Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. marts 2006.
En ny praksis, hvor politiet hænger mistænkte for distribution af børneporno ud på nettet uden beviser, mødes af stærk kritik.
Uretmæssige anklager om børneporno og domfældelse uden en retssag. Ejeren af hjemmesiden Bizar.dk, Jakob Søndergård, føler sin retssikkerhed krænket og går kraftigt i rette med politiet, efter hans website onsdag blev lukket uden varsel. og erstattet af et skilt, som fortæller, at der tidligere lå børneporno på siden. Også en juridisk ekspert angriber politiets nye praksis i kampen mod børneporno.
Jakob Søndergård, der over for Computerworld erklærer sig som skarp modstander af børnepornografi, står i fuld offentlighed registreret som ejer af siden Bizar.dk hos DK Hostmaster - endda med telefonnummer.
- Det er utrolig ubehageligt sådan at blive stemplet som distributør af børneporno. Jeg føler, at jeg er blevet dømt uden en retssag, siger Jakob Søndergård, der ejer siden via firmaet Pixeltrail.
Fra en søgemaskine henter Bizar.dk automatisk links til mere end 300.000 pornografiske sider, og Jakob Søndergård udelukker ikke, at der kan være uheldige links imellem. Derfor understreger han, at han ikke forsøger at løbe fra sit ansvar, men blot at han finder politiets fremgangsmåde stærkt problematisk. Han har nu tilbudt fri adgang til sine servere, hvis politiet vil efterforske sagen nærmere.
- Når jeg får henvendelser om, at sider, jeg linker til, indeholder problematisk materiale, lukker jeg straks for dem - alt andet ville jo ødelægge min forretning, siger han.
Hos Rigspolitiet oplyser chef for it-sektionen Ronald Pedersen, at lukningen er del af et præventivt arbejde, som politiet, Red Barnet og internetudbyderne iværksatte omkring nytår.
Siden er flere hundrede sider blevet lukket og erstattet af en advarsel om børneporno. Uden at ejerne er orienteret, uden dommerkendelser eller fogedforbud, og uden at tvivlsspørgsmål har været genstand for en retssag. Det ser Ronald Pedersen ikke noget problem i.
- Vi dømmer jo ikke folk. Deres sider bliver bare lukket, og vi gør opmærksom på hvorfor. Det er en præventiv foranstaltning. Hvis der sker fejl, må vi jo dybt beklage, men alle sider, der lukkes, har været igennem en konkret vurdering hos os, siger Ronald Pedersen.
Politiets praksis vækker undren hos Oluf Jørgensen, ekspert i mediejura og forvaltningsret på Danmarks Journalisthøjskole. Han er tilhænger af en skrap indsats mod børneporno, men finder fremgangsmåden problematisk.
- Politiet har uden bevisførelse fået et budskab ud til verden om, at ejeren, hvis navn man let kan finde frem til, har distribueret børneporno. Og det er alene politiet, der står bag vurderingen. Derfor kan jeg godt forstå, at den pågældende føler, at hans retsstilling er udsat, siger Oluf Jørgensen, der påpeger, at politiet med denne metode kan risikere at skaffe sig selv injuriesager på halsen.
Politiet kan nemlig uden større problemer skaffe et fogedforbud i sager, hvor der ikke er tvivl. Desuden mener han, at internetudbyderne også selv har et ansvar for at forhindre, at der sker overgreb mod ytringsfriheden.
- De bør, i tilfælde hvor der er tvivl, anmode politiet om en dommerkendelse, i stedet for blot at lukke for en side.
Den model afviser Telia, der er en af internetudbyderne bag kampagnen.
- Vi har absolut nul tolerance over for børneporno og lukker konsekvent - også i gråzoner. Men det skal også være helt klart, at fejl bare ikke må ske, siger informationschef Rune Fick Hansen, Telia, der stoler ubetinget på de oplysninger, de får fra politiet.
Jakob Scharf, politimester i Rigspolitiet, sender imidlertid bolden tilbage igen:
- Det er vigtigt at påpege, at det er internetudbyderne, og ikke politiet, der beslutter, om der skal lukkes. Men vi er også klar til at justere vores vurderinger løbende, siger han.
Umiddelbart før Computerworlds deadline blev Jakob Søndergård kontaktet af politiet, der undskyldte og lovede at fjerne blokeringen.
OriginalModTime: 16-03-2006 14:04:48