Fremtiden står skrevet i kernerne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. marts 2007.


Chipproducenterne kæmper en evig kamp om at levere de mest kraftfulde processorer. Det har udviklet sig til et kernekapløb, som Intel for tiden vinder. Computerworld har spurgt Intels Jeff Clark, hvad vi skal bruge de mange kerner til.

I lang tid var der en. Så kom der to. Og nu er der fire. Chipproducenterne har indledt et regulært kernekapløb om at levere de kraftigste, men samtidig mest energieffektive processorer. Vejen til det mål er belagt med kerner.
Tidligere blev regnekraft målt på antallet af megahertz. Jo flere, jo bedre. Men i dag er det kun af sekundær betydning. I stedet er det antallet af kerner, der er udset til at give moderne computere den regnekraft, som er nødvendig for at dække forbrugernes stadig mere krævende brugsmønstre.
Før årtusindskiftet dystede chipproducenter som Intel og Advanced Micro Devices (AMD) om at levere markedets kraftigste processorer ved konstant at presse flere megahertz ud af stadig mindre processorer.
Men de dage er ovre, fortæller Jeff Clark, der er direktør for Intels forretning i Europa. For selvom processorerne også de næste ti år vil blive mindre, er det i stedet brugernes ønske og ikke megahertz, der er sat i centrum for udviklingen af nye chips.
"Intels udviklingsmodel for det 21. århundrede er opbygget omkring måden, folk bruger deres computer på, og at tilbyde services. Den handler om at se på, hvad brugerne forventer af en computer i det 21. århundrede," siger han.
Flere kerner - flere services
Brugerne efterlyser højere og højere grad af mobilitet. Og så skal computeren bare virke, så den kan blive brugt, og man ikke skal bruge tid på at bekymre sig om den.
Jeff Clark nævner som eksempel multimediecomputeren. Da den blev opfundet, var den en stor kasse med en 12''-skærm, et par højttalere og et SoundBlaster-kort, som det tog hele dagen at installere. Og så var brugeren endda tvunget til at sidde ved skrivebordet, når den skulle bruges.
"I dag kan jeg se en dvd-film på 2,5 time på min bærbare i et fly 39.000 fod over Atlanterhavet," siger han.
Sådanne forbedringer skal Intel fortsætte med at være drivkraften bag, og her kommer multikerne-processorerne til at spille en vigtig rolle. Tidligere har chipproducenterne været flaskehalsen, for processorerne har simpelthen ikke kunnet håndtere alt det indhold, udviklerne har leveret.
"Flere chips og mange kerner gør, at vi kan undgå den flaskehals, så udviklerne fremover kan levere services til hver enkelt kerne," fortæller Jeff Clark om Intels fremtidsplaner.
Det betyder, at én kerne kan koncentrere sig 100 procent om at virusscanne computeren i alle døgnets 24 timer. En anden kerne håndterer streamet video og en tredje er eksempelvis dedikeret til Voice Over IP.
"Så jo flere kerner, vi kan putte ind i en processor, jo flere services kan branchen levere til personen, der bruger computeren," siger han.
Krav til udviklerne
Nøglen til Intels visioner ligger imidlertid ikke hos Intel selv, men hos udviklerne. Jeff Clark kalder det for "den store udfordring" at fortælle udviklerne, at de nu skal til at skrive kode på en ny måde og ikke som tidligere optimere til én processor med én kerne og udnytte så og så mange megahertz.
"Det var en hardware/software-spiral," fortæller han og fortsætter:
"Når vi gav udviklerne flere megahertz, skrev de kode, der brugte dem op. Vi gav endnu flere, og det samme skete igen. Men de dage er ovre."
I stedet skal udviklerne vænne sig til, at de enkelte processorkerner kan udføre særlige opgaver eller services. Det skal bane vejen for it på helt nye markeder, og Intel har allerede udset sig bilindustrien.
Chipproducenten har nemlig visionerne klar til, hvordan bilen skal tage skridtet ind i den digitale tidsalder og udvikle sig til et højteknologisk transportmiddel ved at udnytte multikerne-processorer. Bilen skal simpelthen udvikle sig til at blive et rullende kontor og entertainment center. Det betyder blandt andet push e-mail og Voice Over IP i bilens forreste del, mens bagsædet skal udstyres med skærme, højttalere og dvd-afspiller.
De visioner er ikke revolutio­nerende, og teknologien, der kan gøre det til virkelighed, har været på markedet i flere år. Men computerens regnekraft har sat en stopper for sådan et projekt.
"Tidligere skulle man bruge, hvad der svarer til tre computere for at gøre det, men hvis du har én computer med flere kerner, kan du rent faktisk gøre det her," fortæller Intels Jeff Clark.
80 kerner om fem år
Selvom Intel allerede nu kan levere teknologien til sine visioner, har virksomheden dog ikke tænkt sig at sidde på hænderne. I starten af februar viste virksomhedens CEO, Poul Ote­llini, det første eksemplar af en processor med 80 kerner. En processor med en ydeevne på mere end én teraflops, eller hvad der svarer til cirka 10.000 Pentium Pro-chips. Alligevel er processorens energiforbrug kun på 62 watt, hvilket er mindre, end hvad de fleste processorer bruger i dag.
Der er dog endnu lange udsigter til, at denne chip kommer på markedet, for Intels processor med 80 kerner er endnu kun en prototype. Ifølge Poul Otellini vil sådan en processor først være på markedet i 2011.
Intel bærer dog stadig førertrøjen, hvis man kigger på, hvad chipproducenterne rent faktisk kan levere i dag. I vinter var virksomheden klar med QuadCore Xeon-processorer, en processor med fire kerner. Det er især Intels ærkerival Advanced Micro Devices (AMD), der lider under Intels forspring, og først i årets andet kvartal forventer virksomheden at kunne reagere på Intels træk i kernekapløbet, når fire-kerne-processoren med kodenavnet Barcelona er klar til markedet.

billedtekst: brugeren i centrum De dage er ovre, hvor chipproducenterne dystede om at levere markedets kraftigste processorer ved konstant at presse flere megahertz ud af stadig mindre processorer, fortæller Jeff Clark, der er direktør for Intels forretning i Europa.
Foto: Torben Klint

OriginalModTime: 15-03-2007 15:00:53




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere