dansk Folkeparti og formand for undhedsudvalget.
Måske skulle disse partier gen­overveje deres holdning til spørgsmålet. For partiernes holdning er tilsyneladende ikke i overensstemmelse med befolkningens.
Dansk Folkeparti vakler
I en undersøgelse som User­needs har gennemført for Computerworld, svarer næsten 60 procent af de over 1.300 adspurgte, at sundhedspersonalet kun skal have adgang til patientens egen elektroniske patient­journal, hvis patienten på forhånd har givet sit samtykke. Altså lige det omvendte af, hvad regeringen ellers lægger op til.
Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti er dog også villig til at genoverveje situationen efter at have hørt om Computerworlds undersøgelse.
- Det overrasker mig, at et flertal ønsker en samtykkemodel. Det er et svært spørgsmål at tage stilling til, og jeg har overvejet frem og tilbage mange gange. Vi har jo heller ikke stemt om forslaget endnu, og kommer der noget epokegørende nyt, kan det da godt være, at jeg ændrer holdning, siger hun.
Enhedslisten har hele tiden været imod regeringens forslag om den meget vide adgang til de elektroniske patientjournaler. Enhedslistens medlem af sundhedsudvalget, Per Clausen siger:
- Vi kan ikke forstå, hvorfor man ændrer modellen for samtykke, når oplysningerne bliver elektronisk tilgængelige. Tidligere var der en samtykke-model, hvor patienten skulle give lov til, at oplysningerne blev brugt. Og når oplysningerne bliver gjort elektronisk tilgængelige er det endnu mere vigtigt med en samtykke model, siger Per Clausen.
Han henviser til, at konsekvenserne af fejl eller misbrug i hans øjne er større, når oplysningerne er lagret elektronisk.
Data er folks egen ejendom
Per Clausen mener godt, at man kan opfylde både hensynet til beskyttelsen af patienternes personlige og følsomme data og hensynet til, at en læge kan få adgang til patientens data i en akut situation, hvor patienten for eksempel er bevidstløs.
- I sådanne tilfælde kan man allerede i dag lave en vurdering og hente oplysningerne alligevel og så afklare bagefter, om det var i orden. Det må ikke gå helt galt for patientsikkerheden, og i sådanne tilfælde må man bøje reglerne lidt, siger Per Clausen.
- Men det overordnede princip bør være, at ingen må se oplysningerne med mindre man har givet sit samtykke. At vende det på hovedet giver en klar psykologisk forskel: For selvom forslaget lægger op til, at man aktivt selv kan sige fra, er det for mange nok nemmere at sige nej, hvis personalet i stedet skal sige: "Vi vil meget gerne have adgang til dine data. Vil du give det?", siger Per Clausen.
- Jeg vil da selv give tilsagn, men de her data er folks egen ejendom, det er ikke systemets ejendom, siger Per Clausen.

Faktaboks:
Danskernes holdning til afgivelse af personoplysninger

Mener du, at sundhedspersonale kun skal have adgang til din elektroniske patientjournal, hvis du på forhånd har givet dit samtykke?

Procent Antal
Ja 58% 772
Nej 37% 487
Ved ikke 5% 65
Total 100% 1324

Mener du, at det skal være muligt for den enkelte borger helt at blokere for andres adgang til den digitale patientjournal?

Procent Antal
Ja, man bør kunne blokere helt for
alle andres adgang til ens egne oplysninger 14% 189

Ja, man bør kunne blokere for at andre end
ens egen læge får adgang til ens egne oplysninger 53% 707

Nej, man bør ikke kunne blokere for andres adgang 26% 342

Ved ikke 7% 88

Total 100% 1326

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Userneeds blandt flere end 1.000 danskere, der er repræsentative for hele befolkningen med hensyn til køn, alder og bopæl. De er alle medlem af Danmarkspanelet, som med 100.000 medlemmer er Danmarks største panel.

Sidehistorie:
Regeringens forslag
Regeringen lægger op til at give al sundhedspersonale adgang til alle oplysninger om en patient.
Regeringen har stillet et lovforslag, der vil give alt sundhedspersonale adgang til alle oplysninger om en patients "helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger," som det hedder i lovforslaget - hvilket i praksis er de oplysninger, som de kommende elektroniske patientjournaler vil indeholde.

Regeringens forslag er, at sundhedspersonalet skal have adgang til oplysningerne umiddelbart, det vil sige uden patienternes samtykke, når bare "det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten (...) (eller) hvis indhentningen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, (...) sundhedspersonen eller andre patienter".

Forslaget foreskriver således en sige fra-model, hvor man kan frabede sig, at sundhedspersonale kigger i ens papirer, ("Patienten kan frabede sig, at en sundhedsperson indhenter oplysninger") frem for en samtykke-model, som ville have betydet, at alle oplysninger er hemmelige, indtil patienten selv aktivt åbner for dem.

Adgangen begrænses dog i første omgang til kun at gælde
læger og sygehusansatte tandlæger, men andre ansatte i sundhedsvæsenet får også nem adgang, nemlig i de tilfælde hvor
ledelsen på behandlingsstedet giver lov, eller hvor adgangen er begrænset til behandlingsstedets egne patienter, eller hvor det kun er adgang til aktuelle og ikke historiske sundhedsdata, der er tale om.

Det forventes, at der skal stemmes om lovforslaget inden sommerferien.

Billedtekst: Åbenhed Der tegner sig et politisk flertal for regeringens forslag om at give alt sundhedspersonale adgang til patienternes elektroniske journaler. Arkivfoto

OriginalModTime: 21-03-2007 13:38:21




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere