Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 2. juni 2006.
USB-nøgle erstatter firewalls til hjemmearbejdspladser
Hvis en ny ansat i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) gerne vil have mulighed for at arbejde hjemmefra, får han eller hun udleveret en USB-nøgle. Når den bliver sat i hjemme-pc'en, starter et program, hvor brugeren kan logge ind på DUF's centrale it-system.
Derefter åbner et terminalservervindue, hvor brugeren har samme skrivebord som på arbejdspladsen. Kommunikationen mellem pc og server er krypteret.
Løsningen afløste i januar en firewall-baseret VPN-løsning (Virtuelt Privat Netværk), som organisationen havde anvendt siden 2004. Den største forskel er, at administrationsbyrden er mindre:
- Med VPN-løsningen havde vi firewall-bokse ude hos brugerne. Det virkede fint i starten, men når folk holdt op og nye kom til, var det et stort arbejde at ændre på opsætningen. Det største problem var, at løsningen krævede, at brugerne havde en fast IP-adresse. Derfor var de tit nødt til at ændre på deres internetabonnement, fortæller it-ansvarlig Bjarne Mathiesen Schacht fra Dansk Ungdoms Fællesråd.
Problemet voksede sig stort, fordi DUF er en organisation med stor personaleudskiftning. Da Computerworld CTO besøger Bjarne Schacht, har organisationen blot i den sidste måned sagt farvel til fire ud af 24 ansatte. Derfor lægger han vægt på, at det skal være nemt at fjerne en bruger og oprette en ny.
Det system, som DUF nu anvender, bygger på produktet G/On fra det danske firma Giritech.
- Det er meget let at give en ny bruger adgang: Jeg udleverer bare en USB-nøgle, som jeg lavede, da systemet blev sat op. Vi har foreløbig mistet en enkelt nøgle, der blev stjålet, så den har jeg meldt ugyldig på administrationsserveren, fortæller Bjarne Schacht.
Kommunikationen fra brugerens pc går over internettet til en G/On-server. Her valideres det digitale certifikat, som ligger på USB-nøglen. Hvis det godkendes, stilles brugeren videre til en Windows Terminal Server, hvor han eller hun logger ind på normal vis.
Hele brugeradministrationen foregår via det Active Directory, som DUF i forvejen anvender. Her er der tilføjet en gruppe, der omfatter de brugere, som skal have adgang til G/On-systemet.
- Jeg har stort set ikke været inde på G/On-serveren, siden vi satte den i drift, fordi al brugeradministration klares i Active Directory, siger Bjarne Schacht.
Han er meget tilfreds med løsningen, da den letter administrationsbyrden. Han vurderer, at han brugte ti gange mere tid på vedligeholde VPN-systemet.
G/On-systemet var også let at indføre: Forhandleren NetPartner havde afsat to dage, men da det hele virkede efter den første dag, blev det ikke nødvendigt at komme tilbage. Økonomisk set ligger løsningen på linje med VPN-løsningen. På længere sigt kan den blive billigere, fordi det er billigere at købe nye USB-nøgler frem for nye firewalls.
En fordel ved systemet er, at det kan bruges fra enhver pc med internet-adgang. Man skal blot have mulighed for at sætte en USB-nøgle i computeren.
Det er muligt at binde en USB-nøgle til en bestemt brugerkonto, men det udnytter DUF næsten ikke. Eneste undtagelse er Bjarne Schachts egen konto: Den kan man kun komme ind på, hvis man har hans egen USB-nøgle.
Nogle brugere har oplevet problemer med systemet. Det viste sig, at de kørte det på en pc, der ikke var udstyret med de seneste opdateringer. Bjarne Schacht bad dem besøge Windows Update, hvorefter problemet var løst.
Bjarne Schacht har et ønske til fremtidige udgaver af systemet:
- Det må gerne understøtte Macintosh. Vi har ikke Mac i organisationen, men det har nogle af vores medarbejdere derhjemme. En af dem har dog købt en pc for at kunne få adgang hjemmefra, siger han.
DUF administrerer blandt andet fordelingen af tipsmidler fra Undervisningsministeriet til en række ungdomsorganisationer. I den forbindelse er der øgede krav til sikkerheden i DUF's it-systemer.
- Ellers er der ikke særlige sikkerhedskrav til de informationer, vi arbejder med. Det helt store ønske fra brugerne har været, at de kunne få adgang til deres mail. Med systemet her kan de det samme hjemmefra, som de kan på jobbet, siger Bjarne Schacht.
DUF tilbyder alle medarbejdere en antivirusløsning. Men det lægger Bjarne Schacht mindre vægt på nu:
- Med terminalserverløsningen bliver der kun sendt skærmbilleder og tastetryk mellem pc og server. Dermed er risikoen for, at en virus spreder sig meget mindre, siger han.
Billedtekst:
OriginalModTime: 01-06-2006 13:17:10