Nye CPU'er baner vej for virtualisering

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. november 2006.


Serverproducenterne har sendt de første maskiner med fire-kerne-processorer af sted. Blandt forbedringerne er dramatisk bedre virtualisering, og det kan spare virksomhederne for mange penge.

2008 bliver året, hvor virtualisering virkelig slår igennem. Det vurderer it-analysehuset Gartner. Men allerede nu gør flere og flere virksomheder brug af virtualisering i serverrummene, og inden udgangen af 2008 vil 90 procent af USA's mest betydningsfulde virksomheder gøre brug af software til blandt andet at øge effektiviteten i virksomhedens teknologiske hjertekammer.
- Folk kigger i højere grad på virtualisering for at få bedre kontrol over deres serverum, og ikke bare for at få en højere udnyttelsesprocent af serverne, siger analytikeren Phil Dawson fra it-analysehuset Gartner.
Virtualisering på servere handler om at benytte sig af software, som får serveren til at fremtræde som flere virtuelle servere.
De virtuelle servere kører på den samme fysiske server, men de opfører sig, som om de er individuelle, isolerede servere. En af dem kan således køre Windows 2000, mens en anden kører Windows Server 2003, og en tredje kører Linux.
Dermed kan man fortsætte med at afvikle én applikation per server. Men hvor det før betød, at man skulle købe en fysisk server per applikation, skal man nu blot oprette en virtuel server, og takket være ny teknologi bliver de mere og mere som de fysiske.

På processorsiden betyder multikerne-teknologi, at virtuelle servere ikke længere behøver dele den fysiske servers regnekraft mellem sig.
Hver enkelt kerne opfører sig nemlig som en selvstændig processor, hvis regnekraft kan blive tildelt en enkelt virtualisering. Det kan nye systemer udnytte, for antallet af kerner i hver enkelt processor bliver flere og flere.
Mindre end et halvt år efter chipproducenten Intel lancerede sin første multi-kerne-processor, Core 2 Duo-processoreren, er virksomheden klar med Xeon 5300-serien, en processor med fire kerner, der er udviklet under navnet Clovertown.

Amerikanske Dell, der er den næststørste serverleverandør i Danmark, var først til at præsentere servere med Intels Xeon 5300-processor i. Det skete ved en presseevent i Barcelona tidligere på måneden, og her kunne computerproducenten også vise de første målinger af virtualisering på fire-kernede systemer.
I forhold til firmaets gamle enkelt-kerneservere, Power­Edge 2850, har Dell målt sig til, at de nye quad-core-servere giver en forbedring på 270 procent på maskiner, der benytter VMware V13-software til at virtualisere servere med SUSE LAMP, en softwarepakke bestående af Linux, Apache, MySQL og enten Pearl, PHP eller Python.
Ifølge samme måling er servernes ydelse 63 procent bedre end Dells servere med dobbeltkerne-processorer.
Intels hovedkonkurrent, AMD, ventes først at præsentere Opteron-processoren, en quad core-udfordrer til Intels Xeon 5300, om cirka et halvt år.

Processorer med fire kerner bør være sød musik i ørerne på de fleste, for ud over den bedre ydeevne i virtualiseringsprojekter, er der også andre konkrete gevinster at hente.
Blandt andet er kontante besparelser en af gevinsterne ved at konsolidere sit serverrum på virtuelle servere, fortæller Søren Andersen, der er projektleder i Elsparefonden.
Ifølge en Gartneranalyse udnytter de fleste servere under 20 procent af deres regnekraft, og det betyder, at der bliver brugt flere fysiske servere til at løse opgaver, der ellers kunne samles på færre maskiner, hvis man brugte virtualiseringssoftware.
Kombination af overflødige maskiner og 24 timers oppetid, betyder et stort strømforbrug, siger Søren Andersen:
- Man propper en masse udstyr ind i serverrummet uden at vide helt, hvor meget strøm det bruger. Og fordi det kører 24 timer i døgnet, så bliver det en stor del af virksomhedens elforbrug, siger han.
Ved at undersøge et udvalg af danske serverrum er Elsparefonden nået frem til, at det gennemsnitligt koster 100.000 til 200.000 kroner på elregningen at holde de mange maskiner kørende, hvoraf en del kan blive overflødige ved at bruge virtuelle servere.

For at udnytte de fire processorkerner optimalt, skal software være optimeret til at udnytte flere tråde. Derfor kan der gå nogle år endnu, før computere rettet mod forbrugersegmentet rigtig kan udnytte Intels eksisterende og AMD's kommende processorer, selvom Windows Vista understøtter firekerne-processorer ved leveringen

OriginalModTime: 23-11-2006 14:54:49




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere






Computerworld
Test af monster-tablet: Det er den skøreste og mærkeligste computer, som jeg har testet i lang tid – men jeg vil nu gerne have den alligevel
White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis