Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. januar 2007.
Først blev e-mailen og kalenderen mobil. Nu er virksomhedsdata på vej til at blive trådløse og mobile. Virksomhederne vil nemlig også have adgang til ordresystem, salgslister, regnskab, produktionsdata og ligefrem ERP-systemet på farten.
Mange virksomheder har allerede adgang til e-mail og kalender på de mobile enheder: mobiltelefoner, PDA'er (Personal Digital Assistant) og bærbare computere.
Det næste skridt for disse virksomheder bliver at udvide adgangen til mobile data. Og her ser adgangen til virksomhedernes interne data og forretningssystemer ud til at blive hel central. Det gælder for eksempel lagerstatus, salgs- og ordrelister, økonomisystemer og især ERP.
- Integration af ERP og andre forretningssystemer med de mobile løsninger vil vi se mere af. Det giver mulighed for, at en medarbejder kan sidde ude hos en kunde og derfra tjekke lagerstatus eller gå direkte ind i økonomisystemerne, siger Brian Troelsen, der er senioranalytiker hos IDC Nordic.
Jörg van den Berk, underdirektør i TDC Mobil Erhverv, er enig.
- Det andet skridt i udviklingen af trådløse og mobile løsninger til erhvervslivet er systemer, der kan øge virksomhedernes produktivitet ved at give mere direkte adgang til data. Når for eksempel en sælger er ude hos kunden, skal han direkte og med det samme kunne tjekke lageret. Det gør man mobilt, ikke via en papirgang, og man skal heller ikke vende tilbage til kunden med svar. Det dur ikke, at sælgeren siger: "Det skal jeg lige hjem og tjekke, så vender jeg tilbage", siger han.
- I det hele taget vil vi se, at mobilnet og IP-net smelter mere og mere sammen. For eksempel tror jeg, at det bliver standard med en indbygget sim-kortlæser i de bærbare computere, ligesom det er blevet standard, at de har indbygget trådløst net. Samtidig vil flere og flere mobile enheder, herunder især telefoner, være i stand til at gå på flere forskellige radionetværk, siger Jörg van den Berk.
Han tilføjer, at man sideløbende med dette vil opleve stigende hastigheder og båndbredde på de mobile net. TDC's konkurrent 3 lancerer da også i denne måned HSDPA (High Speed Downlink Packet Access) på sit 3G-net, hvilket teoretisk vil give op til 3,6 Mbit/s.
Jörg van den Berk peger på, at det er alle slags virksomheder, der kan få fordel af at gøre data mobile.
- Men det er naturligvis især i brancher, som er afhængige af at være mobile. En produktionstung virksomhed vil som regel have lidt mindre brug for mobilitet - det er kun sælgerne i produktionsvirksomheden, som efterspørger mobilitet, mens konsulentbranchen jo netop lever af at være på farten og derfor har større fordel af mobile løsninger, siger han.
Det samme har transportsektoren. Dertil kommer den offentlige sektor, for eksempel hjemmeplejen.
- Her er der mange penge at spare, ved at skabe øget mobilitet. Man kan både effektivisere og tiltrække flere medarbejdere i et område, hvor arbejdsstyrken er begrænset, mener Jörg van den Berk.
Selv om næste bølge altså ser ud til at gøre forretningssystemerne mobile, peger Brian Troelsen fra IDC Nordic stadig på, at endnu en del virksomheder er på første bølge - den, der gjorde e-mails og kalendere mobile.
- Den mobile e-mail og kalender mangler at komme ud til masserne. I dag er det typisk kun ledelsen og måske kørende sælgere og teknikere, der har det, men det er på vej nedad til mellemledere og specialister i virksomhederne også, siger Brian Troelsen.
Jörg van den Berk fra TDC tilføjer, at udviklingen af de mobile net og sammensmeltning af IP-net og mobilnet kan give mulighed for, at e-mail og kalender og i det hele taget hele PIM-området (Personal Information Management), kan blive en del af presence-begrebet.
- Når der er fuld integration, kan det give mulighed for, at man centralt altid kan se, hvem der er hvor, hvornår, og hvordan man nemmest får fat i en bestemt medarbejder, siger Jörg van den Berk.
Efterhånden som flere og flere virksomhedsdata således bliver gjort mobile, stiger også risikoen for, at data falder i de forkerte hænder, hvis de mobile enheder bliver stjålet eller tabt på farten. Derfor skal virksomhederne i endnu højere grad end tidligere fokusere på sikkerhed som et vigtigt spørgsmål i mobilstrategien.
- Virksomhederne kan sikre sig via mobile management, det vil sige systemer, hvorfra man fra centralt hold kan styre sine mobile enheder og lukke dem ned og låse dem, hvis de bliver stjålet eller tabt, siger Brian Troelsen.
Han mener, at sikkerhedsteknologierne er modne nok, og at der findes tilpas mange specialiserede udbydere til alle slags virksomheder.
- Men det er ikke alle virksomheder, som er tilstrækkeligt opmærksomme på denne problemstilling, og som er opmærksomme på de systemer, der kan løse problemet, siger han.
Brian Troelsen peger også på, at atter andre virksomheder fravælger tilstrækkelig sikkerhed på grund af prisen.
- Men det kræver, at en administrerende direktør mister sin bærbare eller sin mobil med forretningskritiske data, før virksomheden kan se, at det kan betale sig, siger han.
Han peger på et par andre områder, som man skal være opmærksom på i virksomhederne, når man fastlægger sin strategi for mobil adgang til data.
For det første skal virksomheden kigge på kvaliteten af de datalinjer, man har, og på dem man får tilbudt.
For det andet skal man kigge på prisen - for eksempel er det i mange mobilnet stadig meget dyrt pr. megabyte at sende og modtage data.
Her kan det være en overvejelse værd, om virksomheden skal satse på en enstrenget leveringsvej for data - for eksempel mobilnettet - eller om man skal satse på en kombination af mobilnet og datanet, for eksempel egne WLAN og andres hotspot.
I den forbindelse er der meget fokus på mobile enheder, der selv skifter mellem for eksempel virksomhedens eget trådløse net, WLAN, og mobilnettet uden for virksomheden.
- Der kan være en mulighed i markedet for leverandører på det område. De kan slå sig op på, at de kan levere enheder og funktionaliteter, der fungerer tilfredsstillende på både WLAN og mobilnettet, siger Brian Troelsen.
En af dem, der har gjort det, er Nokia. Mobilproducenten har lanceret modeller, som både kan ringe via mobilnettet og WLAN.
OriginalModTime: 17-01-2007 13:32:48