Jens Alder skal fordoble TDC's værdi

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. oktober 2006.


telemarkedet TDC's nye topchef, Jens Alder, tiltræder næste uge, og hans mandat er klart: Han skal sikre et afkast på mindst 20 procent om året.

TDC's nye topchef får det svært på et marked, hvor telepriserne falder, og konkurrencen skærpes. Kan han klare skærene? Ja, siger eksperterne, men der skal trimmes og sælges fra.
Sølvræven er på vej fra borde, han skal erstattes af schweizisk omhu og internationalt schwung på broen hos TDC.
Giganten i den danske it- og televerden får ny topchef på onsdag, når Jens Jens Alder - tidligere boss for teleselskabet Swisscom - afløser Henning Dyremose, som dagen før har fremlagt koncernens regnskab for tredje kvartal.
Hening Dyremose flytter sig dog ikke ret langt væk: Han forbliver som "særlig rådgiver" og forventes valgt til bestyrelsesformand for TDC på selskabets generalforsamling til foråret.
Alligevel er der tale om et vandskel i selskabets historie, næsten lige så markant som da kapitalfondene overtog kontrollen med TDC i begyndelsen af året.
For mens de seneste måneder har været en slags interregnum, så bliver det nu alvor med at udmønte de nye ejeres strategi for at skabe markant værditilvækst i TDC.
Her vil Jens Alder stå over for særdeles udfordrende succeskriterier.
- Fondene kigger efter en ikke uvæsentlig værditilvækst, siger finansanalytikeren Peter Wendt.
- De forestiller sig nok 20 procent eller mere på årsbasis, vurderer han.
Det betyder, at Jens Alder over fem år - en sandsynlig tidshorisont for fondenes investering - skal mere end fordoble selskabets værdi.
Det er en ligning med flere ubekendte - herunder de generelle økonomiske konjunkturer, udviklingen på telemarkedet bredere set og investorernes appetit på aktiver i telebranchen. Men det er klart, at der skal en aktiv vækststrategi til for at projektet skal lykkes. "Business as usual" er bare ikke nok.

Et kortsigtet, men meget væsentligt delmål for Jens Alder er at få TDC afnoteret fra Københavns Fondsbørs.
Tidligere på året mislykkedes dette projekt for TDC, og man sidder nu tilbage med en særdeles kontrær gruppe af mindretalsaktionærer, samt en forpligtigelse til at opretholde en transparens på niveau med Fondsbørsens skrappe krav.
- Hvis fondene kan få selskabet afnoteret, bliver det meget lettere at flytte rundt på tingene, siger Peter Wendt.
Mens Henning Dyremose har måttet stå til ansvar over for aktiemarkedet hvert kvartal, vil Jens Alder få mere arbejdsro, hvis og når det lykkes at få TDC afnoteret.
Det kan give yderligere råderum på det område, hvor de nye ejere hidtil har fokuseret deres indsats, nemlig finansieringen. Tidligere på året har TDC udbetalt omkring 44 milliarder kroner i udbytte, hvoraf hovedparten er gået i kapitalfondenes lommer.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget yderligere der er at hente på finansieringsfronten.
Som William Melody, professor hos Center for Information and Communication Technology (CICT) på Danmarks Tekniske Universitet, påpeger, er der ingen automatisk garanti for, at den nye finansieringsstruktur vil vise sig mere effektiv end den gamle.
- Enten var den gamle finansieringsstruktur ineffektiv, eller også involverer den nye struktur uacceptable risici og begrænsninger på den fremtidige vækst, mener William Melody, der er en skarp kritiker af kapitalfondene.

En anden udfordring for Jens Alder bliver at gennemføre omfattende besparelser på driftsomkostningerne.
- Schweizerkniven skal på besøg. Der skal spares stort, siger teleanalytikeren John Strand.
Ifølge en analyse fra Strand Consult ligger TDCs driftsomkostninger, målt i forhold til omsætningen, væsentligt over niveauet hos de andre, nationale teleselskaber i Norden.
Sidste år brugte TDC 72 ud af hver 100 tjente kroner på omkostninger, mens niveauet hos konkurrenterne TeliaSonera og Telenor lå på 65-66 kroner. Selv hvis man justerer for forskellig regnskabspraksis, drives TDC mindre økonomisk end de andre store operatører.
- Der har fundet besparelser sted, men det har været på investeringerne, ikke på driften, vurderer John Strand.
En stor del af rationaliseringerne fremover må forventes at ske i selskabets danske forretning, særligt på fastnetsiden.
Antallet af medarbejdere i TDC's danske aktiviteter er ganske vist faldet fra godt 16.500 i midten af 2002 til under 14.000 i juni i år - en reduktion på cirka 15 procent.
Men der er klare tegn på, at aktivitetsnedgangen på det faste net accellererer.
I første halvår af 2006 faldt antallet af danske fastnetabonnenter med 126.000 - det største fald nogen sinde. Siden udgangen af 2003 er den afgående trafik på fastnettet reduceret med 30 procent. Det rammer primært TDC, der sidder på totredjedele af fastnetmarkedet.
På mobilsiden, derimod, kan TDC glæde sig både over en stabil markedsandel og et meget begrænset prispres. Her har opkøbet af Telmore succesfuldt reetableret TDC's kontrol også i lavprissegmentet.

En oprydning i TDC's internationale aktiviteter vil uundgåeligt stå højt på Jens Alders dagsorden, men det kan blive en kompliceret affære.
I Polen er salget af TDC's ejerandel i Polkomtel gået i hårdknude på grund af modstand fra Vodafone, der også ejer en andel i selskabet og gerne vil have fuld kontrol. TDC's aktiepost har en værdi på godt seks milliarder kroner.
Et salg af TDC Switzerland kunne batte endnu mere i regnskabet, selvom TDC aldrig får de 21 milliarder kroner, man betalte for selskabet i 2000.
- Selv med de høje priser, vi ser i dag, kan TDC næppe få mere end mellem 2,5 og 3,5 milliarder schweizerfranc (12-17 milliarder kroner) for selskabet, vurderer Panagiotis Spiliopoulos, analytiker hos den schweiziske bank Vontobel over for Computerworld.
Alligevel kan det være en god ide for TDC at skille sig af med selskabet, mener analytikeren.
- Set fra mit perspektiv giver det mening at finde en køber og så geninvestere pengene i TDC's nordiske kernemarkeder, siger han.
- Det schweiziske marked er ikke særligt attraktivt. Det er ikke et vækstmarked, og der er kun en vej for priserne, og det er nedad.
På tilkøbssiden er det sværere at se, hvor Jens Alder kan gøre en forskel. Der er næsten ingen større, uafhængige spillere tilbage på det nordiske marked - flere analytikere peger dog på Finlands Elisa Communications - der også har aktiviteter i Baltikum - som et muligt opkøbsemne.

Hvad forventes Jens Alders mis­sion så at munde ud i? Et salg af TDC - enten i form af en ny børsnotering, eller ved at en strategisk investor går ind i selskabet.
Den mest sandsynlige køber af TDC på længere sigt er et internationalt teleselskab, såsom Deutsche Telekom, vurderer analytikerne.
- Det, vi ser med TDC, er et led i den almindelige tendens hen mod konsolidering i sektoren, siger Peter Wendt.
- Slutinvestoren vil være et selskab med interesse i at øge sin kundebase.

Faktaboks:
En sten i skoen
Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, ATP, er med aktiver på godt 400 milliarder kroner en supersværvægter i den danske pensionsbranche. Selskabet er også den største tilbageværende mindretalsaktionær i TDC. ATP, der sidder med omkring 5,5 procent af aktierne i selskabet, mente nemlig ikke, at fondenes bud på 382 kroner per aktie var godt nok. Det mener markedet tilsyneladende heller ikke - for aktien handles i øjeblikket med en præmie på over 40 kroner i forhold til købstilbuddet.

Der verserer i øjeblikket en retssag om, hvorvidt TDC's nye ejere kan tvangsindløse mindretalsaktionærerne, herunder ATP. Den uafklarede tvist er ifølge finansanalytiker Peter Wendt en alvorlig kæp i hjulet på kapitalfondene.
- Det er sværere at håndtere TDC som et børsnoteret selskab, påpeger han.

En løsning kunne være, at TDC forhøjer sit tilbud til de tilbageværende aktionærer, men det vil ikke blive gratis for fondene.
- ATP vil sælge i det øjeblik, de kan få det, de har forlangt, siger Peter Wendt.

Faktaboks:
En arbejdsplan til Jens Alder

Jens Alders to-do-liste:
- Få afnoteret TDC så hurtigt som muligt.
- Sælg aktiviteterne i Schweiz, Østrig og Polen - og afklar strategien
i Tyskland.
- Igangsæt besparelser, særligt i den danske forretning, for eksempel
gennem outsourcing.
- Skærp fokus i forhold til erhvervsforretningen.
- Overvej afgrænsede tilkøb i Norden eller Baltikum, for eksempel
finske Elisa.

Jens Alders hold-nallerne-væk-liste:
- Fastnetforretningen i Danmark skal malkes til det yderste.
- Lad Henning Dyremose fortsætte det effektive lobbyarbejde.
- Oprethold borgfreden på det danske mobilmarked.
- TDC Song skal have frie tøjler til at vækste i det attraktive
erhvervsmarked.

Faktaboks:
Jens Alder
Jens Alder er 49 år og schweizisk-dansk. Han er uddannet ingeniør i Zürich og har en grad som master of business administration fra INSEAD i Frankrig. I henved 15 år arbejdede Jens Alder for det franske infrastrukturfirma Alcatel. Han kom til Swisscom i 1998 og blev topchef i selskabet i 1999.

Jens Alder forlod Swisscom med virkning fra januar 2006 efter en konflikt med selskabets statslige ejere over dets ekspansionsstrategi.

Billedtekst: vagtskifte Dansk-schweiziske Jens Alder (t.v.) overtager i næste uge roret i TDC efter Henning Dyremose, der dog ikke helt forlader selskabet. Han bliver særlig rådgiver og kandiderer til posten som bestyrelsesformand.Foto: Linda Henriksen/Scanpix

OriginalModTime: 26-10-2006 14:20:00




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere