Slagsmål om betaling af Danmarks nye beredskabsradio: "Tvangskunder" skal finansiere Tetra-radio

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. maj 2006.


Et nyt, fælles radio­system for politi og beredskab kommer til at koste rigtig mange penge. Hvor de skal komme fra, er ikke besluttet - men staten kan få prisen pr. bruger ned ved at kræve, at kommunerne køber stort ind.
Alle Danmarks beredskabsmyndigheder skal have et nyt fælles radiosystem, lyder den officielle melding. Men hvor mange det omfatter, er ikke afklaret endnu. Politi, ambulancer og brandvæsen er selvskrevne kunder, men skal Forsvaret, Falck, el-selskaberne eller måske alle landets hjemmehjælpere også regnes med, så prisen pr. mand kan holdes nede?
Blandt beredskabsfolk går bekymringen nu på, om staten pålægger kommunerne "tvangs­kunder" for at få det økonomiske puslespil til at gå op. I så fald vil regningen blive sendt tilbage til staten, lyder det.
- Hvis staten pålægger kommunerne en opgave, der koster flere penge end tidligere, så må der følge penge med. Så hvis der bliver sagt tvangskunder, rækker vi hånden frem og siger DUT, siger Jesper Djurhuus, næstformand for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer.
DUT er forkortelsen for Det Udvidede Totalbalance-princip. Det er samme princip, der gælder, hvis for eksempel Folkeskolerne bliver pålagt at undervise flere timer i engelsk.
Men endnu er de økonomiske konsekvenser af et skift til Tetra meget uvis, ud over at ingen er i tvivl om, at det bliver dyrere end før.
- Vi ved ikke, hvad det vil koste, eller hvordan det skal finansieres. Vi ved ikke engang, hvor mange penge kommunerne bruger på deres nuværende radiosystemer, siger Michael Hald, konsulent i Kommunernes Landsforening.

Et landsdækkende Tetra-netværk med passende dækning og stabilitet vil koste mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner at bygge og drive i ti år, viser beregninger fra analysefirmaet Gartner.
Kravene til driftssikkerhed er meget strenge, for nettet skal pinedød virke i alle tænkelige krisesituationer, når alt andet bryder sammen. Skal omkostningerne alene deles mellem måske 12.000 "blå blink"-kunder, bliver det rigtig mange penge pr. bruger. Dertil kommer op mod 8.000 kroner for hver håndradio.
- Man lægger op til, at det skal være det samlede beredskab, ser det ud til, og jeg tror, grunden er, at man vil have brugere nok. Et landsdækkende system med ganske få brugere bliver jo meget dyrt pr. bruger. Så det er et spørgsmål om at få så mange med som muligt, siger Bo Wassberg, direktør for Tetranet.
Han understreger, at en modernisering af radiosystemet også kan give besparelser.

Tanken har hele tiden været, at en masse erhvervskunder på samme netværk skulle være med til at holde priserne nede for alle. Således kritiserede daværende direktør for Tetranet Ole Niss i 2003 beregninger, der pegede på, at det ville blive dyrt at bruge Tetra, hvis erhvervskunderne blev væk.
- Når man antager, at kun beredskabet er kunder på et netværk, siger det sig selv, at priserne tordner i vejret. Men i vores forretningsplan er beredskabet kun en brøkdel af kundemassen, og derfor er det ikke helt rimeligt at puste priserne op på denne måde, sagde han dengang.

Lykkes det ikke at få et stort antal erhvervskunder med - og ikke meget tyder på, at det sker - er der kun ulemperne tilbage ved at overlade landets nødradioer til et privat firma, der reelt har monopol, lyder bekymringen i beredskabet.
Denne bekymring deles af direktøren for Comitel, Peer Kølendorf, der har 40 års erfaring med mobilradio. Han mener, at den eneste fornuftige løsning vil være at starte helt forfra.
- Staten må købe frekvenserne tilbage og indrømme, at der er begået en fejl. Det burde ikke være nedværdigende at gøre det, for situationen var en anden, dengang man gav frekvenserne væk, siger Peer Kølendorf.

Billedtekst:
"Et landsdækkende system med ganske få brugere bliver jo meget dyrt pr. bruger. så det er et spørgsmål om at få så mange med som muligt"
Bo Wassberg, direktør for Tetranet

Boks:
Tetra - TErrestial Trunked RAdio
Europæisk standard for digital radiokommunikation, vedtaget i 1995. Udviklet i samarbejde med europæiske beredskabsmyndigheder. At et radiosystem er trunkeret, betyder, at der ikke skal bruges en separat frekvens for hver kanal.

På verdensplan er der i dag knap 800 Tetra-netværk i brug i 77 lande.

På trods af standardiseringen, har operatører af Tetra-netværk frie hænder til at bygge deres egen, lukkede infrastruktur. En Tetra-terminal skal derfor sættes op til hvert netværk, ligesom der ikke umiddelbart kan skiftes mellem forskellige netværk. Der er ikke roaming-aftaler mellem operatørerne på samme måde som med en mobiltelefon.

Fordelene
Der er mange fordele ved Tetra, i forhold til de gamle analoge radiosystemer:
Krypteret kommunikation - så pressefotografer og bankrøvere ikke kan lytte med på politiets radio
Bedre lydkvalitet - ingen støj på linjen
Dataoverførsel - dog kun op til 28,8 kilobit i sekundet.
Gruppekald - brugerne kan løbende til- og afmelde sig grupper, og dermed kun modtage relevante beskeder
Prioritering af opkald - ved overbelastning af netværket får de vigtigste brugere fortrinsret
Stjålne radioer kan lukkes ude af netværket
Bedre frekvensøkonomi - flere kan tale sammen på færre frekvenser

Hvad med mobiltelefon-nettene?
Selvom Danmark er dækket af adskillige almindelige mobiltelefon-netværk, dur det ikke at bruge dem i beredskabet. Sker der en større ulykke, vil disse net nemlig lynhurtigt blive overbelastet, når alle i nærheden griber deres mobiltelefon og ringer hjem. Ved terrortrusler vil politiet også typisk lokalt slukke for mobiltelefon-nettene for at undgå, at de bliver brugt til at fjernbetjene en bombe.

Tetra i Danmark i dag
Der er givet to licenser til landsdækkende Tetra-netværk: Tetranet dækker nu 30 procent af Danmark, primært på Sjælland, mens Tetrastar dækker 80 procent.
Derudover har flere private brugere valgt at drive eller lease eget Tetra-netværk:
SAS Ground Service i Kastrup Lufthavn
Taxa Fyn, der har dækket hele Fyn og en bid af Jylland med Tetra
Gentofte Brandvæsen

Boks:
9-11: Dårlig radio kostede liv
Pålidelig radiokommunikation er altafgørende i krisesituationer og kan redde menneskeliv. Et eksempel er terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september, hvor 343 brandmænd døde, mange af dem fordi de ikke modtog beskeden om at forlade de to tårne i tide.
En advarsel fra en politihelikopter om, at tårnene var ved at styrte sammen, nåede aldrig frem til brandvæsenet, da der ikke var forbindelse mellem politiets og brandvæsenets radiosystemer. Samtidig var der ikke radiokontakt mellem brandledelsen på gaden og brandfolkene i tårnene. Der var ikke radiodækning i høje bygninger med det gamle analoge system, brandvæsenet brugte, og signalforstærkeren, der var monteret i World Trade Center til at forebygge problemet, virkede ikke. For at gøre ondt værre, røg en stor del af New Yorks øvrige radiosystemer, da tårnene styrtede, da toppen af World Trade Center var blandt de mest brugte placeringer til sendemaster. Hjemme på brandstationerne lå i øvrigt et nyt, digitalt radiosystem, som efter en testperiode ikke var blevet taget i brug.
I USA har ni familier til brandmænd, der døde i World Trade Center under terrorangrebet 11. september, forsøgt at søge erstatning fra leverandøren af radioudstyr til New Yorks brandvæsen.

OriginalModTime: 18-05-2006 14:03:55




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere