Den uretfærdige revolution

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. maj 2006.


Det er først begyndt. Internet-revolutionen er end ikke ti år gammel. Den 15. maj 1997 blev Amazon børsnoteret og rejste 300 millioner kroner til den ambitiøse iværksætter Jeff Bezos og hans vision om en digital boghandel, der var alle andre overlegen.
Begejstringen over den nye teknologis revolutionære muligheder nåede i de følgende tre år hysteriske højder for at ende med et monumentalt børs­kollaps, da forventningerne viste sig at være umulige at indfri, i hvert fald på kort sigt. Internettet blev til technologia non grata i mange år i offentligheden.
I dag har internettet med alle tilhørende applikationer udviklet sig til rent faktisk at kunne det, der før var mere visioner end virkelighed. Google har gjort internetbannere til en guldrandet forretning med en forretningsmodel, som bliver takseret til 600 milliarder kroner. Den it-skeptiske mediemogul Rupert Murdoch har investeret 10 milliarder kroner i sociale internetmedier som MySpace. Iværksætterne Niklas Zennström og Janus Friis har revolu­tioneret telefonsamtalen med Skype og er blevet internetmilliardærer på det.
Investorerne har genfundet tilliden til it. I USA blev omkring 50 it-virksomheder børsnoteret sidste år, og i Danmark er flere års it-børspause brudt med børsnoteringen af spillefirmaet Deadline Games i december og forretningssystem-virksomheden cBrain i februar - og som Computerworld online kunne rapportere i denne uge er flere andre it-virksomheder som Notabene, Sifira, ITE og Zepto på vej.
Faktisk befinder vi os - som Gartner Group udtrykker det - i "den anden internetbølge", hvor væksten denne gang er drevet frem af forretningsmodeller, der reelt leverer overskud på bundlinjen takket være teknologi, der rent faktisk virker.

Det store spørgsmål er nu, hvordan vi positionerer os - som mennesker, virksomheder og nationer - til at realisere det fulde udbytte af den "nye" eller ufuldendte internetrevolution. Som EU-kommissær Viviane Reding siger i et interview med Computerworld i dag på side 18-19 har Europa en mulighed for at blive en global it-stormagt, hvis vi forstår at nytænke os til originale løsninger ved at koble den nye teknologi med vores gamle kultur - de værdier og kompetencer, der er særligt europæiske. Ellers vil slaget om fremtiden blive afgjort på USA's præmisser.
Måske skulle vi ikke grine alt for længe af tanken om et europæisk "Google", der kan mobilisere den kulturelt mangfoldige europæiske viden i en kontekst, der matcher den europæiske tænkning. Ideen er ikke skæv.

Vi har i Danmark alle muligheder for at positionere os i fronten af den nye internetbølge - teknologisk, forretningsmæssigt og samfundsmæssigt - og blive et arnested for morgendagens digitale civilisation, hvor ny teknologi løfter og styrker livsmulighederne for den enkelte og velstanden for de mange. Danmark topper i dag alle toneangivende ranglister over verdens mest netværksparate og it-rustede nationer. Intet land har flere borgere, virksomheder og offentlige myndigheder, der bruger mere it, end Danmark.
Men hvis vi skal udnytte denne styrke til at forme vores fremtid og inspirere verden, så kræver det en bred, visionær debat om mulighederne og forudsætningerne - en debat, som i for mange år har lidt under dotcom-boblens skygge og mislykkede it-projekter.
Den debat vil Computerworld - naturligvis - danne en ramme om. På godt og på ondt. Tag del i den. Som Gandhi sagde, du er selv den forandring, du ønsker at se.

OriginalModTime: 04-05-2006 14:00:04




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere