Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 6. oktober 2006.
SNW Europe Når lovgivning og samarbejdspartnere kræver, at virksomheden gemmer flere data, stiller det øgede krav til arkiveringsløsningerne.
Compliance. Det engelske ord gik igen i mange af indlæggene på SNW Europe-konferencen i Frankfurt. Det kan nærmest oversættes til "overensstemmelse" i betydningen "at være i overensstemmelse med bestemte krav".
Ordet bruges om de øgede krav til arkivering og dokumentation, som erhvervslivet har oplevet efter Enron- og Worldcom-skandalerne i USA. De førte til den såkaldte Sarbanes-Oxley-lovgivning, der stiller krav til børsnoterede virksomheder.
Nogle talere på konferencen mente, at der også i Europa vil komme skærpede krav til, hvilke data virksomhederne skal gemme og være i stand til at gendanne. Det kunne føre til et øget behov for løsninger til langtidsarkivering.
I Danmark bestemmer Bogføringsloven, at virksomheder skal gemme bogføringsdata i fem år. Loven skelner ikke mellem elektroniske data og papir. Chefkonsulent Kristian Koktvedgaard fra Dansk Industri kender ikke til, at der skal være skærpede krav på vej til virksomhederne - hverken fra Folketinget eller EU.
- Der var nogle rygter om, at EU's 8. selskabsdirektiv ville medføre nogle øgede krav til arkivering. Men det ligger ikke i teksten, der blev vedtaget, siger han.
Skønt der ikke er større ændringer på vej, kan danske virksomheder alligevel blive nødt til at sætte sig ind i de regler, der gælder i andre lande. Det kan være nødvendigt, hvis en samhandelspartner stiller krav om det.
Blandt SNW-udstillerne var schweiziske NovaStor, der introducerede programmet HiFreezer til styring af langtidsarkivering. Det holder styr på, hvilke data man har arkiveret, og hvor de er placeret. For eksempel kan programmet efter ti år give besked om, at det er på tide at indlæse en båndkopi og skrive den på ny.
- Vores system fører log, så man kan se alt, hvad der er sket med data, efter de blev arkiveret. Fordi det er softwarebaseret, kan man bruge sin eksisterende infrastruktur til arkiveringen, siger Andreas Buschmann fra NovaStor.
OriginalModTime: 14-11-2006 13:48:03