Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. december 2006.
Forskere, opfindere og sælgere havde taget deres sejeste teknologier med til Techfest hos Microsoft Business Solutions i Vedbæk, hvor der blev udvekslet ideer og indgået samarbejdsaftaler.
Der hersker en hektisk stemning i salen. Og ved de små borde, som er opstillet på seks rækker i tre sektioner adskilt af stofskillevægge, udvekslingen af ideer og erfaringer tager fart. Techfesten er i gang.
- Vi fik en ide om at samle de mange virksomheder, der laver software i Øresundsregionen og beskæftiger de fleste af regionens 100.000 it-professionelle. Tanken var at bænke dem ved et bord og spørge, hvad kan I?
Niels Bo Theilgaard har endnu nogle få uger tilbage som udviklingsdirektør for Microsoft Development Center Copenhagen (MDCC) i Vedbæk. Og med godt 850 medabejdere, der udvikler Microsofts forretningsapplikationer i Dynamics-serien, er centeret i Vedbæk den største udviklingsenhed i Øresundsregionen.
- Som det store center for udvikling i området kan vi være med til at drive udvikling og videndeling frem med den slags initiativer. Og ved at sikre videndeling er vi indirekte med til at skabe forretning for alle deltagere, siger Niels Bo Theilgaard.
- Hvorfor skulle vi ikke mødes og vise hinanden det mest cool, vi kan og tale teknologi - være begejstrede for teknologien. Det handler om at dele og være åben, siger Niels Bo Theilgaard.
Derfor inviterede MDCC 70 virksomheder til Techfest i Vedbæk. 33 ville gerne være med, det samme ville 12 projekter fra universiteter i Øresundsregionen.
- Vores generelle oplevelse før arrangementet har været, at folk umiddelbart syntes det var en god ide, men også har stået lidt famlende over for ideen, fordi de ikke har prøvet det før. I modsætning til messer og andre mere traditionelle arrangementer, handler Techfesten ikke om at indgå forretningsaftaler men om at snakke teknologi, siger Niels Bo Theilgaard.
Det er en vision, som Esben Rune Hansen nikker genkendende til. Han er tilknyttet forskningsprojektet USEC, som er et samarbejde mellem en række danske universiteter og virksomheder om at udvikle grundteknologier til konfigurationsløsninger.
- Det er et godt arrangement, fordi det er meget nede på jorden. Og man får input fra mange forskellige mennesker og fra helt nye vinkler, siger Esben Rune Hansen.
Et par borde længere henne i rækken sidder Hampus Jakobsson, der er en af stifterne og nu vice president i That Astonishing Tribe (tat). En Malmø-virksomhed, der udvikler værktøj til at lave brugergrænsefalder på mobiltelefoner - selskabet har 80 ansatte og tæller kunder som Sony Ericsson og Samsung.
- Det er et setup, der tydeligvis har mere fokus på regionen end samarbejdet med Microsoft. Men derfor er det måske også svært at finde det præcise fokus, siger Hampus Jakobsson.
Men det er netop i dette ufokuserede setup, at Andrew Herbert ser det virkeligt interessante perspektiv i Microsoft Development Center Copenhagens Techfest. Andrew Herbert er leder Microsoft Research Ltd, der er softwarekoncernens forskningsafdeling i den engelske universitetsby Cambridge.
Han beskriver innovation som en sky, der har tre hovedingredienser: brugernes krav og ønsker, produktudvikling samt forskning. Ingredienserne blander sig forskelligt på forskellige tidspunkter i den slags kreative processer, som dårligt lader sig beskrive, og hvis betydning sjældent lader sig måle i færdige produkter.
- Ved hjælp af den slags arrangementer bringes viden og ideer i spil på nye måder, som er afgørende for at skabe innovative it-miljøer generelt og set fra vores synspunkt afgørende for at udvikle det attraktive partnermiljø, som er forudsætningen for Microsofts forretning, siger Andrew Herbert.
Det er 15 år siden, Microsoft etablerede forskningsenheden Microsoft Research. Og afdelingen i England, der i dag har 80 forskere ansat, blev etableret i 1997.
- Her på udviklingscenteret i København er der fokus på at udvikle konkrete produkter, mens vi i Microsoft Research arbejder på at udvikle og vedligeholde en række teknologier, som udviklingscentrene så kan bruge i produktudviklingen. Vores opgave er at sikre Microsofts fremtid teknologisk, og langt fra alle vores resultater bliver til produkter, forklarer Andrew Herbert.
Han medgiver, at hverken forsknings- eller udviklingsarbejdet hos Microsoft er særlig synligt i Europa. Det forklarer han med, at Microsoft i Europa hovedsageligt er salg og marketing, men overalt hvor Microsoft har forskning eller udvikling forsøger selskabet at markere det - ud over København og Cambridge er det i EMEA-regionen i Egypten og Bulgarien.
- På tværs af Europa oplever vi i øjeblikket, at den akademiske verden vågner op og erkender, at den rent faktisk kan spille en større rolle med at bygge bro mellem grundforskning og produktudvikling. Derfor er det meget spændende at se en del af projekterne her ved Techfesten, som netop rummer forskningssamarbejde mellem universiteter og virksomheder, siger Andrew Herbert.
- Ofte er det svært for virksomheder at arbejde sammen bilateralt om forskning og udvikling. Men kommer der et eller flere universiteter med, så glider samarbejdet meget bedre, siger han.
Nu skal han så sammen med kollegerne i Microsoft Research og Microsoft Development Center Copenhagen overveje, om arrangementet skal gentages til næste år og måske søges udbredt til andre dele af Microsoft.
Læs mere om Techfest 2006 på cw.dk/art/36860
Faktaboks:
Fremtiden kommer til middag
Techfesten 2006 hos Microsoft Development Center Copenhagen sluttede med en middag, hvor direktør Andrew Herbert fra Microsofts forskningscenter i Cambridge var festtaler og understregede, at it er under konstant forandring. Lige nu præger tre tendenser udviklingen:
Flerkerne-processorer - endnu mangler softwareindustrien at levere applikationer, der i stor stil udnytter mulighederne.
Den personlige terabyte - vi vil snart kunne bære en tera byte data rundt i PDA'er, mobiltelefoner og lignende.
Skærme overalt. Den traditionelle skærm bliver erstattet af display i borde, vægge og lignende.
Forskere viste algoritmer
Esben Rune Hansen (billede) havde taget et eksempel på sit arbejde med algoritmer i Regular String Configuration med til Techfest hos Microsoft Development Center Copenhagen.
Han arbejder på USEC-projektet, der er en forkortelse for User Supportive Embedded Configuration. Projektet arbejder med at udvikle avancerede konfigurationsløsninger til industrivirksomheder som Danfoss, Grundfos og American Power Conversion eller APC, som alle deltager i USEC sammen med Microsoft Business Solutions, DTU, Syddansk Universitet og IT-Universitetet i København. Projektet har en fireårig bevilling fra Forskningsrådet.
40 forskere har i øjeblikket tilknytning til USEC. Det er personer, hvis forskningsområder spænder fra avanceret matematisk grundforskning, over minimalistisk softwaredesign til feltstudier af arbejdsprocesser. Tilsammen danner det brede materiale udgangspunkt for arbejdet med indlejrede konfigurationsløsninger til forskellige produkter.
SAP og Microsoft på talefod
Kunsten i kofigurationsløsninger er at skjule den komplicerede matematik i en brugergrænseflade, der gør det nemt for blandt andet sælgere at håndtere milliarder af valgmuligheder, så kunden får et personligt tilpasset produkt.
Produktchef og civilingeniør ph.d. Jesper Blak Møller fra københavnske Configit Software demonstrerede virksomhedens konfigurationsløsning på Techfest 2006.
Configit er specialiseret i at trække data fra SAP-løsninger ind i konfigurationsløsninger, som kan anvendes i Microsoft Outlook og MS Word. Desuden har det 10 mand store softwarehus netop udviklet en Ajax brugergrænseflade til web-baserede konfigurationsløsninger.
Selskabet har kunder i alle størrelser og afsætter både gennem partnere og direkte til især store kunder. For eksempel Lego, hvor Configit Software senest har udviklet den konfigurationsløsning, der gør det muligt at bestille de Lego-klodser som er nødvendige for at bygge den model, som han selv har designet i legetøjsfirmaets 3D-designløsning på nettet.
Jesper Blak Møller, Configit Software
Automatisk kørselsregnskab
Kørebogen uden kaffepletter var Autologs bidrag på Techfest 2006. Firmaet har endnu ikke eksisteret et år, men har haft den automatiske kørebog på markedet siden juni. Robert Holm er manden der fik ideen til at indkøbe en lille GPS-log, der fra sin plads i bilen ved hjælp af GPS-systemet registrerer alle de koordinator, som bilen bevæger sig fra og til samt dato og klokkeslæt for turene. De data tømmes med USB-kabel over i en pc med den automatiske kørebog, der ved hjælp af Google Earth, MS Mappoint eller lignende beregner afstande og lave kørselsregnskabet fikst og færdig til arbejdsgivere, skattevæsen eller hvem det nu måte vedkomme.
Den automatiske kørebog er skoleeksemplet på mashup. Alle elementer er i princippet standardprodukter, som Autolog tilpasser til den løsning, som produktet i virkeligheden er.
Den automatiske kørebog kan også koordinere med Microsoft Outlook, så GPS-koordinater på adresser, som man har kategoriseret som private, ikke kommer med i kørselsregnskabet. Dermed kan man automatisk adskille for eksempel privat og erhvervskørsel.
Robert Holm, Autolog
Mobil prisvinder
Symbian er The Astonishing Tribes (tat) platform. Mere end 80 millioner mobilterminaler fra blandt andre Sony Ericsson og Samsung bruger i dag den middelware, der afvikler brugergrænsefladen i telefonerne.
Men medstifter og vice president Hampus Jakobsson fra Malmø-virksomheden havde ikke noget imod at bruge en dag på Microsofts Development Center Copenhagen. For Microsoft har god brug for at gøre noget ved sin mobile brugergrænseflade, mener han. Måske er der noget om snakken.
I hvert tilfælde modtog tat The MDCC User Experience 2006 Award, fordi produktet er veldefineret, intuitivt, konsistent og æstetisk, men mest af alt fordi det støtter brugeren i at arbejde på den måde, brugeren gerne vil arbejde.
The Astonishing Tribe beskæftiger 80 medarbejdere på kontorer i Malmø, Göteborg og i Sydkorea.
Hampus Jakobsson, The Astonishing Tribes
OriginalModTime: 07-12-2006 14:45:58