Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 7. april 2006.
Programmer kan distribueres som færdige pakker, der kan startes uden at blive installeret på pc'en.
Kør to forskellige versioner af en applikation på samme pc - samtidig. Fjern den ene, så der ingen spor er tilbage af den. Slet nogle programfiler fra den anden - og få applikationen til at virke igen med et enkelt museklik.
Det er nogle af de muligheder, som programmet Software Virtualization Solution (SVS) fra amerikanske Altiris tilbyder. Programmet er et nyt bud på virtualisering.
Hidtil har virtualisering på pc'er været identisk med virtuelle maskiner, der afvikler programmer. Den virtuelle maskine emulerer en fysisk maskine, hvorpå man installerer operativsystem og applikationer.
SVS går en anden vej. Her emuleres der ikke noget. I stedet installeres en driver, som opfanger alle kald mellem en applikation og styresystemet. Den leder nogle kald videre til styresystemets systemfiler, mens andre ledes til skjulte filer, som den selv holder styr på.
Når en applikation skal køre under SVS, skal den ikke installeres på traditionel vis. I stedet leveres den som et såkaldt lag. Når laget aktiveres, bliver applikationen synlig for brugeren: Den ligger i Start-menuen, på skrivebordet, og hvor man ellers kan forvente at finde den. Samtidig ændres filassociationerne, så applikationen kan åbne de filer, den er sat til at åbne.
Når laget deaktiveres, forsvinder ikonerne igen. Samtidig genoprettes de oprindelige filassociationer.
- Systemet løser problemet med konflikter mellem softwareversioner. Og hvis noget går i stykker, kan man genstarte en applikation uden at skulle reinstallere den. I det hele taget er der ikke længere noget, der hedder installation, siger Lars Norballe, der leder Altiris' danske kontor.
Han fremhæver, at løsningen gør det nemt at teste ny software: Man fremstiller blot et lag med applikationen og aktiverer det. Giver det problemer, deaktiverer man laget, og alle spor af applikationen er forsvundet.
Det produkt, som SVS minder mest om, er Softgrid fra Softricity. En forskel mellem dem er, at i Softricity kører applikationer i en virtuel maskine, mens SVS integrerer sig direkte i Windows-grænsefladen.
En anden forskel er, at Softricity også styrer udrulningen af applikationer, idet de streames ud til brugerne. SVS-lag er filer, der kan distribueres via Altiris' egne værktøjer til softwaredistribution eller via værktøjer som sms eller Landesk.
Den første version af SVS, der netop er udsendt, understøtter ikke drivere på kerneniveau. Derfor er det ikke alle programmer, den understøtter. En anden mangel er, at den ikke kan køre under Citrix eller andre terminalserverløsninger.
- Begge dele kommer i næste version. Programmer kører en smule langsommere, når de startes som lag, men det er ikke noget, en pc-bruger vil bemærke i det daglige, siger produktchef Jacob Hjenner fra AKS Group, der distribuerer produktet.
Han ser det som en stor fordel, at SVS gør det muligt at vende tilbage til det oprindelige operativsystem. Efter en pc har fået installeret en stribe applikationer, vil der ofte være ændret meget på dens opsætning. Med SVS kan man igen få en ren Windows-opsætning, hvis alle applikationer styres via lag.
- De første løsninger er solgt til kommuner. De vil bruge det inden for skolevæsenet til at styre elevernes adgang til applikationer, fortæller Lars Norballe.
For at kunne fremstille et lag for en applikation, skal man bruge dens installationsprogram. Software gør det muligt at konvertere installationsfiler i MSI-formatet direkte til lag.
En version af programmet er gratis at bruge for private.
Billedtekst:
De enkelte applikationer, der ligger i såkaldte lag, kan aktiveres og deaktiveres med et museklik.
OriginalModTime: 06-04-2006 16:03:39