Fremtidens mand

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. juni 2006.


Ray Ozzie er typen, der har det svært i større forsamlinger, men han er måske manden, der kan bringe Microsoft ind i fremtiden. Sådan lyder vurderingen blandt nogle af dem, som har mødt den nye Microsoft-chef.

Da Bill Gates tidligere på ugen kunne meddele, at han sluttede som chefsoftwarearkitekt i selskabet og i løbet af en toårig periode ville overlade stillingen til den tekniske direktør Ray Ozzie, var der mange i it-verdenen, der spærrede øjnene op og måske kneb sig selv i armen. Kunne det virkelig passe, at den it-personlighed, der, om nogen, har stået for dyrkning af den intellektuelle side af it pludseligt skulle stå i spidsen for udvikling af software til masserne, hvor det ikke er avancerede samarbejdsfunk­tioner, men langt mere simple operationer, der står på dagsordenen.
Promoveringen kommer kun godt et år efter, at Microsoft købte Ray Ozzie og hans selskab Groove Networks, og dermed sikrede sig et af softwarebranchens stærkeste ikoner.
Ray Ozzie var en af grundlæggerne af softwareselskabet Iris, der senere blev indlemmet i Lotus Notes, hvor han blandt andet var med til udviklingen af Lotus 1-2-3, der på det tidspunkt var verdens mest udbredte regneark. Senere udviklede han Lotus Notes, der med 125 millioner brugere er verdens mest brugte samarbejdsværktøj.

Ray Ozzie forlod imidlertid Lotus tilbage i midten af halvfemserne for at starte egen virksomhed.
- Mit indtryk er, at han syntes, at Lotus med sine 5.000 ansatte var blevet for stort, og at han hellere ville deltage mere i processerne selv, siger salgsdirektør i IBM Henrik Mørck, der tidligere var administrerende direktør for Lotus Danmark.
Han har mødt Ray Ozzie et par gange i forbindelse med sit arbejde, dog uden at være kommet helt tæt på manden.
- Han havde guru-status allerede dengang og var et af de ikoner i Lotus, som man så op til både som tekniker og som sælger, siger han.
For Henrik Mørck er Ray ­Ozzie mere den, der udtænker de nye muligheder på baggrund af de nyeste teknologier, end han er manden, der står og sælger dem på rampen foran en stor forsamling.
- Hvis jeg skal karakterisere ham, så virkede han indadvendt og nærmest som Bill Gates selv. Hvor nogle er spradebasser, der er meget udadvendte, så husker jeg ham som ikke særlig synlig og ikke rigtigt kunne "fange" de mennesker, der lyttede. Men qua jobbet, som han havde, var der stor respekt om ham, siger han.
Henrik Mørck undrer sig dog samtidig over, at Ray Ozzie har valgt at sige ja til jobbet som chefsoftwarearkitekt.
- Ray Ozzie tænder på at være i en organisation, hvor han har meget indflydelse, og der er hurtig vej til resultater, og jeg kan frygte, at han bliver frustreret i så stor en organisation. Det var jo en af grundene til han rejste fra Lotus, så på en måde virker det helt vildt på mig, at han nu er gået over i den helt anden grøft, siger den tidligere Lotus-direktør.
Beskrivelsen af den stille og ydmyge person stemmer godt overens med opfattelsen hos en anden af de danske Lotus Notes-pionerer, Lars Munch-Johansen. Han har siden halvfemserne startet flere virksomheder baseret på Lotus Notes og har mødt Ray Ozzie flere gange.
- Det er en mand, man kun kan have total respekt for. Han er rolig og ydmyg, og han gør ikke det store ud af sin fremtoning, siger han.
Lars Munch-Johansen peger blandt andet på, at Ray Ozzie ofte udvikler løsninger, der går på tværs af den konventionelle tankegang. Som eksempel peger han på Ray Ozzies udviklingsselskab Groove Networks, der udvikler samarbejdsværktøjer, baseret på samme peer-to-peer teknologi som man finder i eksempelvis de forkætrede fildelingstjenester KaZaa og før det Napster.
- Han prøver at finde på løsninger uden at have en fasttømret måde, hvordan tingene skal løses på. Han ser nogle business-problemer, og så bliver han inspireret af nogle teknologiske muligheder og udvikler dermed en løsning, siger han.

Lars Munch-Johansen finder udpegningen af Ray Ozzie som perfekt for Microsofts mulighed for at tilpasse sig nye internetbaserede salgskanaler, også kaldet ASP eller hosting.
- Når man ser på ASP-virksomheder som eksempelvis Salesforce.com, som leverer deres produkter på en helt anden måde, bliver Microsoft nødt til at flytte sig fra den model, de har i dag, som er gammeldags med bare at sælge software. Nogen er nødt til at tænke det anderledes. Jeg tror Ray Ozzie kommer til at levere det, som Microsoft gør i dag, men på en helt anderledes måde, og det tror jeg, han bliver talsmand for, siger han.
Lars Munch-Johansen deler ikke helt den tidligere Lotus Notes-direktørs bekymring for, om Ray Ozzie vil falde til i sin nye stilling.
- Styrken i Microsoft er, at man godt må finde på noget genialt uden at skulle tage hensyn til en masse andre mennesker. Så jeg tror, at hvis Ray Ozzie finder på noget genialt, så vil det stille og roligt og muldvarpeagtigt grave sig ind i organisationen og udvikle sig, så jeg tror, han passer godt ind. Om ti år vil han være kendt, som den, der teknisk ændrede Microsofts platform, siger han.

Billedtekst:
ny platform Ray Ozzie vil
om ti år være kendt som den,
der teknisk ændrede Microsofts platform, mener Lars Munch-Johansen, som har mødt Microsofts nye chef.

Billedtekst:
undren - Ray Ozzie tænder på at være i en organisation, hvor han har stor indflydelse, og der er hurtig vej til resultater, og jeg kan frygte, at han bliver frustreret i så stor en organisation, siger tidligere Lotus-direktør i Danmark Henrik Mørck.

Billedtekst:
fornyer - Han kommer til at levere det, som Microsoft gør i dag, men på en helt anderledes måde, siger Lars Munch-Johansen, tidligere direktør i Notes-huset Complet, der blev moder for en lang række danske Lotus Notes-huse.

OriginalModTime: 22-06-2006 14:49:47




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere