Maconomy jagter overskud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 11. maj 2006.


Underskudsplagede Maconomy har sat kursen ind efter sorte tal på bundlinjen. Fokus på branchekendskab og ­afskæring af det overflødige skal mere end fordoble ­omsætningen.
Nu skal det være slut med røde tal på bundlinjen i det danske børsnoterede ERP-selskab Maconomy, der dog også i år forventer et underskud på bundlinjen på cirka ti millioner kroner.
- Vi har lagt en treårsplan, der stiler mod, at vi i 2007 har sorte tal på bundlinjen, og vi forventer en omsætning i 2008 på knap 300 millioner kroner, hvoraf 100 millioner kroner vil komme fra salg af licenser, siger administrerende direktør i Maconomy Hugo Dorph.
Til sammenligning havde selskabet i 2005 en omsætning på 141 millioner kroner.
- Vi forventer overskud i 2007 og et større overskud i 2008, siger Hugo Dorph, der tog over i Maconomy sidste år, efter den tidligere direktør, regionalpolitiker for Venstre Bent Larsen, valgte at stoppe.
Ifølge den nye direktør er indtjeningsmulighederne ikke problemet for Maconomy, men snarere det at få de rigtige folk på plads i de forskellige lande, så planen kan udføres.
- Der er en voksende forståelse i markedet for, at servicevirksomheder også har brug for ERP-systemer, og vi mærker en øget konkurrence fra ERP-selskaberne eller nogle af deres partnere, men der står vi med 17 års erfaring og en kolossal viden, for vi har gjort det her mange hundrede gange før, siger Maconomy-direktøren.
Nye konsulentprodukter
Netop den akkumulerede erfaring er et af nøgleelementerne i den nye strategi, som blev fremlagt sidste år.
- Vi ved meget om servicebranchen og har en holdning til, hvordan de kan forbedre deres forretning, og noget af den forståelse skal vi have pakket ind i nogle produkter, som vi kan gå ud at sælge selv eller sammen med vores partnere, siger Hugo Dorph.
Maconomy-direktøren peger på, at mange servicevirksomheder, der udgør kernegruppen af Maconomys kunder, ikke er opmærksomme på, hvad de præsterer i forhold til en række nøgletal, og her forventer Maconomy at kunne gøre en forskel i forhold til konkurrenterne netop på grund af selskabets store erfaring med denne kundegruppe.
Lukket for nye partnere
Maconomy har besluttet ikke at lukke flere partnere ind i folden i det første års tid. Forklaringen er ifølge Hugo Dorph, at Maconomy er ved at omlægge partnerprogrammet, så det netop tager højde for øget konsulentsalg, og at det nye partnerprogram vil øge behovet for helt nye typer af partnere.
- De partnere, der er "signet op", vil vi selvfølgelig fortsat arbejde med, men vi er netop i gang med at give vores partnerprogram et gennemsyn, så det vil ikke give mening at begynde at knytte nye partnere til. Vi vil gerne gøre det ordentligt, og derfor skal vi også have de nye muligheder med, når vi går i gang med nye partnere, siger han.
Snuden i sporet
Hugo Dorph vil ikke afsløre, hvor stor en del af Maconomys indtjening der kommer fra partnere, men oplyser dog, at langt hovedparten af salget sker direkte.
- Vi kan sagtens nå vores mål uden at øge salget gennem partnere. Vi er et lille firma, og det giver naturligt nok gode muligheder for vækst. Det kommer måske bag på nogle, at vi vil være i stand til at øge forretningen betydeligt ved blot at fokusere endnu mere på det, vi er gode til. Det er også derfor, vi har skåret ting fra, som vi ikke skal beskæftige os med nu. Vi har måttet sige nej til nogle medarbejdere, der gerne ville i en bestemt retning, for vi skal først og fremmest holde snuden i sporet og sikre, at vi når vores mål, siger han.
Optimistisk
Målsætningen om et salg på 300 millioner kroner i 2008 møder dog en smule skepsis fra senioranalytiker Charles Mikkelsen Gudme-Raaschou Bank.
- 300 millioner kroner er måske et lige lovlig ambitiøst mål at sætte sig. Jeg ville nok foretrække, at de havde lagt lidt mindre hårdt ud og så hentet succeserne undervejs og opjusteret løbende, siger han.
Han er dog overbevist om, at der vil være plads til Maconomy i markedet.
- Meget tyder på, at det går bedre. Blandt andet har virksomheden i de seneste kvartaler haft en vækst på 25 procent, og kontrakterne virker bredt funderet, hvilket er med til at styrke grundlaget, og dertil kommer, at pipelinen ser fornuftig ud, siger Charles Mikkelsen.
Snævert marked
Charles Mikkelsen peger dog på, at selskabet kan få uventet hård konkurrence. For selv om Maconomy er inde i fem af verdens seks største reklamebureauer, så er det med systemer, der er købt ind til mindre dele af koncernerne, hvor andre ERP-selskaber som SAP måske vil få held med at rulle deres løsning ud.
- Selv om SAP kan udgøre en trussel, så giver det også Maconomy stor mulighed for at kunne sælge til disse organisationer (de store reklamebureauer, red.), så moderselskabet kører SAP, og Maconomy kommer ind i datterselskaberne, siger han.
Charles Mikkelsen ser heller ikke nogen umiddelbar trussel fra Microsoft Dynamics, der hidtil ikke har kastet sine øjne på reklamebranchen.
- Vi har endnu ikke set Microsoft gå ind i dette marked, så når det gælder om at være en førende nichespiller, tror jeg, at Maconomy har gode muligheder for at være fø­rende inden for dette snævre område. Men netop fordi markedet er begrænset, kan det også gøre det vanskeligere for Maconomy at nå sit mål om salg på 300 millioner kroner, siger han.

Billedtekst:
- Vi kan sagtens nå vores mål uden at øge salget gennem partnere. Vi er et lille firma, og det giver naturligt nok gode muligheder for vækst, siger administrerende direktør i Maconomy Hugo Dorph. Foto: Torben Klint

OriginalModTime: 10-05-2006 14:06:43




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere