Teknologisk vidunder fra Sony

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. marts 2007.


PS3 Der er ikke gået på kompromis med teknikken, da Sony stykkede den nye PlayStation 3 sammen. Maskinen kan købes i butikkerne fra i dag. Vi har kigget dybt i maskinen.

Sonys nye Play­Station 3 er en dyr fornøjelse for både kunder og producent, der taber penge på hvert solgt eksemplar. Nyskabende teknologi presser prisen op.

5.500 kroner. Så meget forlanger Sony for sin PlayStation 3-konsol, der i dag er blevet sendt på markedet i Danmark og resten af verden, godt fem måneder efter verdenspremieren i Japan og USA.
Sony har positioneret sig som konsolmarkedets Rolls Royce. Og det heftige prisskilt, skal nok få de fleste til at overveje en ekstra gang, om PlayStation 3 er det rigtige valg for dem, når både Nintendos populære Wii og Microsofts Xbox kan erhverves for under det halve.
Bag den høje pris gemmer der sig imidlertid en maskine, der er på forkant med teknologien. Og faktisk ser Sony slet ikke sin konsol som en spillemaskine, men sammenligner den hellere med egentlige computere.
PlayStation 3 er nemlig pakket med teknik, der er så avanceret, at prisen i virkeligheden er lavt sat. Alene en Blu-ray-afspiller til fjernsynet løber op i priser i omegnen af 10.000 kroner.
Tab på hver maskine
Al den nye teknik er både en velsignelse og en forbandelse for Sony. For mens der gerne slås på den avancerede teknik i markedsføringen, så må den japanske elektronikgigant også indkassere et underskud på cirka 1.500 kroner for hver solgt maskine.
Først ved årets udgang regner Sony med, at fortjenesten udligner udgifterne. Computerworld har taget et kig ind i PlayStation 3 og sætter fokus på de teknologier, der gør maskinen til verdens dyreste, men også mest avancerede, konsol.

Se video: http://tinyurl.com/326m2y

Faktabokse:

Det får du også med PlayStation 3
4 USB2-porte.

60 GB 2.5" Serial ATA-harddisk, der nemt kan udskiftes.

Lyd i Dolby Digital 5.1, DTS 5.1, LPCM 7.1, AAC.

256 MB XDR RAM og 256 MB GDDR3 VRAM.

Indgang til en Sony Memory Stick, SD-hukommelseskort og CompactFlash-kort.

HDMI-udgang.

550 MHz RSX-grafikchip, der blandt andet er i stand til at tegne 275 polygoner i sekundet.

Det får du ikke
PlayStation-modellen, der bliver sat til salg i Europa, adskiller sig på visse punkter fra de modeller, som ameri-kanere og japanere har kunnet købe siden november.

Blandt andet lancerer Sony kun én model uden for USA og Japan, hvor forbrugerne kan vælge at købe en billigere PlayStation med 20 GB harddisk og uden indgange til Memory Stick, SD- og CompactFlash-kort.

Sony kan heller ikke garantere 100 procent bagudskom-patibilitet med gamle PlayStation 2-spil, da Emotion Engine-processoren og Graphics Synthesizer-GPU'en er sparet væk i de lande, hvor konsollen bliver sat til salg i dag. De to manglende chips er ellers dem, der driver en PlayStation 2, så når amerikanerne og japanerne kan spille alle gamle PlayStation-spil skyldes det, at de har en PlayStation, der i bogstaveligste forstand har en PS2 indbygget.

Sidehistorier:
Legende let Linux med PS3
PlayStation 3 er meget mere end en spillemaskine. Sådan lyder Sonys argument, der skal retfærdiggøre en pris på 5.500 kroner. Og der kan være noget om snakken.
I modsætning til konsolkonkurrenterne fra Microsoft og Nintendo har Sony nemlig ingen planer om at forhindre sine kunder i at installere et andet operativsystem på virksomhedens konsol. Tvært imod.
Allerede i 2005 fortalte Sony åbent om, at virksomheden overvejede at præinstallere en Linux-distribution i konsollen.
Da udgivelsesdagen rykkede nærmere, droppede Sony dog de planer igen, men Linux er stadig en væsentlig del af mulighederne i konsollen, som Sony aktivt støtter. Sony har nemlig indbygget en funktion i maskinens styresystem, XMB (Cross Media Bar), der gør det muligt at installere en Linux-distribution på konsollens 60 GB harddisk.
Det træk åbner for, at PlayStation-køberne kan bruge konsollen som ikke alene en spillemaskine, men også som en fuldblods-computer.
Alt, hvad det kræver for at forvandle den avancerede spillekonsol til en kraftig hjemmecomputer, er en mus og et tastatur. Bluetooth og internet - trådløst og med kabel - har Sony indbygget i maskinen.
Det er lykkedes Linux-entusiaster at installere flere forskellige distributioner på maskinen, herunder Ubunto og Fedora Core 5, men Sony har selv peget på den relativt ukendte distribution Yellow Dog Linux, som det foretrukne styresystem. Det hænger sammen med, at netop den distribution er udviklet målrettet til IBM's Power-arkitektur, der også er teknologien bag Cell-processoren, der er hjertet i hver eneste PlayStation 3.
Maskinen understøtter dual-boot, så både Sonys XMB-styresystem og en Linux-variant problemfrit kan eksistere ved siden af hinanden på den samme hardware.

Supercomputer på en chip
Cell-processoren, der benyttes i PlayStation 3, er resultatet af et samarbejde mellem Sony og Toshiba, der også samarbejdede om udviklingen af PlayStation 2, og IBM, der har bidraget med ekspertise i computerdesign. På sin hjemmeside betegner IBM processoren som "en supercomputer på en chip".
Cell har et helt nyt design, der indeholder otte processorer, kaldet SPE (synergistic processor element) samt en Power Architechture-baseret kerne.
Ifølge Brian Vinter, professor i datalogi på Københavns Universitet, er den nye processor speciel på en række punkter.
"Cell er den første af det, vi kalder en heterogen multikerneprocessor," siger han.
Men der allerstørste ved den er, ifølge Brian Vinter, at IBM's ingeniører har valgt at kigge på, hvordan vi laver CPU'er i dag.
"Og 95 procent af en CPU's kræfter bliver brugt på at kompensere for, at maskinen ikke kan køre hurtigt nok," siger han og påpeger, at IBM i stedet har valgt at smide alle de ting væk, der bruger pladsen i en moderne CPU.
Høj ydelse
Et eksempel er branch prediction og cache, hvor CPU'en hele tiden forsøger at gætte, hvad programmøren vil gøre næste gang, forklarer Brian Vinter. Men det har IBM så fjernet fra Cell og dermed givet kontrollen fuldstændigt tilbage til programmøren.
"Det betyder, at det er sværere at programmere den, men til gengæld får vi en højere ydelse på den," siger han.
Og netop høj ydelse er et af Cell-processorens stærke punkter. På Københavns Universitet eksperimenterer Brian Vinter og hans kollegaer i øjeblikket med en supercomputer opbygget af blot otte Cell-processorer. Den kan præstere 1.648 gigaflops (kommatalsberegninger per sekund), hvor nummer 500 på listen over de hurtigste supercomputere i verden kommer op på 4.896 gigaflops, selv om den har hele 800 processorer.
Med ganske få processorer kan Cell altså hamle op med de hurtigste supercomputere. Den høje præstation er dog lidt snyd, mener Brian Vinter
"Det er nemlig single precision tal i stedet for double precision," siger han.
Det er et udtryk for, hvor mange bit, man bruger til at udtrykke et kommatal med. Single precision er kommatal på 32 bit, mens double precision er på 64 bit. Cell er, ifølge Brian Vinter, specielt god til single precision, som især benyttes til grafik.
"PlayStation 3 er bare starten. Senere vil vi se processoren i andre Blu-ray-afspillere, HD-DVD-afspillere og HD-set-top-bokse, samt selvfølgelig i supercomputing," siger han.
Mulighederne er mange, hvilket også afspejler sig i en udtalelse fra Ken Kutaragi, der er kendt som PlayStations "far":
"Selv om den (PlayStation, red.) er solgt som en spillekonsol, vil det i virkeligheden være en Cell-baseret computer, der kommer ind i hjemmet."

Blåt lys giver fordel i konsolkrigen
Det hemmelige våben i Sonys konsolkrig med Microsoft Xbox 360 og Nintendo Wii er hverken spiltitlerne, prisen eller design. Det er en blå laser.
Sony har nemlig indbygget sin Blu-ray-teknologi i PlayStation 3, der som nyudviklet teknologi har flere fordele i forhold til den 12 år gamle dvd-skive, som både Nintento og Microsoft bruger i sine konsoller.
Blu-ray er forskellig fra sin forgænger ved, at skiverne bliver skrevet og læst med en blå laser i stedet for den traditionelle røde.
Den blå læser kan nemlig med sin kortere bølgelængde læse væsentlig mindre punkter med information, end tilfældet er for den røde laser. Og jo mindre punkterne er, jo flere af dem kan der lagres på en enkelt skive.
Det betyder, at en Blu-ray-disk med sin kapacitet på 50 gigabyte indeholder mere end fem gange så meget information, som en almindelig dvd.
Attraktiv for filmindustrien
Den store datakapacitet har gjort Blu-ray-formatet interessant for filmindustrien, der leder efter et medie at gemme fremtidens film i HD-kvalitet (high definition).
Med opbakning fra 80 procent af producenterne af forbrugerelektronik samt de største producenter i Hollywood står Blu-ray da også godt i kampen mod HD-DVD, som blandt andre Microsoft støtter, i kampen om at blive fremtidens lagringsmedie.
Ligesom det er tilfældet på den traditionelle dvd, er også film på Blu-ray-skiver beskyttet af forskellige regionskoder, der giver rettighedshaverne kontrol over hvor og hvornår, filmtitler udkommer i forskellige dele af verden.
Med Blu-ray er grebet dog løsnet en smule, og fremover udkommer film kun i tre regioner i stedet for de tidligere otte. Danmark er inkluderet i regionskode B/2, der også tæller resten af Europa, de franske territorier uden for Europa, Grønland, Mellemøsten, Afrika, Australien og New Zealand.

billedtekst: teknologiguf Indmaden i PlayStation 3-konsollen er både en forbandelse og en velsignelse for Sony, der betaler prisen for at bruge nyskabende teknologi. Fotos: Hans Juhl

Billedtekst: afklædning Når de første lag plastic er fjernet, er der frit udsyn til Blu-ray-afspiller, Bluetooth-enhed og kortlæser, der her ligger oven på strømforsyningen.

billedtekst: blålys Blu-ray-drevet er den største komponent i PlayStation 3.

billedtekst: Køling Der skal en enorm blæser til for at holde maskinen kold. Alligevel virker den forholdsvis støjsvag, når den er sluttet til.

billedtekst: Bundkort Inderst i konsollen sidder bundkortet, der er hjemstedet for IBM's kraftige Cell-processor.

OriginalModTime: 22-03-2007 14:28:30




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere