Telegiganter vil ind på markedet for it-service

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. oktober 2006.


Teleselskaberne har for alvor kig på det lukrative marked for it-tjenester. Den potentielle gevinst er enorm - det globale marked anslås til 5.000 milliarder kroner årligt. Men teleselskaberne er i skarp konkurrence med firmaer som HP og IBM.

London: Som han står på podiet i British Telecoms hovedkvarter, ligner gråhårede, dis-tingverede Andy Green en mand, der har set lyset.
Den øverste chef for British Telecoms Global Services-division er en af de førende evangelister for en ny trosretning, som breder sig med lynets hast blandt etablerede teleselskaber overalt på kloden.
Teleoperatørerne skal tage kampen op på markedet for it-tjenester - i partnerskab med etablerede it-selskaber, når det er muligt, men om nødvendigt i åben konkurrence med dem.
- Overgangen til digital kommunikation har fundamentalt forandret verden over de seneste fem år, proklamerer Andy Green med eftertryk til en sal fyldt med analytikere og telejournalister.
Flere hundrede er samlet her i Londons finansdistrikt for at høre British Telecoms bud på den nye verdensorden i kommunikationsbranchen. Der nikkes, mens tasterne på BlackBerry-terminalerne gløder, når Andy Green udlægger udfordringerne for den globale telebranche.
- Vi konkurrerer i dag med mange forskellige mennesker i mange forskellige markeder. Og det er ikke bare andre teleselskaber, det drejer sig om. Når det gælder en global CRM-kontrakt kan vi for eksempel ligge i konkurrence med IBM, siger Andy Green.
I andre tilfælde kan det være selskaber som HP, CSC, Accenture eller andre systemintegratorer og konsulenter, som den britiske telegigant slås med. Og det er kun begyndelsen.
- Vi fortsætter med at udvide vores it-aktiviteter. Andelen af it-tjenester (i vores omsætning) er i betragtelig vækst, siger Andy Green.

Tendensen er global, og i Danmark kan Klaus Pedersen, direktør for TDC Erhverv, nikke genkendende til sin britiske kollegas beskrivelse af udviklingen.
- Den basale logik er, at vi ikke længere har en televerden og en dataverden, der er adskilt som i gamle dage, siger Klaus Pedersen.
Motiverne bag teleselskabernes interesse for it-området er åbenbare: Det som tabes indad - i takt med at kerneforretningen på fastnettet kommer under pres - skal vindes ved udadrettet ekspansion.
- Teleselskabernes traditionelle omsætning fra almindelig transport (af tele- og datatrafik) lider fortsat under faldende omsætning og marginer. De er konstant på jagt efter nye markeder, og markedet for it-tjenester ser igen særdeles attraktivt ud for teleselskaberne, vurderer Gartner-analytikerne Jean-Claude Delcroix og Craig Baty i en ny rapport.

Der er også en klar logik i, at operatørerne forsøger at følge med datakablerne ind i selskabernes interne it-strukturer. Dels har de allerede et kundeforhold til erhvervslivet, og det kan udnyttes til krydssalg. Dels går selve den teknologiske udvikling mod en total integration, ikke bare af tale og data, men også af teletjenester og it-tjenester.
- IP ved ikke, hvor Wide Area Netværk (WAN) stopper, og Local Area Netværk (LAN) begynder, påpeger Tom Craig, som er British Telecoms pre-sident for IP-netværk.
- Der er ikke mange, som vil købe et LAN hos British Telecom, og så bagefter gå ud og finde sig en anden udbyder af, for eksempel, IP-telefoni, siger Tom Craig.
I erhvervsmarkedet er det blevet en selvfølge, at selskaberne har en række forskellige varer på hylderne.
- Vi skal ind og levere mere end bare et fladt stykke infrastruktur, siger Klaus Pedersen fra TDC.
- Større kunder køber ikke længere infrastrukturelementer uden at overveje, hvad
der skal på af løsninger, siger han.
Det åbner for, at teleoperatørerne kan komme ind på et større kompleks af områder, der traditionelt har været opfattet som it-selskabernes domæne. Det gælder produkter som infrastruktur og tjenester til customer relationship management, storage og hosting samt sikkerhedstjenester, såsom firewalls.

Men ikke alle iagttagere er overbeviste om, at træerne vil vokse ind i himlen for teleselskaberne. For det første her-
sker der som udgangspunkt voldsom trængsel blandt udbydere af it-tjenester.
- It-servicebranchen er allerede overfyldt, og den vil opleve en konsolidering. Konkurrencen er utrolig hård, påpeger Gartner-analytikerne.
Samtidig kan teleselskaberne ikke umiddelbart forvente, at deres virksomhedskultur kan omplantes til andre brancher, tilføjer de.
Kulturen i it-servicebranchen er meget forskellig fra kulturen i telekommunikationsbranchen. Mens teleselskaberne traditionelt leverer et standardiseret produkt beregnet på et massepublikum - en slags teknologisk stangtøj - så er it-selskaberne vant til at skræddersy konkrete løsninger til kunderne.

Det er også et åbent spørgsmål, om teleselskaberne har den nødvendige størrelse. Relativt betragtet er selv de mest velvoksne teleaktører meget små spillere på it-feltet.
IBM havde for eksempel i 2005 en global omsætning på omkring 550 milliarder kroner. Til sammenligning havde British Telecom sidste år en omsætning på mindre end 70 milliarder kroner på det, som selskabet kalder "den nye bølge" af forretningsområder - mo-
bilitet, bredbånd og it-
tjenester. Heraf udgør egent-lige it-tjenester altså kun en mindre del.
Men egentlige it-tjenester er i vækst. TDC ønsker ikke at oplyse, hvor stor en del af selskabets omsætning, der stammer fra it-tjenester, men bekræfter, at det drejer sig om flere hundrede millioner kroner. TDC-ejede Netdesign, der er et separat selskab, som står for løsninger på en Cisco-platform, omsatte sidste år for godt 400 millioner kroner.
- Det er en betydelig del af vores omsætning, der kommer fra hosting og outsourcing. Det er et forretningsområde i klar vækst, siger Klaus Pedersen.

Hvor går grænsen for teleselskabernes ambitioner? British Telecom forestiller sig ikke, at man vil gå ind og tilpasse for eksempel SAP-systemer til virksomheder, men nok at man kan styre datatrafikken, så dele af systemerne bliver beskyttet.
Et eksempel på trafikprioritering kan være, at man beskytter den trafik, der er relateret til finansfunktionerne, så de ikke går ned samme dag, som firmaet afslutter kvartalsregnskabet, bare fordi der samtidig er en global telekonference blandt salgsdirektørerne.
Men der er altså grænser for, hvilke it-tjenester det giver mening for teleselskaberne at tilbyde.
- Vi forventer ikke, at det hele ender som et stort miskmask, siger British Telecoms Andy Green.
Klaus Pedersen fra TDC Erhverv tror heller ikke, at hans selskab vil komme til at konkurrere direkte med softwarehuse og konsulenter på alle fronter.
- Vi bevæger os opad i værdikæden, men det er inden for kommunikationsbaserede applikationer. Det at integrere et CRM- og ERP-system er ikke det mest naturlige for TDC, siger han.
Blandt fokusområderne for TDC peger Klaus Pedersen på sikkerhed, hosting og storage.
Under alle omstændigheder er integrationen af tele- og it-tjenester et langsigtet projekt for teleselskaberne. At forvandle traditionelle teleoperatører til firmaer, der står solidt plantet på to ben, vil tage en rum tid.
- At omskabe et traditionelt teleselskab til en organisation, hvor it-tjenester spiller en ledende rolle, er en langsigtet strategi, som det kan tage mellem fem og ti år at opnå, vurderer Gartner-analytikerne Jean-Claude Delcroix og Craig Baty.

Faktaboks:
Elsker - elsker ikke
Teleselskaberne vil gerne i clinch med it-branchen, men det er få it-selskaber, der brænder efter at gå ind i tele­industrien.

En årsag til den ensidighed er, at it-selskaberne opfatter teleselskaber som et lavere led i værdikæden, skriver Gartner i en rapport om emnet.

En anden grund til, at it-­selskaber ikke overtager teleselskaber, er, at intet selskab (undtagen andre teleselskaber) vil købe en forretning, hvor prisen på produkterne ­falder med mindst 10 til 20 procent om året, skriver ­Gartner-analytikerne.

Billedtekst: CRM Customer relationship management og teleselskaber er måske ikke den mest oplagte kombination. Men British Telecom og andre teleselskaber vil gerne ind på markedet.

OriginalModTime: 12-10-2006 14:25:35




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere