Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. oktober 2006.
Danmark er verdens førende bredbåndsnation. Ifølge den seneste OECD-opgørelse (se grafikken til højre) ligger vi nr. 1 målt på andelen af befolkningen, der har adgang til bredbånd. Det er selvfølgelig glædeligt, al den stund bredbåndet er fremtidens vigtigste kommunikationskanal.
Interessen for bredbåndsudviklingen manifesterede sig da også i onsdags på Bredbåndsdagen 2006, der samlede 470 deltagere for at diskutere fremtiden for det danske bredbåndsnet: Hvor hurtigt, hvor dyrt, hvad slags? Det er selvfølgelig væsentlige spørgsmål. Men det vigtigste spørgsmål må være, hvordan vi kapitaliserer den enestående styrkeposition, Danmark har. Sat på spidsen: Hvad i alverden skal vi bruge alt det bredbånd til?
Mens bredbåndets interessenter diskuterer bredden og prisen af båndet intenst, bruger de væsentligt færre ord på at diskutere det indhold, som gerne skulle få forbrugerne til at efterspørge bredbånd, fordi de får en merværdi, der er prisen værd.
Det er flot, at Danmark er i front på bredbåndet. Men hvad er det lige, de danske forbrugere kan forbruge, som forbrugere i andre lande ikke kan? Det kan ikke være meningen med milliardinvesteringerne i bredbånd, at vi skal kunne se tv og ringe via nye kabler i stedet for gamle. Der må være mere i det - men hvad?
Det ser ud som om, den største knaphed i bredbåndsalderen ikke handler om teknologi, men fantasi. Hvor er de entreprenante drømme, der får forbrugerne til at længes efter båndbredde, som gør båndbredde til et must have?
I 1994 - før bredbåndet blev folkeligt - havde medieselskabet Time Warner bygget en fremtidsby i Orlando, hvor et hjem havde skærme i alle værelser. Beboerne kunne frit zappe mellem 500 tv-kanaler og internettet, og nyhedsudsendelserne tilbød links til baggrundsviden på nettet. Det er i 2006 - efter bredbåndet - stadig en fremtidsforestilling, selv i verdens førende bredbåndsnation.
Danmarks Radio begyndte ganske vist for to uger siden at transmittere hele sin tv-sendeflade over internettet, så vi nu kan se tv på en 17" skærm og kontorstol foruden 36" med surround sound og sofa. DR's satsning - hvor beskeden den end er - udstiller det manglende samarbejde mellem de private aktører på bredbåndsmarkedet. Skal vi virkelig sætte vores lid til, at en offentlig has-been monopolist skal skabe efterspørgslen på markedet for bredbåndsydelser? Er det virkelig ikke muligt for de mange private bredbåndsaktører at skabe så spændende og appellerende produkter, at brugerne rent faktisk gerne vil have bredbånd?
Hvis det private initiativ er svagt og magtesløst i Danmark, hvorfor så lade statslige DR's satsning stå alene? Hvorfor ikke fremme bredbåndsudviklingen med målrettede politiske tiltag, såsom fremme og støtte af film med alternative forløb, dokumentarprogrammer med indbyggede og opbyggelige quiz, adgang til telemedicin via tv?
Mulighederne for at kapitalisere på vores position som verdens førende bredbåndsnation er mange. Men initiativerne er få. Alt for få.
OriginalModTime: 26-10-2006 14:00:00
