Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. oktober 2006.
Forcering, centralisering og tvang. Tre usædvanligt skarpe ord i den danske samfundsdebat, og nok taget ud af en rundere sammenhæng, men ikke desto mindre karakteriserer de budskabet fra det ekspertpanel, som NNIT, Dansk IT og Computerworld havde samlet i forbindelse med tirsdagens afvikling af Danmarksmesterskaberne i digital forvaltning. Her blev landets 10 bedste digitale forvaltninger hædret og fortalte om nøglen til deres succes.
Dette ekspertpanel eller "digitale tæskehold" bestående af landets førende it-meningsdannere fremlagde deres bud på, hvad der skal til for at toptune fremtidens digitale forvaltning og maksimere gevinsterne ved de omfattende digitaliseringsinvesteringer, som den offentlige sektor har foretaget i de senere år. Resultatet blev en liste med 10 handlingsorienterede bud, som fremgår på forsiden af denne avis.
Der skal først og fremmest ledelsesmæssig courage eller mod til både i ledelsen af embedsværket og de folkevalgte forsamlinger, hvis de 10 digitale bud realiseres. Et digitalt courage, der handler om, at de administrative ledere i det offentlige skal foreslå, efterlyse og presse på for at få politikerne til også i handling at bakke op om en ny digital forvaltningspraksis, som er beskrevet nærmere på siderne 18 og 19.
Politikerne skal på deres side demonstrere, at de mener alvor med de flotte politiske visioner ved at tillade anvendelse af de digitale værktøjer til at understøtte samfundsprocesserne på nye måder.
Dansk IT's formand, Lars Mathiesen, der også er CIO i Nykredit og repræsenterer it-lederne, fremlagde et udspil til en ny dagsorden for e-government i Danmark, hvor netop nye forretningsmodeller er et centralt omdrejningspunkt.
Forretningsmodeller er et ord, som erhvervslivet bruger til at skabe ny vækst og tilfredse kunder, men som i den offentlige sektor generelt og blandt politikere i særdeleshed ofte får en odiøs klang. Men det er ikke desto mindre et nøglebegreb for fremtidens digitale forvaltning. Det lille effektive begreb ny forretningsmodel betyder oversat til velfærdsdansk blot nye samfundsprocesser.
Fuldstændig som deres lederkolleger i erhvervslivet står de offentlige ledere i kommuner og folketing over for en kæmpe udfordring. Digitaliseringen skaber så store muligheder for at skabe nye og bedre forretnings- og samfundsprocesser, at handlekraft bliver en meget synlig egenskab, der skiller de bedste fra resten - uanset om man sidder i et bestyrelseslokale, kommunaldirektion eller en folketingssal.
Der næppe tvivl om, at mange politikere frygter det "monster", de selv har skabt i skikkelse af den digitale forvaltning, og tøver med at slippe det løs. Men det er, hvad der skal til.
John Vammen, vicedirektør i NNIT, som står bag rapporten "Public Digital Governance 2006 - Dansk Best Practice", efterlyste konkrete, handlekraftige tiltag, som brugerbetaling for analoge ydelser og en forceret udbredelse af den digitale signatur til virksomheder. Problemet med den slags tiltag er en frygt for protester og kritik fra borgere og vælgere, som pressen hellere end gerne formidler.
Det er præcis her, hvor politikerne ser konsekvenserne af det digitale forvaltningsmonster i øjnene, at digitaliseringsprocessen går i stå. Det er præcis her, det ledelsesmæssige courage skal træde til, hvis de rosværdige politiske visioner og ambitioner skal forplante sig til en virkelighed, der har betydning for samfundet.
For selvom 78 procent af de offentlige institutioner har nedskrevet en digital strategi, og flertallet følger Videnskabsministeriet avancerede hvidbog om it-arkitektur, oplever kun tre procent af virksomhederne - ifølge de offentlige forvaltninger selv - at de sparer penge ved at kommunikere digitalt med landets kommuner, styrelser og direktorater. Og kun 16 procent af borgerne opnår - igen ifølge dem selv - hurtigere sagsbehandling gennem digital kommunikation.
Nu foreligger 10 bud på, hvordan digitaliseringen kan tage det næste store skridt frem. Grib dem, følg dem, lev dem ud.
mrl
OriginalModTime: 12-10-2006 13:41:24