Ravenholm breder vingerne ud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 5. maj 2006.


Efter tyske PC-Wares overtagelse af danske Ravenholm er fokus rettet mod den nordiske ekspansion, hvor det danske selskab har en helt central rolle. Men overtagelsen har også smittet af på den danske forretning.
Normalt er it-fusioner noget, der forbindes med fyringer og afskaffelse af overflødigt dobbeltarbejde. Det er ofte netop begrundelsen for sammenlægningerne, og så håber investorer og aktionærer, at de med de justerede ressourcer mere effektivt kan håndtere de sammenbragte og helst flere kunder.
Sådan kan også medarbejderne i Ravenholm have tænkt det, da tyske PC-Ware tidligere på året overtog den danske softwareforhandler i Farum nord for København.
Globale kunder
Men ifølge den danske direktør, Leif Carlsen, har sammenlægningen ikke resulteret i fyringer, tvært i mod står barometret for fremtiden på vækst.
- Selv om vi historisk set er rigtig godt inde i "Top 800" af de danske virksomheder, har vi haft det lidt svært hos de allerstørste, for de ser ikke sig selv som en dansk eller en nordisk virksomhed, men snarere som en europæisk eller en global virksomhed, og der har vi ikke været store nok, siger Leif Carlsen.
- Efter PC-Wares overtagelse har det været meget lettere at få disse virksomheder i tale, og det har da også allerede ført til konkrete aftaler, for PC-Ware er til stede i hele Europa, siger han.
Det er ikke mindst PC-Wares globale salgsteam med fokus på salg af Microsoftlicenser til de helt store kunder, der har løftet Ravenholms salg til de helt store kunder. Hver måned får Ravenholm besøg af teamets chef og de forskellige kundeemner behandles.
- Det kan godt være, at en global Microsoftkunde har en select aftale, men derfor kan selskabet godt i nogle lande have overset, at de har mulighed for at få licenserne billigere. Med PC-Ware har vi nu fået adgang til nogle hjælpeværktøjer, som vi allerede nu kan se, at vi kan bruge til at hente nye aftaler, siger Leif Carlsen.
Ny rolle
Men det er ikke kun Ravenholm, der allerede har haft stor glæde af de nye ejere. Og i det tyske moderselskab har man allerede noteret sig det danske selskabs styrke når det gælder håndtering af s,må og mellemstore virksomheder og salg af e-learning og online-ressourcer.
- Vi har kunnet tilføre viden til PC-Ware om, hvordan SMV-markedet skal håndteres og prissættes. For jo mere man bevæger sig ned i virksomhedsstørrelse, jo mere transaktionsorienteret er salgsprocessen, og der har vi allerede haft besøg af folk fra PC-Ware i Tyskland, der gerne ville se, hvordan vi greb salget an, siger Leif Carlsen.
- Hertil kommer, at Ravenholm om kort tid skal i gang med at rulle flere pilotprojekter inden for e-learning og onlinebogsalg ud på en række testmarkeder, for at se, hvordan det fungerer, og det er også noget nyt inden for gruppen, siger han.
Frygt for virus
Efter salget af Ravenholm til PC-Ware er dr. Ingmar Ackermann udnævnt til CEO for Ravenholm Holding, hvor PC-Wares stifter og CEO, Knut Löschke, er blevet bestyrelsesformand. Han afløser stifteren af Ravenholm, Søren Rasmussen.
Og selv om der kun er gået godt 12 uger efter overtagelsen, føles det ifølge Ingmar Ackermann mere som 12 måneder.
- Vi har opnået så mange resultater allerede. Det er gået skræmmende godt. Vi har gennemført flere opkøb, og jeg har ikke tidligere oplevet en så positiv overtagelse. Jeg tror, det skyldes, at vi har en god overensstemmelse i både kultur og i baggrund, og så er PC-Ware ikke en virksomhed, der straks vil gå ind og optimere en hel masse processer og på den baggrund skabe et meget skrøbeligt system. Vi ønsker, at vores ansatte skal have en god oplevelse, for de er rygraden i vores forretning, siger han.
Ingmar Ackermann understreger, at PC-Ware har haft mange overvejelser angående køb af selskab til nordisk ekspansion.
- Vi har været meget opmærksomme på, at overtage et sundt firma, for risikoen ved at købe en virksomhed, der indeholder en virus er, at denne virus bliver overført til resten af koncernen, og det havde vi ikke noget ønske om, siger han.
Lean men ikke mean
Selv om PC-Ware har store ambitioner om vækst både på det europæiske og det nordiske marked, hvor Ravenholm et godt stykke tid fremover stadig vil være den lokale drivkraft for væksten, så understreger Ingmar Ackermann, at der ikke er tale om vækst for enhver pris.
- Vi er ikke ejet af en stor en kapitalfond, der skal score maksimal profit. Som Knut Löschke siger, så behøver vi ikke være den dromedar, der spiser alt græsset. Der må godt være noget tilbage til andre, siger han.
Samme opfattelse har Leif Carlsen, der mener, at det er en misforståelse, når eksempelvis it-matadoren Ib Kunøe melder ud, at det er nødvendigt at have en organisation, der er lean og mean (slank og ond, red.) for at overleve i den danske it-branche.
- Selvfølgelig skal man være lean for at kunne konkurrere på markedet i dag, men, når nogen snakker om, at man skal være lean og mean for at overleve, så er jeg ikke enig. Hvis man ikke har medarbejdere, der er glade for at gå på arbejde, så får man dem heller ikke til at arbejde de ekstra timer, når det er nødvendigt. Og hvis man har glade ansatte, så får man også glade kunder.
- Jeg vil ikke have, at mine medarbejdere er onde, for så ender de også med at være onde over for kunderne, supplerer Ingmar Ackermann.

Billedtekst:
- Vi har kunnet lære PC-Ware, hvordan SMV-markedet skal håndteres og prissættes. For jo mere man bevæger sig ned i virksomhedsstørrelse, jo mere transaktionsorienteret er salgsprocessen, siger administrerende direktør i Ravenholm, Leif Carlsen.

Billedtekst:
- Vi har været meget opmærksomme på at overtage et sundt firma, for risikoen ved at købe en virksomhed, der indeholder en virus er, at denne virus bliver overført til resten af koncernen, siger dr. ­Ingmar Ackermann, der er CEO i Ravenholm Holding.

OriginalModTime: 26-04-2006 14:30:42




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere