Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. marts 2006.
Der er grøde i den notorisk it-sløve byggesektor. Kommende krav til digitale informationsstrømme hos alle involverede i statsligt byggeri skal på rekordtid ruske op og digitalisere hele branchen.
Skal forsvaret have bygget et udkigstårn eller en officersmesse til næste år, vil byggeprocessen blive væsentlig mere digital end i dag. Fra 1. januar 2007 skal alle, der vil bygge for staten, leve op til fire krav om digitalisering af blandt andet arbejdstegninger og kommunikation mellem de involverede entreprenører og rådgivere. Det er konsekvensen af projektet Det Digitale Byggeri, som bliver gennemført i samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen, Fonden Realdania og aktører fra byggesektoren.
- Byggebranchen har længe følt et stort behov for digitalisering, men har af strukturelle årsager haft svært ved at gøre det selv. Nu har vi en unik chance for, at alle går i takt, fordi staten holder taktstokken, forklarer projektleder Nicolai Hellmann fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Selvom statens byggeri kun udgør omkring to procent af de 170 milliarder kroner, der bygges for årligt i Danmark, er forventningen fra alle sider, at digitaliseringsbølgen vil skylle videre til resten af byggeprojekterne.
- Der er mange firmaer involveret i at bygge et hus, og grundlæggende har kommunikationen mellem dem ikke ændret sig i mange år. Vi håber, at vi med kravene fra de statslige bygherrer får skabt en standard for digital kommunikation mellem de mange aktører, siger Nicolai Hellmann.
- Dybest set burde byggeriet have digitaliseret sin kommunikation for længe siden, men ingen har villet tage de første skridt, fordi fordelene først slår igennem, når alle led i kæden er med. Med Det Digitale Byggeri bliver der sat en proces i gang, hvor byggefirmaerne bliver tvunget til at dele viden digitalt, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Konkret vil kravene blandt andet betyde, at der i stedet for papirtegninger skal bygges efter en digital 3D-tegning. Dermed slipper tilbudsgiverne til en byggeopgave for manuelt at regne for eksempel gulvarealet i et byggeri ud, men kan i stedet trække tallene direkte ud af 3D-modellen. Og så kan bygningen automatisk tjekkes for "kollisioner", så et ventilationsrør ikke viser sig at kollidere med el-installationerne, når byggeriet skyder i vejret.
- Det er en hel oplagt effektiveringsgevinst, der vil spare meget tid. Sammenlignet med byggeri i andre lande, er der ikke stor forskel i effektiviteten, men det er et faktum, at sammenligner man med industrien, så har byggeriets produktionsudvikling ikke været imponerende de sidste 10-15 år, lyder det fra Michael H. Nielsen.
Omkring ni procent af Danmarks samlede arbejdsstyrke arbejder med byggeri og byggerådgivning, så selv små effektiviseringsgevinster kan løbe op i mange kroner. For Kristian Kreiner, professor ved Handelshøjskolen i København og medlem af digitaliserings-projektets ledelse, er det dog ikke effektiviseringer, men forbedringer, der skal være målet ved at digitalisere byggebranchen.
- De nye muligheder skal udnyttes til mere spændende byggeri, med visioner og ambitioner, siger professoren.
Men digitaliseringen er en stor omvæltning i en branche, der fik en sidsteplads, da Videnskabsministeriet i 2002 sammenlignede erhvervslivets it-anvendelse, og hvor kun 61 procent af direktørerne og mestrene i byggefirmaerne bruger en computer på arbejdet.
Et netværk af byggeorganisationer har med 15 millioner kroner i ryggen derfor fået til opgave at gøde jorden for digitaliseringen og de fire krav, der træder i kraft til nytår. Men graden af parathed svinger meget ude hos rådgiverfirmaer og byggepladser, lyder det fra Bygteq, der producerer software til byggebranchen.
- Nogle aktører er langt fremme, mens andre slet ikke bruger it-værktøjer. Men der, hvor det halter gevaldigt, er i samarbejdet mellem parterne. Vi har også oplevet firmaer, hvor de forskellige afdelinger sidder og regner på de samme 3D-modeller, uden at de kan udveksle data, fortæller Søren Spile, produktchef hos Bygteq.
Skepsis i branchen og en stram tidsplan skal nu overvindes, for at byggeriets "D-dag" kan blive en succes.
- Der er mange, der siger, at det her er urealistisk. Men hvis ikke vi kan gøre det nu, så tror jeg aldrig, vi får sat den proces i gang. Hvis det til gengæld lykkes, og digitaliseringen spreder sig i byggebranchen, så vil vi komme til at ligge meget langt fremme internationalt, siger Michael H. Nielsen.
Billedtekst:
digitalt Fra 2007 skal alle, der vil bygge for staten, leve op til fire krav om digitalisering af blandt andet arbejdstegninger og kommunikation.
Boks:
De digitale krav
Alle involverede i statsligt byggeri skal fra 1. januar 2007 leve op til fire krav til digitalisering af processen. De nøjagtige betingelser offentliggøres i slutningen af marts.
• Digitalt udbud/licitation. Når der skal gives tilbud på en opgave, foregår det over internettet.
• Byggetegningerne skal afløses af digitale 3D-modeller, når det kan betale sig. Og de nødvendige tegninger skal løbende kunne printes ud på byggepladsen.
• Alle dokumenter og tegninger skal udveksles via samarbejdsværktøjet Projektweb.
• Aflevering af data om drift og vedligehold af en bygning skal ske digitalt.
Det Digitale Byggeri blev skudt i gang i 2003 og er finansieret af 20 millioner statslige kroner samt et tilsvarende beløb fra erhvervslivet og fonde.