IP-selskaber i høj søgang

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. juni 2006.


Det amerikanske IP-selskab Vonage har fået en hård medfart efter sin børsintroduktion. Skandinaviske Telio noteres denne uge, på et tidspunkt hvor tvivlen om forretningsmodellen for IP-telefoni øges.

Der er store forhåbninger til IP-telefoniens langsigtede potentiale, men dens første møde med virkeligheden på finansmarkederne har givet grimme ridser i lakken.
Det amerikanske IP-selskab Vonage er kommet ud i voldsom bølgegang på New York børsen efter sin notering i slutningen af maj. Det kan godt give bange anelser for andre selskaber i branchen, for Vonage er det første IP-selskab, der er blevet børsnoteret nogetsteds.
Aktien debuterede med en pris på 17 dollars, men er siden styrtdykket med omkring 25 procent, og flere analytikere advarer om, at den kan falde yderligere til omkring ti dollars.
En række tekniske og markedsmæssige faktorer spiller ind, herunder de i øjeblikket meget nervøse globale aktiemarkeder. Den hårde medfart, Vonage har fået, skyldes imidlertid også grundliggende tvivl om markedet for IP-telefoni og skepsis i forhold til den forretningsmodel, selskaberne i branchen anvender.
- Jeg tror, prisen på telefoni (over internettet) vil falde til nul, siger Todd Rethmeier fra investeringsbanken Soleil Securities til Business Week.
Det er ikke gode nyheder for et selskab som Vonage, der nok har formået at kapre 1,7 millioner kunder, men som også kører med et bragende underskud og først forventes at vise positiv indtjening i 2008 eller 2009. Ved sin introduktion på børsen havde Vonage en værdi på godt 15 milliarder kroner, men det er et niveau, der kan blive meget svært at retfærdiggøre, hvis prispresset på IP-området øges.
De amerikanske analytikere har da også været hårde ved selskabet. Flere vurderer, at der er så mange usikkerhedsmomenter, hvad angår indtjeningen på IP-telefoni, at det er næsten umuligt at fastsætte en realistisk pris på et sådant selskab. Ifølge Jay Ritter, en amerikansk professor i finansiering, kan man således argumentere for, at den fair pris på aktierne i Vonage ligger hvor som helst mellem en og 50 dollars.

Hvordan europæiske investorer tager imod selskaber, der satser hele butikken på IP-telefoni, bliver klarere allerede i løbet af få dage. Den første børsintroduktion af et europæisk IP-selskab forventes nemlig at blive en realitet fredag, når norske Telio noteres på børsen i Oslo.
Telio, der også opererer i Danmark under navnene Tellio og Musimi, har alt i alt knap 100.000 kunder - hvoraf godt ti procent er danske.
Telio er ligesom Vonage tabsgivende, men har dog - i modsætning til amerikanerne - en positiv pengestrøm. Telio har imidlertid store ambitioner om at vokse gennem international ekspansion, der blandt andet skal finansieres af midlerne fra børsnoteringen.
Selskabet planlægger at bundle sin IP-tjeneste med et mobilt tilbud og satser både i Danmark og Norge på storforbrugere af telefoni, særligt i privatmarkedet.
Med den foreslåede introduktionskurs ligger Telios markedsværdi på 600-750 millioner norske kroner, eller mere end fire gange dets omsætning sidste år. Det er en ganske høj værdisætning, der antyder, at finansmarkedet forventer kraftig vækst i omsætning og driftsindtægter.

Analysefirmaet Gartner Group anslår, at antallet af abonnenter på IP-telefoni i Europa vil vokse med 60 procent om året frem til 2009. Firmaet forventer, at der vil være 12,6 millioner europæiske brugere af IP-telefoni på det tidspunkt, sammenlignet med 1,1 million i 2004.
Men der vil blive hård kamp om at tiltrække disse nye kunder. De etablerede teleoperatører introducerer i stigende grad deres egne initiativer på området.
I forhold til nye selskaber som Telio har de fordelen af en stor eksisterende kundebase og kan samtidig tilbyde en bred palette af produkter.
Konkurrencen vil blive yderligere skærpet i takt med, at indholdsleverandører som Google eller eBay, der sidste år købte Skype, også går ind på markedet og dermed udfordrer både IP-selskaberne og de etablerede operatører, siger Per Blom, leder af konsulenthuset Cap Geminis nordiske afdeling for telekommunika­tion.
Konsulenthuset forventer, at presset fra den type spillere alene kan skrælle 10-15 procent af operatørernes omsætning frem mod 2009 i takt med, at de eksisterende teleselskaber tvinges til at følge en mere aggressiv kurs på IP-markedet.
- Teleoperatørerne kommer delvist til at kannibalisere egne indtægter, siger Per Blom.

OriginalModTime: 01-06-2006 14:19:18




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere