Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. april 2006.
På tyggegummifabrikken Gumlink giver storagevirtualisering en lang række lettelser for it-afdelingen, men også slutbrugere mærker ændringen. Svartiderne er hurtigere, og det er langt imellem varslerne om, at systemet må tages ud af drift en stund.
Diagnosen var let. Det gamle, veltjente storagesystem var på hælene. Alt tog længere tid, end godt var, både for slutbrugere og driftsfolk. Oveni kom, at væksten i datamængden inden for en overskuelig fremtid ville overstige systemets kapacitet.
- Derfor så vi os om efter ny lagringsteknologi, fortæller Thomas Bøge Mikkelsen, der er chef for it-drift og support hos tyggegummifabrikken Gumlink i Vejle.
Tre storageleverandører bød ind, og IBM løb med ordren. Paradoksalt nok gav indførelsen af den nye IBM-teknologi imidlertid også det gamle storagesystem, Compaq HSG 80, nyt liv.
Gumlink valgte nemlig ikke blot at satse på nye storagesystemer, men også virtualisering. Begrebet dækker, at al ekstern storage ses som en stor pulje, og det gælder også, selv om lagringsenhederne måtte være af forskellig fabrikat. Ved at inddele ressourcerne i puljer opnås en større fleksibilitet, en bedre udnyttelsesgrad og en kraftig reduktion i behovet for manuel indgriben.
- Vi havde faktisk afskrevet det gamle storagesystem, men med virtualiseringen kunne det jo bruges til de data, som der ikke stilles så store ydelsesmæssige krav til, og det er blevet en billig løsning, fortæller Thomas Bøge Mikkelsen.
Han tilføjer, at vedligeholdelsesudgifterne til Compaq-systemet ikke længere tynger, idet aftalen er opsagt.
Gumlink købte to nye lagringssystemer fra IBM plus den teknologi, der sikrer virtualiseringen. Det drejer sig om en IBM SAN Volume Controller. SAN står for Storage Area Network, hvilket er fibernettet, der forbinder de selvstændige eksterne lagringsenheder med serverne, der afvikler programmerne.
Stort forarbejde
Der forestod et meget stort stykke arbejde, før der passerede så meget som en bit gennem det nye udstyr. Først gjaldt det om at få defineret vigtigheden af enhver af de mange typer data. Jo vigtigere, desto hurtigere lagringsenhed skulle der satses på.
Gumlink har omkring to terabyte data (en terabyte svarer til 1.024 gigabytes), og den årlige tilvækst af data ligger på omkring 25 procent. Væksten skyldes især medarbejderne arbejdsindsats, herunder deres mails, der typisk bliver tungere, og som medarbejderen også gerne vil have gemt i længere tid end tidligere.
- Flere arbejder jo også med billeder i forbindelse med digitale medier, så de har egne filer i en størrelse, vi ikke kendte til tidligere, fortæller Thomas Bøge Mikkelsen.
Krav fra amerikanske FDA
På produktionssiden var der ikke blot data at tage højde for. Den ændrede teknologi gav i sig selv en del ekstra papirarbejde.
- For os er det altid lidt mere møjsommeligt at skulle implementere ny hardware og nye systemer, idet vi er underlagt strenge regulatoriske krav, forklarer driftschefen.
Kravene hænger sammen med, at it-afdelingen også betjener Gumlink-søsterselskabet Fertin Pharma, der producerer medicinsk tyggegummi - nikotintyggegummi. Kravene, der stilles af amerikanske FDA (Food and Drug Administration), omfatter blandt andet datalagring og lagringstid, foruden sporbarhed. Via et elektronisk spor skal man kunne følge, hvad der foretages på systemet, og hvem der gør det. Desuden stilles der store krav til styring af systemændringer.
Den endelige prioritering, der er sket ud fra datatyper og regulatoriske krav, blev reflekteret i de politikker, der sættes op for virtualiserings-controlleren.
- Data fra ERP-systemet (Enterprise Resource Planning, red.), som er helt afgørende for virksomhedens drift, dirigeres over på det hurtigste lager, mens for eksempel de data, der har forbindelse til det normale kontorarbejde såsom Word-dokumenter, er mindre forretningskritiske. De lagres på vores gamle Compaq-enhed, forklarer Thomas Bøge Mikkelsen.
Han tilføjer, at den gamle enhed også bruges til alskens "sandkasser" - især data, der bruges til test.
Forsigtig start
Selve den driftsmæssige start skete forsigtigt. IBM's kontrolenhed til virtualisering repræsenterede moden teknologi, der var i drift verden over, og det samme var tilfældet for den mindste af lagringsenhederne, IBM DS4300, der har en kapacitet på 2,3 terabyte. Gumlinks større og hurtigere lagringsenhed, DS6800, som klarer 4,3 terabytes, er imidlertid et nyt produkt, der havde vist sig at have en børnesygdom - problemer med den indbyggede mikrokode. Derfor ventede selskabet med at satse på den enhed.
I januar 2005 påbegyndte Gumlink så småt flytningen af data over på DS4300.
- Vi tog små skridt. Gik med livrem og seler. Skulle noget gå galt, ville vi altid kunne flytte pegepinden over på de tilsvarende data på det gamle lagringssystem, fortæller Bøge Mikkelsen.
I eftersommeren 2005 var driften på DS4300 i fuld gang, og i slutningen af 2005 blev der åbnet for fuld brug af DS6800. IBM havde da forlængst fået problemerne med mikrokoden løst.
Gumlink har ikke fået ubehagelige overraskelser undervejs. Alt er skredet frem som planlagt.
- Der har ikke været meget plads til kunsterisk frihed, men det passer mig godt. Jeg foretrækker rettidig omhu. Hellere bruge tiden på forkant end at slukke ildebranden bagefter, siger it-driftschefen.
Mangedoblet hastighed
Facit opsummerer han således: Administrationen af den daglige drift er blevet meget enklere. Diskområder kan udvides og tilføjes uden at forudsætte nedetid, og uden det traditionelle weekendarbejde. Det tæller også, at alle lagringsenheder administreres fra et og samme sted. Antallet af nødvendige værktøjer er faldet.
- Desuden dokumenterer test en forbedring af performance med faktor fire, siger Thomas Bøge Mikkelsen.
Lagringskapaciteten rækker de næste fire år, og driftschefen ser med sindsro forhandlinger om supplerende køb i øjnene.
- Takket være IBM's virtualiserings-controller er vi jo ikke bundet til noget fabrikat, siger driftschefen med et smil.
- Jo større snabel man stikker ned i produktionsdata, jo mere lider performance. Derfor bliver virtualiseringen også en stor fordel, når vi snart går i gang med at fremskaffe de aktuelle data til ledelsesinformationssystemet fra de spejlede produktionsdata, siger Thomas Bøge Mikkelsen.??
Boks:
Fakta:
Det virtualiserede lager
Den virtualiserede lagringsinstallation hos Gumlink består af fire dele: En IBM SVC (SAN Volume Controller), en IBM DS4300 lagringsenhed, en IBM DS6800 lagringsenhed samt den gamle Compaq HSG 80.
Selve kontrollen med virtualiseringen foretages af en IBM SVC, som er en Intelbaseret server med et Linux-styresystem. Der er faktisk tale om to servere af sikkerhedsmæssige årsager. Fejler den ene, tager den anden over.
SVC'en sidder på SAN (Storage Area Network) og er et knudepunkt - en slags omstillingscentral - mellem serverne, der afvikler programmerne, og lagringsenhederne med de data, som programmerne arbejder med. SVC kommunikerer med storagesystemerne via en lille enhed på hver af dem.
Gumlink bruger også robotbetjente magnetbåndstationer til lagring. De anvendes til backup, og kopieringsrutinen sker dagligt, ugentlig, månedligt og årligt. Årsbackup'erne gemmes uendeligt.
Boks:
Fakta:
Dansk industrieventyr
Vejle Caramel- og Tabletfabrik, grundlagt i 1915, blev starten på den koncern, der i dag kendes som Gumlink, men som var allermest kendt i årene, hvor navnet var Dandy. Tyggegummiet kom dog først til i 1927.
Selskabet har altid været i ren familieeje, men i 2002 købte den internationale slikgigant Cadbury retten til varemærkerne Stimorol, Dandy og V6, samt retten til at markedsføre og sælge disse produkter for 2,6 milliarder kroner. Beløbet dækkede dog også over en 25 procents aktieandel i selskabet, der blev til en business-to-businessforretning og som skiftede navn til Gumlink.
Store underskud for tyggegummifabrikken gjorde det dog nødvendigt med kraftige kapitalindsprøjtninger. I dag er Cadbury ude igen, om end stadig kunde i nogle år. Gumlinks moderselskabet Bagger-Sørensen & Co. A/S købte aktieandelen tilbage.
It-afdelingen betjener foruden Gumlink også Fertin Pharma, som producerer nikotintyggegummi samt Chew Tech - et forsknings- og udviklingscenter, som Gumlink og Cadbury ejer sammen. Tilsammen beskæftiger selskabet 800 personer. Koncernen, der endnu ikke har afleveret 2005-regnskab, forventer en omsætning på omkring 1,1 mia. kroner.
OriginalModTime: 26-04-2006 14:42:22