Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. august 2006.
De store leverandører af ESDH-systemer er baseret på arkiveringsløsninger. Nye satser på samarbejde.
Traditionelt har opbygning af dokumenthåndteringsløsninger taget udgangspunkt i den offentlige sagsbehandling.
Man satte populært sagt strøm til de arkivskabe, hvor de journaliserede dokumenter blev gemt, hvilket hurtigt gav mening og medførte besparelser.
Men ifølge konsulenthuset Devoteam Fischer & Lorenz tager disse løsninger slet ikke højde for de teknologiske landvindinger, der er skabt, når det gælder håndtering af dokumenter elektronisk, og som i høj grad er taget i anvendelse hos leverandører af samarbejdsværktøjer.
Som et eksempel på et af de nye selskaber, der har en anden tilgang til ESDH, peger Devoteam blandt andet på Netcompany, der i denne uge fik et kraftigt kapitalindskud fra det internationale ventureselskab Axcel, der overtog 60 procent af selskabet. Netcompany har specialiseret sig i opbygning af netbaserede løsninger, og selv om selskabet i dag ikke har fokus på det deciderede offentlige marked ,ligger det dog i planerne at gå yderligere ind i denne sektor.
- ESDH-branchen har været præget af traditionelle spillere, hvis oprindelige udgangspunkt har været at sætte strøm til arkivskabet henne i hjørnet. Arkivering i sig selv var vigtigt at understøtte rent it-mæssigt og heri lå en god besparelse. Nu er der kommet en ny generation af it-løsninger, hvor det at hente og gemme i de elektroniske arkiver regnes for at selvfølge, og hvor man i stedet fokuserer på at samarbejde effektivt og brugervenligt om det som hentes og gemmes. Det giver et hul i markedet, at de traditionelle spillere kommer fra arkivering og skal tilpasse sig effektivt samarbejde og kollaboration som en egentlig disciplin, siger André Rogaczewski, salgsdirektør og partner i Netcompany.
Han erkender, at det offentlige er underlagt helt andre krav til sagsbehandling end eksempelvis private firmaer, og at det naturligt sætter visse begrænsninger på systemerne.
- Vi har bygget løsninger til private og halvoffentlige virksomheder med fokus på brugervenlighed og sikret at de rent faktisk anvendes og indfrier de forretningsmæssige gevinster. Efterfølgende har vi også været i tæt dialog med kommuner og statslige institutioner, for at se hvad vi mangler for at leve op til kravene, og det har været en sund indgangsvinkel til dette marked, siger han.
Netcompany regner ikke med at lande de store offentlige kontrakter her og nu, men André Roga-czewski forventer, at når en række af de institutioner, der var tidligt ude med anskaffelser af ESDH-systemer skal genoverveje deres kontrakter i løbet af 2007 og 2008, så vil der være gode muligheder for et gennembrud.
Billedtekst:
Samarbejde Det giver et hul i markedet, at de etablerede leverandører skal tilpasse sig effektivt til samarbejde, siger André Rogaczewski, salgsdirektør og partner i Netcompany.
OriginalModTime: 17-08-2006 14:50:26