Investorer har set lyset igen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. maj 2006.


Ny investering i dansk optisk teknologi giver anledning til optimisme i forskningsmiljøet efter flere års ørkenvandring.

Investorerne har atter fået øjnene op for projekter inden for optisk kommunikationsteknologi, der har fostret nogle af dansk it-industris store succeser, men som har ligget noget underdrejet de senere år. Der er et betydeligt potentiale i det hjemlige forskningsmiljø på området, men finansieringen og den kommercielle udvikling af produkter har haltet bagefter.
Sidste uge kunne et forskerhold bestående af tidligere og nuværende medarbejdere på Danmarks Tekniske Universitet i en artikel i det ansete tidsskrift Nature offentliggøre en ny metode til at overføre elektroniske datasignaler til lys. Samtidig meddelte en af forskerne bag artiklen, Rune Shim Jacobsen, at hans nye virksomhed SEMuS, baseret på opfindelsen og en række patentansøgninger, har fået en kapitalindsprøjtning på knap 1,5 millioner kroner fra et dansk ventureselskab.
Rune Shim Jacobsens virksomhed arbejder på at udvikle en såkaldt optisk modulator, der ligesom computerchips er lavet af silicium. Modulatoren vil gøre det muligt at transportere datasignalet helt ind i computeren i form af lys, i stedet for gennem et langsomt kobberkabel. En sådan modulator vil kunne øge en computers hastighed i samspillet med internettet dramatisk, og udgør derfor et særdeles perspektivrigt produkt, hvis den vel at mærke kan masseproduceres til en konkurrencedygtig pris.

Investeringen fra iværksætterfonden SEED Capital giver i første omgang SEMuS råd til at videreudvikle projektet. Her bliver det afgørende for teknologiens praktiske anvendelighed at nedbringe den spænding modulatoren forbruger.
- Det springende punkt er, hvor stor effekt vi skal bruge, siger Rune Shim Jacobsen.
Modulatorer, der er i produktion i dag, bruger ned til under seks volt, mens SEMuS' model fortsat kræver op mod 100 volt. Rune Shim Jacobsen håber dog at få succes med at nedbringe forbruget betragteligt over det næste års tid. Derefter vil det, hvis alt går vel, yderligere tage et sted mellem tre og fem år at nå til det punkt, hvor der kan udvikles egentlige produkter.
- Vi håber, at den nye metode viser sig god nok til at producere kommercielle komponenter, siger Rune Shim Jacobsen.
Hvis det viser sig, at den anvendte spænding kan nedbringes til kommercielt attraktive niveauer, vil det nye selskab gå på jagt efter internationale partnere - for eksempel blandt globale chipaktører som Intel og Advanced Micro Devices.
- Vi vil lede efter partnere blandt store selskaber, der har solid produktionserfaring, siger forskeren.

I den proces er SEMuS dog oppe mod alvorlig international konkurrence fra globale spillere som IBM og japanske NTT. De forfølger mål, der ligner dem, det danske selskab har sat sig, men under anvendelse af en principielt anden teknologi.
- Der er stor kommerciel interesse i dette område, siger Rune Shim Jacobsen.
For nylig gennemførte det amerikanske selskab Luxtera, der arbejder med en anden teknologisk platform end SEMuS, således en supplerende finansieringsrunde, der indbragte dem 22 millioner dollars (godt 130 millioner kroner) i ny kapital.
Konkurrenterne har altså betragtelige finansielle ressourcer, men - håber Rune Shim Jacobsen - en teknologi, der ikke matcher den danske. SEMuS' modulatorer er således meget mindre og billigere end konkurrenternes, hvilket er et væsentligt konkurrenceparameter i forhold til pc-markedet.
Investeringen fra SEED Capital, der har mere end 20 virksomheder i sin portefølje og et kapitalgrundlag på over 300 millioner kroner, giver i første omgang vigtig arbejdsro til at udvikle teknologien over det næste års tid. Hos SEED er man gået usædvanligt tidligt ind med støtte - et faktum, der understreger fondens positive forventninger til SEMuS videre udvikling.
- Det er potentielt meget banebrydende, siger Jakob Steen Jensen, investment manager hos venturefonden.

Investeringen i det nye projekt kommer på et tidspunkt, hvor det optiske forskningsmiljø efter en række magre år igen begynder at møde stigende interesse fra investorerne.
- Vi begynder at fornemme en større interesse, siger Anders Bjarklev, direktør for COM-DTU, det institut, der siden sin oprettelse i 1998 har spillet en central rolle i at udvikle projekter inden for optisk kommunikation.
- Signalerne er ved at blive bedre, vurderer han.
Danske projekter kan dog fortsat ofte have svært ved at matche deres internationale konkurrenter, når det drejer sig om at inkorporere erhvervsmæssige kompetencer og sikre sig den nødvendige finansiering.
- Mange danske projekter taget udgangspunkt i forskningen, mens man i andre lande ofte tager udgangspunkt i det mere erhvervsrettede, påpeger Simon Schou, analytiker hos Oxford Research.
- Skridtet fra opfindelsen til egentlig kommerciel innova­tion er oftest en af vores svagheder, siger han.
På DTU søger man målrettet at forbedre oddsene på dette område, blandt andet gennem samarbejde med venture-miljøet, der repræsenterer en række store investorer.
- Vi arbejder på at styrke dialogen mellem forskerne, investorerne og de, der kan bringe kommerciel ekspertise ind, siger Anders Bjarklev.

Billedtekst:
- Vi vil lede efter partnere blandt de store selskaber, der har solid produktionserfaring, siger Rune Shim Jacobsen fra forskerholdet bag en ny optisk modulator. Foto: Torben Klint

Boks:
Kapitalisterne er tilbage!
I de første tre måneder af 2006 investerede danske ventureselskaber omkring 380 millioner kroner, og meget tyder på, at indeværende år sætter rekord for ventureinvesteringer. I en nylig opgørelse vurderer Vækstfonden og brancheorganisationen Danish Venture Capital Association, at sidste års rekord på to milliarder kroner i investeringer står for fald. I første kvartal steg de danske investeringer med 30 procent i forhold til samme periode sidste år. Til sammenligning var væksten i venturebranchens moderland USA på 18 procent.
Omkring en tredjedel af de totale danske venture-investeringer går til projekter i it-branchen, der stadig spiller andenviolin i forhold til bioteknologien. Den gennemsnitlige størrelse af investeringsrunderne inden for it er dog kraftigt stigende - fra et lavpunkt på fem millioner i 2004 til omkring 20 millioner kroner i gennemsnit i år.

Boks:
opfindelsen
DTU-forskernes opfindelse går ud på at ændre egenskaberne i silicium ved at deformere dets krystalstruktur. Det sker, når man dyrker et specielt lag af glas oven på silicium-krystallen. Det gør det ifølge forskerne muligt at ændre materialets optiske ledeegenskaber. En modulator fremstillet af dette elektro-optiske silicium og integreret i for eksempel en pc, vil principielt gøre det muligt at erstatte elektroniske signaler i computeren med de meget hurtigere lyssignaler.

OriginalModTime: 18-05-2006 14:21:18




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere