Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. november 2006.
Ib Kunøe er benhård forretningsmand, bestyrelsesformand i flere børsnoterede it-selskaber og ikke mindst milliardær. Computerworld tegner et portræt af købmanden Ib Kunøe og hans forretningsimperium.
Inden for den seneste måned har Topnordic sikret sig to millionaftaler med staten. Først blev Topnordic sammen med Xerox udnævnt til leverandør af kontormaskiner til staten. Og i sidste uge blev Topnordic sammen med Dell og Lenovo eneleverandører af pc'er til samtlige statslige myndigheder fra 1. januar 2007.
Aftalen kan forlænges til fire år med et samlet indkøbsvolumen på 1,6 milliarder kroner.
I branchen og blandt de forsmåede konkurrenter høres kritik om statens indkøbspolitik, når den samtidig forsøger at fremme åbne standarder og øge såvel konkurrence som innovation ved at hjælpe også mindre virksomheder ind som leverandører til det offentlige.
Kritikken preller formentlig af på Topnordic, der med de to nye aftaler har sat sig tungt på leverancerne til staten. Bag succesen i dette og flere andre it-selskaber står forretningsmanden Ib Kunøe.
I årevis har søfolk sagt: "Ser du et Mærsk-skib, så sejl efter det, for der er penge at tjene." Det samme kan siges om Ib Kunøe, der på få år har etableret sig som en af de mest indflydelsesrige personer i den danske it-verden.
Da det i juni 2005 blev kendt, at Ib Kunøe var på vej ind i Danware, steg kursen således med 25 procent på få timer.
Denne såkaldte Kunøe-effekt skyldes en usædvanlig næse for den gode handel, der har skabt et forretningsimperium med en værdi, der skal tælles i milliarder. Og opskriften på de succesrige investeringer i Gatetrade.net, Columbus IT Partner, Telmore, TopNordic, Sand og Danware er samtidig ganske enkel.
For Ib Kunøe handler det om konsekvent ledelse og et styrket salg. Han er købmanden, der køber billigt og sælger dyrt, og han er altid på udkig efter en lukrativ handel.
Investeringer er ofte i opstartsvirksomheder eller nødlidende it-selskaber. Ejerandelen er typisk 10-40 procent, men samtidig betinger Ib Kunøe sig stemmemæssig indflydelse til at vende den nødlidende virksomhed. Et godt eksempel er Columbus IT Partner, hvor Ib Kunøe ejer 34,47 procent, men betingede sig stemmeretten på både stifteren Michael Gaardboes aktiepost og aktierne hos bankforbindelsen Nordea.
At være aktiv og synlig for medarbejderne har altid været karakteristika for Ib Kunøe, der foretrækker rollen som majoritetsaktionær, hvor han kan udøve indflydelse på selskabets drift frem for passive investeringer.
Ib Kunøe rykker helt tæt på virksomheden. Han skal ind og mærke, hvor det gør ondt, og se hvor fejlene begås. Derpå griber han resolut fat om nældens rod. Hvis direktionen ikke har drevet virksomhed på betryggende vis under den gamle ejer, vil et nyt ejerskab næppe ændre på dette. Så når Ib Kunøe rykker ind i bestyrelseslokalet, skiftes der oftest ud på direktionsgangen. Der skal være frie hænder til at skære virksomheden til, sælge sekundære aktiviteter fra og købe op inden for kerneforretningen. Og processen skal ske uden utidig indblanding fra gamle aktionærer eller direktører.
Med en uddannelse som linjeofficer og en HD i organisation førte Aabenraa-drengens medfødte iværksættertrang i 1974 til etableringen af den danske afdeling af Mercuri Urval, som han siden udbredte til resten af Europa. I 1988 solgte Ib Kunøe sin halvpart af selskabet, og pengene herfra blev investeret i både handel, mobiltelefoni, ejendomme, kosmetik og reklamevirksomhed. Blandt investeringerne var kosmetologskolen Cidesco, Blic Optik, Unicare Nordic, Primare System, Hørecenter Midt-Vest og Pierre Robert.
I dag er fokus indsnævret til it-branchen, men til gengæld er investeringerne blevet stadig større. Trådene i det vidtforgrenede forretningsnetværk samles i Consolidated Holdings A/S, der fungerer som finansmandens personlige pengetank. Og den lader ikke en Joakim von And meget efter. Egenkapitalen passerede sidste år 833 millioner kroner.
Ib Kunøe har ofte investeret i mindre virksomheder, som senere har givet gode afkast. I 1992 købte han halvdelen af modeselskabet Sand. Ved salget af aktierne otte år senere var selskabet mangedoblet i størrelse og Ib Kunøe blev 141 millioner kroner rigere.
Næste trin var salget af Telmore til TDC, der atter beviste Ib Kunøes talent for at spotte en god forretning. Da discount mobilselskabet blev solgt til TDC, indkasserede Ib Kunøe omkring 193 millioner kroner for sin ejerandel på 43 procent.
En del af disse penge blev sat i spil da Ib Kunøe i juli 2004 overtog en synkende skude fra Danske Bank, Mærsk Data, TDC og Post Danmark i form af den stort anlagte e-handelsportal Gatetrade.net. De hidtidige ejere havde siden portalens start i 2000 investeret 300 millioner kroner uden at skabe nævneværdig omsætning, og virksomheden var på vej i likvidation. I stedet overtog Ib Kunøe virksomheden for et tocifret millionbeløb, smøgede ærmerne op og startede en turnaround som ny bestyrelsesformand.
Ib Kunøe indtog et konferencelokale hos virksomheden og gjorde den elektroniske markedsplads langt mere brugervenlig. Samtidig indførte man en ny entrepreneurship-kultur, hvor der var meget kort mellem beslutning og handling. Efter omlægningen solgte virksomheden på blot to måneder lige så mange Gatetrade-løsninger, som selskabet havde gjort i de foregående fire år.
Forretningsmanden ejer også en fjerdedel af det børsnoterede Danware, hvor han er bestyrelsesformand. Dermed har Ib Kunøe reelt magten over Danware, hvor han står bag en hård fokusering på salgsleddet. I 2005 rundede omsætningen 90 millioner kroner, mens overskuddet faldt til knap 15 millioner kroner.
Ib Kunøe har endvidere bestemmende indflydelse i børsnoterede Columbus IT, hvor han også er bestyrelsesformand. Dette ERP-selskab er et klassisk eksempel på Ib Kunøes forretningsmetoder. Columbus IT Partner A/S blev etableret i 1989 af Michael Gaardboe og udvikler it-løsninger baseret på Microsoft Dynamics. Efter notering på Københavns Fondsbørs i 1998 begyndte en hastig ekspansion med stor gældsætning til følge. Nordea måtte konvertere bankgæld til aktier, aktiekursen styrtdykkede og i december 2004 blev hovedparten af selskabet købt af Ib Kunøe.
Siden da har en turnaround skabt et mere fokuseret Columbus IT, et entydigt ejerskab og en bedre driftsstyring. I lang tid havde usikkerheden om selskabets fremtid ellers lammet salgsprocessen.
Aftalen om Columbus IT Partner illustrerede også Ib Kunøes næse for den gode forretning, da han købte 10,25 millioner aktier fra Nordea til halvanden krone stykket - eller knap 60 procent under den daværende børskurs. Desuden overtog han 2,4 millioner aktier fra Gaardboe Holding for blot 1 krone i alt. Med andre ord betalte Ib Kunøe 15,5 millioner kroner for aktier, der i dag har en børsværdi af mere end 225 millioner kroner.
Det giver en imponerende forrentning af den investerede kapital, men uden Ib Kunøe havde selskabet formentlig slet ikke eksisteret i dag.
Investeringen i Columbus IT Partner demonstrerede atter Kunøe-effekten. Som ved et trylleslag blev investorernes tillid genskabt og i løbet af blot fem uger firedobledes kursen til 14,74. Siden har kursen bølget op og ned, og ligger nu på omkring 9 kroner.
Der har været flere sten på vejen, ikke mindst da det kom frem, at Columbus IT Partner var blevet godt og grundigt snøret af direktøren for det russiske datterselskab, der havde flere familiemedlemmer på lønningslisten. Tabet blev omkring 8 millioner kroner og svindelsagen udløste en kraftig nedjustering af forventningerne til 2005-resultatet.
Ib Kunøes hidtil største transaktion er dog det nordiske marked for hardware, der startede med en aktiepost i Multi-Inform, der senere blev til Topnordic.
Dette selskab blev ramt hårdt af dotcom-krisen, men så gennemtrumfede ledelsen en kollektiv lønnedgang på fem procent for samtlige ansatte. Det reducerede omkostningerne så meget, at Topnordic tredoblede sit overskud, mens alle andre gik tilbage. Samtidig afstod bestyrelsen fra sit honorar, og direktionen gik 14 procent ned i løn. Som tak for lønnedgangen fik de ansatte overskudsbonus og medarbejdertilfredsheden steg til nye højder. Den handlekraft og signalværdi bragte Topnordic helskindet ud af krisen.
Faktisk var Topnordic i så god gænge, at Ib Kunøe i februar 2006 gennemførte et opkøb af den norske it-koncern Ementor via en baglæns fusion. I praksis opkøbte det børsnoterede Ementor altså Topnordic for 754 millioner kroner. Fra sin post som bestyrelsesformand i det nye selskab rakte Ib Kunøes ambitioner dog endnu længere. Allerede i juni 2006 opkøbte Ementor sin ærkerival Atea og derved skabte Ib Kunøe en nordisk it-gigant med en omsætning på 12,2 milliarder kroner. Prisen for Atea blev 838 millioner kroner, og med fusionen rettede Ib Kunøe for alvor øjnene mod en europæisk ekspansion via både organisk vækst og opkøb.
Bag succeshistorierne ligger Ib Kunøes evne til - efter sine mange år i Mercuri Urval - at finde de rigtige folk og give dem de rigtige udfordringer og ansvar. Det bekræftes af Jan Elbæk, der er direktør i Topnordic A/S, hvor han indgår i en direktion på i alt fire personer, der har Ib Kunøe som aktiv sparringspartner.
- Ib Kunøe er en dygtig bestyrelsesformand. Han er aktivt involverende og en god sparringspartner for medlemmerne i vores direktion. Han er ekstremt god til at se klart på en sag, og har efter min overbevisning ingen forudindtagede meninger, siger Jan Elbæk.
Ifølge Topnordic-direktøren fornægter Ib Kunøes mange år som leder af rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval sig ikke:
- Ib Kunøe kender mennesker. Han har en evne til at vælge de rette personer og sætte det rigtige hold. Det betyder, at han indsætter personer, der brænder for opgaven og knokler røven ud af bukserne, fordi vi tror på virksomheden. Det giver en sjælden ansvarsfølelse blandt kollegaerne af at vi skal blive en succes i fællesskab.
Ifølge Jan Elbæk står Ib Kunøe for nogle enkle og sunde ledelsesholdninger.
- Der er ingen snobberi over hans ledelsesstil. Den er meget ubureaukratisk og bygger på almindelig sund fornuft.
I forbindelse med sin 60 års fødselsdag i november 2003 trak Ib Kunøe sig fra alle bestyrelser i Mercuri Urvals datterselskaber og øvrige selskaber, hvor han ikke var hovedaktionær. Siden da har investeringerne stået i kø, og erhvervsmanden er i dag næsten mere aktiv end nogensinde tidligere. De lange arbejdsdage er dog ikke et problem for den snart 63-årige Ib Kunøe, der holder sig i form med løb, sejlads, golf og svømning.
Karaktertræk som ildhu og engagement kombineret med effektivitet og omgængelighed er nøgleord for Ib Kunøe.
Han er ikke manden, der læner sig tilbage på generalforsamlingerne i de anonyme aktionærers rækker. I stedet praktiserer han det aktive ejerskab, hvor han forlanger hurtige resultater og indtjening. Det har foreløbig givet pote med blandt andet ColumbusIT Partner, Topnordic og Gatetrade. Og nu altså også to millionaftaler med staten.
Faktabokse:
Blå bog
1968: Uddannet linjeofficer
1974: Stifter Mercuri Urval i Danmark.
1975: HD i organisation.
1988: Sælger sin halvdel af Mercuri Urval.
1992: Køber halvdelen af modehuset Sand.
2002: Udtræder af Mercuri Urval.
Januar 2004: Sælger aktieposten i Telmore til TDC.
Juli 2004: Opkøber Gatetrade.net A/S.
December 2004: Køber knap 40 procent af Columbus IT Partner.
Juni 2005: Køber 10 procent af Danware A/S for 38 millioner
kroner.
Februar 2006: Topnordic fusionerer med børsnoterede Ementor.
April 2006: Køber 15 procent af Danware A/S for 65 millioner
kroner.
Juni 2006: Ementor køber ærkerivalen Atea.
Ementor ASA (31,89 procent ejet)
Omsætning: 12,2 milliarder kroner. (proforma 2005)
Overskud: ikke oplyst.
Ansatte: 3.200.
Børsværdi: 2.541 millioner kroner.
Selskabet blev skabt i sommeren 2006 som en fusion mellem
Topnordic, Ementor og Atea og er i dag Europas tredje største
it-forhandler med ambitiøse planer om at blive endnu større.
Danware A/S (25 procent ejet)
Omsætning: 91 millioner kroner.
Overskud: 15 millioner kroner.
Ansatte: 55.
Danware udvikler softwareprodukterne NetOp Remote Control til fjernbetjening af computere og NetOp School til computerbaseret klasseundervisning. Ib Kunøe startede sit aktieopkøb i sommeren 2005 og har siden iværksat en ny vækststrategi. Ib Kunøe har
betalt sammenlagt 103 millioner kroner for 25 procent af virksom-
heden.
Columbus IT Partner A/S (34,47 procent ejet)
Omsætning: 649 millioner kroner.
Overskud: - 10 millioner kroner.
Ansatte: 943.
Børsværdi: 660 millioner kroner.
Columbus IT Partner A/S udvikler brancheløsninger baseret på
Microsoft Dynamics. Efter en fejlslagen ekspansion med stor gældsætning og styrtdykkende aktiekurs til følge, gik Ib Kunøe ind i selskabet i december 2004. Siden da har en turnaround skabt et mere fokuseret Columbus IT Partner og stifteren Michael Gaardboe er vendt tilbage som koncernchef. For 2006 ventes øget omsætning og et positivt resultat.
Gatetrade.net A/S (100 procent ejet)
Bruttofortjeneste: 7 millioner kroner.
Overskud: - 8 millioner kroner.
Ansatte: 19.
Egenkapital: 51 millioner kroner.
Gatetrade.net blev overtaget af Ib Kunøe i sommeren 2004, da de tidligere aktionærer TDC, Post Danmark, Danske Bank og Mærsk
Data kastede håndklædet i ringen. For et mindre millionbeløb overtog Ib Kunøe selskabet og har siden skabt et gennembrud for indkøbsportalen. Den samlede købsvolumen er nu flere milliarder kroner og
i 2006 venter Gatetrade overskud.
Billedtekst:skepsis - I Danware skal der ske noget i forhold til afsætningen. De er blevet for fede og sælger for lidt, udtalte Ib Kunøe i februar. Foto: Scanpix
OriginalModTime: 09-11-2006 13:44:18