Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. november 2006.
Politikerne giver et billede af deres privatliv på nettet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fortæller om sine kanoture med børnene. Formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt smører børnenes madpakker, og folketingsmedlem Kamal Qureshi (SF) fortæller om sit akvarium.
"Den græske ø, Santorini er Pia Kjærsgaards foretrukne sted, når der virkelig skal slappes af. Her kommer hun sammen med sin mand, Henrik Thorup, mindst et par gange om året."
Citatet er fra formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærs-
gaards, hjemmeside, hvor besøgende også kan se et billede fra hendes sølvbryllup og hyggelig afslapning med partikammeraterne på Bornholm.
En lang række danske politikere fra hele det politiske spektrum lukker op for privatlivet på deres personlige hjemmesider.
- En række elementer peger på, at den personlige side af politikeren kommer mere i fokus. Hjemmesiden giver en platform, hvor man udfolder den personlige dimension, både gennem tekster, lyd, billeder og interviews, siger Lene Hansen. Hun er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og er i gang med at undersøge, hvordan danske politikere bruger deres personlighed på nettet.
Helle Thorning-Schmidt smører sine børns madpakker om aftenen, kan man læse på hendes hjemmeside. Sådanne oplysninger er helt bevidste.
- Siden er hendes personlige visitkort til vælgerne og til pressen. Vi har brugt meget krudt på at lave nogle baggrundsartikler om hende selv, siger Socialdemokraternes webredaktør Mette Bom.
På statsministerens side er vi ikke med helt inde i hjemmets køkken, men der er blandt andet beskrivelser af hans opvækst.
- Formålet med hjemmesiden er at fortælle, hvem personen bag Anders Fogh Rasmussen er. Her får de mennesker, der ønsker at lære ham bedre at kende, en mulighed, siger Martin Vith, politisk sekretær i Venstres landsorganisation.
Hvis udviklingen går som i USA, så har vi kun set begyndelsen. Lene Hansen kiggede før sit nuværende projekt på den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerrys hjemmeside.
- Han skriver om sig selv. Der er interviews med ham og om ham, og der er tekst i klassisk biografiform. Der er altså mulighed for at blande genrerne. Det giver et objektivt præg, at det ikke kun er ham, der skriver om sine oplevelser i Vietnam, men også hans gamle kammerater.
På John Kerrys, hjemmeside er der megen omtale af hans familie. Man kan blandt andet læse, at hans ene datter lige er blevet færdig med filmskolen, mens hans anden datter læser medicin. Tidligere har der også været interviews med døtrene på siden.
Familierne fylder stadig ikke meget på danske sider, men mange skriver navnene på ægtefæller og børn. Og udenrigspolitisk ordfører, Søren Espersen, Dansk Folkeparti, viser en del billeder af familien på sin hjemmeside.
Men selvom der måske ikke bliver brugt meget plads på det, så er familien trådt ind som en vigtig del af fortællingen bag politikerne.
- Anders Fogh Rasmussen fortæller om, at han er taget på ferie alene med sine børn, så de havde tid sammen. Kamal Quereshi fortæller, at han går med børnene til gymnastik om lørdagen. Det er vigtigt, at man ikke bare er en politiker, der har tænkt på karrieren, men at man også viser, at man investerer i sin familie og sin privatsfære, siger Lene Hansen.
Mange vælgere vil gerne se en personlig side af politikerne. Lisbeth Klastrup har været med til at lave en undersøgelse om politiske blogs ved sidste valgkamp. I den forbindelse blev 115 danskere spurgt om deres holdning til politiske blogs og hjemmesider. Hver anden dansker mente, at det er godt, at politikerne bruger nettet, fordi det giver adgang til mere personlig viden om dem.
- Men det er en balancegang. Hvis du blander for meget privatliv ind, så risikerer du også at miste troværdighed som politiker, mener Lisbeth Klastrup, der er lektor ved Center for Designforskning.
Det er da heller ikke alle politikere, der lukker op for deres personlige liv. Enhedslisten vælger for eksempel helt bevidst kun at offentliggøre de mest essentielle fakta om politikerne på deres hjemmeside.
- Udgangspunktet er, at personerne ikke er det centrale. Det er også derfor, vi ikke har ansigter på vores valgplakater, siger informationsmedarbejder hos Enhedslisten Mikkel Skov Petersen.
- Du kommer ikke til at se Linebarfod.dk med alle mulige billeder af hendes hund. Vi vil ikke tegne et meget personligt billede.
Lisbeth Klastrup påpeger også, at kun få politiske bloggere skriver i den personlige stil, man normalt forbinder med genren. Det handler hovedsageligt om, at de ikke er vant til mediet, mener hun, der også har en anden teori.
- Jeg tror, at det måske gjorde politikerne forskrækkede, at Louise Frevert fik så meget negativ presse på, hvad hun havde postet på sin hjemmeside. Så hellere skrive meget neutralt end blive taget med bukserne nede.
I den kommende tid bringer Computerworld eksempler på vellykkede og mindre vellykkede politiske hjemmesider. Læs Duellen på side 36, der handler om to partiers hjemmesider.
Faktaboks:
Eksempler på personlige hjemmesider
"Kamal er cicklide-idiot. På hans arbejdsværelse har han et mere end to meter langt akvarium, hvilket er mere end de fleste menneskers badekar, hvor han har fisk svømmende rundt."
Kilde: www.kamal.dk
"Rundt om i det land, som formanden kender så godt, står forældre op, sørger for at deres børn kommer i tøjet, spiser morgenmad og kommer rettidigt ud af døren med en
ordentlig madpakke. Det samme gør Helle Thorning-Schmidt."
Kilde: www.thorning-schmidt.dk
"Det første år gik med afsavn og hjemve efter mine bedsteforældre og mine skolekam-merater. Jeg havde svært ved at falde i søvn. Jeg kunne ikke lide at være i Danmark. Jeg ville hjem til mine bedstefor-ældre, som jeg holdt meget af."
Kilde: www.khader.dk
"Han er en ivrig golfspiller, når tiden tillader det, og så elsker han at gå og passe sit kvæg på slægtsgården i Allesø."
Kilde: www.bendt.konservative.dk
"I weekenderne arrangerede vi aktiviteter med børnene, i ferierne tog vi til udlandet - normalt til Frankrig - for at kunne slappe af i fred, og om sommeren tog jeg børnene med på kanoture enkeltvis, på Gudenåen eller i Sverige."
Kilde: www.andersfogh.dk
"I Israel holder vi ofte vore ferier. Vi har en stor familie dernede, og vi nyder at være sammen med dem."
Kilde: www.soerenespersen.dk
Faktaboks:
Amerikansk valgkamp på web 2.0
Mange amerikanske politikere forsøgte ved sidste uges midtvejsvalg at vinde vælgere via web 2.0-sites som MySpace, Facebook og YouTube.
I Facebooks netværk kunne man således finde profiler for 48 procent af guvernør-kandidaterne, 25 procent af kandidaterne til Senatet og 12 procent af kandidaterne til Repræsentanternes Hus (ifølge en undersøgelse fra Bentley College).
Profilerne kan give politikerne et mere menneskeligt ansigt, end de kan få via traditionelle kanaler, mener Michael Cornfield, professor i samfundsforhold og internet på George Washington University:
- Faren er dog, at politiske kandidater bliver grebet af kammerateriet og kommer til at offentliggøre for meget af deres privatliv. Og desuden virker folk over 40 år en smule latterlige på Facebook, siger han.
Men teknologien blev også brugt til modkampagner. Størst opmærksomhed vakte en udtalelse fra den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry, der kunne tolkes som ringeagt for de amerikanske tropper i Irak. Et klip med udtalelsen havnede hurtigt på de store tv-kanaler, men fik også et længere liv på videodelingssites som YouTube, hvor det i dag nærmer sig 900.000 visninger og 11.000 debatindlæg. Kerry måtte et par dage senere rykke ud med en undskyldning.
John Kerry på YouTube: youtube.com/watch?v=vLuMWiQ6r2o
Ohios guvernør, Ted Strickland, på MySpace: myspace.com/tedstrickland
OriginalModTime: 16-11-2006 14:26:54