Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. december 2006.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fik onsdag verbale tæsk af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Ministeren burde have undersøgt sit eget ministerium for jobkartel-aftaler, mener oppositionen.
Der var verbale tæsk på programmet, da Claus Hjort Frederiksen (V) onsdag var kaldt i samråd af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om de omdiskuterede jobkartel-aftaler.
Arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne, Thomas Adelskov, er forundret over, at ministeren i månedsvis har efterlyst flere eksempler på jobkartel-aftaler, når han ikke engang har ledt efter dem i sit eget ministerium.
- Ministeren er jo forpligtet til at komme med rigtige oplysninger til Folketinget, og hvis ministeren opdager, at han har oplyst forkert, så er han forpligtet til hurtigst muligt at rette det, siger Thomas Adelskov.
Ministeren oplyser over for Computerworld, at han ikke selv har undersøgt, om Beskæftigelsesministeriet har jobkartel-aftaler, fordi der ikke har været fokus på aftalerne.
- Vi skal jo huske på, at det ikke er ulovligt at indgå den slags aftaler i dag. Det vi diskuterer er, om vi skal indføre en regulering på det her område. Så man må sige, at der ikke har været fokus på det, siger Claus Hjort Frederiksen.
Ministeren er da også ærgerlig over, at han har siddet og svaret på spørgsmål omkring de jobkartelaftaler, når der findes nogen i hans eget ministerium.
Beskæftigelsesministerens forklaring ændrer dog ikke ved oppositionens kritik.
Thomas Adelskov mener ikke, at de notater og samrådsbesvarelser, som udvalget fik ved sidste samråd, er i overensstemmelse med sandheden.
- Når ministeren melder ud, at det er uacceptabelt at have hemmelige aftaler, så burde hans egne embedsmænd stampe en gang i gulvet, så huset ryster for at sikre sig, at hans eget hus er i orden. Det har de ikke gjort, og det er under al kritik, siger Thomas Adelskov.
Den voldsomme kritik af ministeren fik Claus Hjort Frederiksen til at præcisere sine tidligere udmeldinger på samrådet.
- Det er jo ikke sådan, at jeg eller ministeriet ikke har kendt til eksempler på arbejdsmarkedet på de omstridte hemmelige klausuler, udtalte han.
Ministeren opfordrer til arbejdsro for det udvalg, der i øjeblikket undersøger området og som skal have lov til at samle kræfterne om den egentlige opgave.
Læs også side 18-19
OriginalModTime: 14-12-2006 11:50:58