Telia-boss: Vi vil udfordre TDC på hjemmebanen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. januar 2007.


Teliasonera Den svensk/finske telekæmpe har ambitioner om større vækst og flere markedsandele - også i Danmark. Men spørgsmålet er, om selskabet undgår opsplitning, når den svenske regering sælger ud af sine aktier.

Nordens største teleselskab vil gerne spille førsteviolin også i det danske marked. Der skal vindes markedsandele på både bredbånd og mobil, fortæller TeliaSoneras øverste chef, Anders Igel, som forudser yderligere konsolidering i branchen.

Stockholm. Er krudtet blevet vådt hos de krigsførende parter i ‘den store nordiske telekrig''?
Ikke hos TeliaSoneras topchef Anders Igel i hvert fald. Fra koncernens hovedkvarter på det smarte Stureplan i centrum af Stockholm formulerer han strategien i slaget om de nordiske telemarkeder, og her står erobring af nyt territorium i Danmark meget højt på ønskesedlen.
- Vores ambition er at vinde markedsandele og blive en større spiller i Danmark, siger Anders Igel.
- Vi har indstillet sigtekornet, så vi på længere sigt også kan udfordre TDC. Det har vi alle forudsætninger for at gøre med den vægt, vi har som den største spiller i Norden og Baltikum.
TeliaSonera har allerede i dag hver femte danske mobilbruger som kunde, og på bredbåndsområdet er selskabet Danmarks næststørste aktør med lige over 10 procent af markedet. På begge felter har TDC dog fortsat et komfortabelt forspring.
Anders Igels opskrift på at presse TDC på hjemmebanen er at være skarpere til at identificere kundebehov og hurtigere på aftrækkeren end den danske telegigant.
- Det drejer sig helt basalt om at vinde kunder ved at tilbyde innovative produkter, dække nye behov for dem og tilbyde dem et bedre serviceniveau. Det er der, man må vinde slaget, siger Anders Igel.
- Den nye tjeneste Home Free, som vi har lanceret i Danmark, er et godt eksempel. Der er vi jo i spidsen på verdensplan. Det er meget perspektivrigt, siger han.

Home Free anvender den såkaldte Unlicensed Mobile Access-teknologi, der gør det muligt på det samme håndsæt at roame mellem GSM-nettet og en såkaldt ‘hjemmezone', hvor man har adgang til IP-telefoni over WiFi.
Yderligere konsolidering vil være en del af branchen over de næste år, forudser Anders Igel. Der er i dag tre store spillere på de nordiske telemarkeder: TeliaSonera, norske Telenor og TDC. Men det er ingen naturlov, at den magtfordeling vil vare evigt.
- Set i et europæisk perspektiv vil konsolideringen i telebranchen, efter min mening, fortsætte, siger Anders Igel.
- Vi kommer til at se færre spillere, og jeg tror, at de store selskaber vil overtage en række af de mindre. Der bliver betydeligt færre af de tunge teleselskaber med mange kunder, siger han.
Sammenlægningen af svenske Telia og finske Sonera i 2003 var den første - og hidtil eneste - grænseoverskridende fusion mellem to dominerende, nationale operatører i Europa. Derfor kan man også opfatte selskabets udvikling som en art laboratorium for fremtidige udviklinger i telesektoren.
- De store europæiske teleoperatører er typisk store i et enkelt land, mens de nordiske operatører er store, fordi de har aktiviteter i mange lande. TeliaSonera er størst i Norden, fordi vi er i syv lande i Norden og Baltikum, påpeger Igel.
- Desværre har vi endnu ikke fuldt ud realiseret synergierne ved at være i syv lande, selvom vi har gjort en hel del. Synergier drejer sig jo ikke bare om besparelser, men om at skabe forretningsmæssige fordele gennem samdrift, siger han.

Næsten aristokratisk virkerAnders Igel. Han har en myndig udstråling, og den kan han få god brug for, når han skal styre sit selskab gennem tider, der er ekstremt turbulente for telebranchen.
- Dette er de største omvæltninger, jeg har oplevet i branchen i de mere end 25 år, jeg har været med. Jeg kender ingen andre brancher, der oplever så store forandringer, siger han.
Anders Igel har været øverste chef i Telia siden 2002 - inden da arbejdede han blandt andet i mange år for teleudstyrsproducenten Ericsson.
- Tjenester baseret på mobilitet og internettet er fremtiden. Men det er jo ikke det, vi har brugt de sidste 100 år på at sælge. Derfor er forandringerne så store.
Selvom teleselskaberne stadig tjener gode penge på deres faste net, så er det nu migrationen til nye platforme, der står øverst på dagsordenen.
- Det er vores opgave at flytte så mange kunder som muligt over fra det faste net til mobile løsninger og internet-baseret telefoni, siger Anders Igel.
Og det haster.
- Om ti år er der ingen traditionel fastnettelefoni, kun mobiltelefoni og IP-telefoni. Om ti år har vi heller intet traditionelt tv. Der vil alt tv gå over internettet. Om ti år er it- og telekommunikation også for længst flyttet sammen inden for virksomhederne på en internetbaseret infrastruktur, siger Anders Igel.
De forandringer må også afspejle sig internt i TeliaSonera, som i november ændrede struktur med det formål at skabe en mere strømlinet og kundenær organisation.
- Vi er i gang med at skabe et nyt selskab, siger Anders Igel.
- Det drejer sig om, at vi udskifter de fleste af vores produkter. Næsten alle, faktisk. Vi ombygger vores produktionsapparat, som leverer tjenesterne. Og samtidig må vi omlægge kompetencerne hos en stor del af personalet, siger Igel.

Flere analytikere har peget på, at teleselskaberne står over for langsigtet stagnation både på det faste net og mobilt. Men det synspunkt er Anders Igel fundamentalt uenig i.
- De nordiske markeder er absolut ikke stagnerende. Det er en fejlagtig opfattelse. Set i det lange perspektiv er de vesteuropæiske markeder egentlig ret så umodne. Vi har ganske vist et mættet marked, hvad angår antallet af kunder, men vi har et umodent marked, når det gælder anvendelsen.
Særligt store vækstmuligheder ser Anders Igel inden for mobiltelefonien.
- Vi har kun set begyndelsen på en eksplosion i anvendelsen af mobilitet. På tale, men i særdeleshed på dataområdet, siger han.
- I dag domineres den mobile dataanvendelse af SMS, og det er lige præcis et tegn på, at markedet er umodent. Men der er store perspektiver i mobil dataoverførsel. For den professionelle bruger drejer det sig i første omgang om noget så enkelt som e-mail og adgang til organisationens intranet. For forbrugeren handler det om kommunikation og underholdning - lige fra enkle meddelelser til tv.
Det andet store ben i Telias vækststrategi er bredbåndsmarkedet.
- Hvad angår bredbånd er I jo kommet langt i Danmark, men når man ser på Vesteuropa under et, så er vi kun cirka halvvejs. Om 10 år vil alle husstande have bredbånd med høje hastigheder. Set i det tidsperspektiv vil den vigtigste drivkraft for udbredelsen af bredbånd blive tv.

Det er dog ikke alle, der er overbevist om, at TeliaSonera er tilstrækkelig langt fremme i skoene på bredbåndsområdet.
- TeliaSonera fremstår bagstræberisk i sammenligning med for eksempel BT i Storbritannien, som vil migrere alle kunder til IP før 2012, sagde Lars Godell, teleanalytiker hos konsulenthuset Forrester, for nyligt til det svenske magasin Veckans Affärer.

TeliaSoneras mål er at øge selskabets totale omsætning til 100 milliarder svenske kroner (cirka 82 milliarder danske kroner) inden for to år. Meget af væksten fremover vil komme fra privatkunder, men Anders Igel ser også betydelige muligheder på erhvervsmarkedet.
- Den tredje store indtægtskilde, ved siden af bredbånd og mobilitet, er det, vi kalder integrerede virksomhedstjenester. Virksomhederne har i mange år kæmpet med at sammenkæde telekommunikation og it. Men nu er det hele flyttet sammen på internettet. Vi har vist i mere end 100 år, at vi er gode til at drive almene netværk, så det kan vi også gøre inden for virksomheder og organisationer.
- Vi har i dag en ganske lille markedsandel på det her område. Det er svært at anslå helt præcist, men vi har måske en fem procents markedsandel i Norden og Baltikum, så vi har gode muligheder for at vinde markedsandele, slutter Anders Igel.

Faktaboks:
TeliaSonera i tal
Det svensk-finske teleselskab havde i 2006 en anslået omsætning på godt 91 milliarder svenske kroner (72,8 milliarder danske). Selskabet har sat som mål at nå 100 milliarder svenske kroner i omsætning i løbet af de næste to år.
TeliaSonera opfatter de fire nordiske og tre baltiske lande som sit egentlige hjemmemarked. Disse markeder bidrager da også til sammen med næsten 90 procent af selskabets omsætning.
Derudover har TeliaSonera aktiviteter i Spanien, Rusland, Tyrkiet og i flere lande i den tidligere Sovjetunion.
Selskabet havde ved udgangen af 2005 omkring 23 millioner kunder i Norden og Baltikum, samt 57 millioner internationale mobilkunder - de fleste i Rusland og Tyrkiet.
De største ejere af TeliaSonera er den svenske stat med 45 procent og den finske stat med knap 14 procent. Resten af aktierne er frit omsættelige og ejes primært af institutionelle investorer.

Billedtekst:ambitioner - Vi har indstillet sigtekornet, så vi på længere sigt også kan udfordre TDC. Det har vi alle forudsætninger for at gøre, siger TeliaSoneras topboss Anders Igel.
Foto: Christian Als, Scanpix Danmark

OriginalModTime: 11-01-2007 13:35:07




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere