Digital erhvervsservice mod alle ODDS

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. februar 2006.


Virk.dk er en lang historie om at drive et tungt og kompliceret digitaliseringsprojekt uden opbakning fra hverken de statslige institutioner, der skulle bidrage med løsninger - eller det erhvervsliv, der skulle bruge de nye digitale tjenester. Alligevel er der fortsat optimisme og kampgejst hos Virk.dk i Virum.

Direktør Per Palmkvist Knudsen viser energisk rundt i graferne på de ophængte A4-ark i mellemgangen hos Virk A/S i Virum. Der er også grund til at glæde sig. Mange af graferne viser den klassiske, støt stigende vækstkurve. Med 72.000 unikke besøgende om ugen, er erhvervslivets indgang til de danske myndigheder ved at bide sig fast som virksomhedernes centrale indgang til det offentlige.
- Se her, vi har endda passeret både Computerworld.dk og Netborger.dk. Det havde jeg ikke engang set. Vores målgruppe er endda langt mindre end Netborgers, peger Virks direktør og henviser til, at Netborger henvender sig til alle borgere, hvor Virks potentiale er Danmarks cirka 500.000 virksomheder. Per Palmkvist Knudsen ivrer straks videre til kurven, der viser, at 23.000 brugere fra 13.500 virksomheder har registreret sig. For bare fire måneder siden - i august - var der kun 15.000 registrerede brugere fra 8.000 virksomheder.
Ingen rift om blanketterne
Men der er malurt i bægeret. En stor, grimmer plante: Virksomhederne indberetter knap 5.000 blanketter til myndigheder om måneden via de cirka 600 digitale blanketter, som erhvervsportalen tilbyder. Det er langt fra det mål på 10.000 indberetninger om måneden, som Virk havde sat næsen op efter til årsskiftet.
Per Palmkvists Knudsens arme falder ned langs siden.
"Det erklærede formål med Virk.dk er at gøre livet lettere for brugerne - dansk erhvervsliv - ved at mindske tidsforbruget på administrative opgaver," som Virk selv formulerer det på hjemmesiden. Med andre ord: Virks opgave er ikke bare information, men at få virksomhederne til at betjene sig selv via internettet, når de henvender sig til det offentlige.
- Indtil nu har det har været prioritet nummer "uno" at få besøgende - det har været fokus, erkender Virk-direktøren.
Han får opbakning af kontorchef Katrine Ring Andreassen fra Center for Koordination og Markedsføring af Virk.dk (KMV), der hører til under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Hun peger på Virks tre store "knaster".
- Desværre er Virk stadig ukendt for mange virksomheder. Desuden er kun omkring halvdelen af de 1.200 blanketter på Virk rigtige, fuldt digitale løsninger. Resten skal printes og sendes med posten. Den tredje knast er, at virksomhederne skal lære at bruge Virk, når de har kontakt til det offentlige, forklarer hun.
Sygedagpenge er
killerapplikationen
Både erhvervslivet og Virk ser frem til, at den kommende lovændring gør det muligt at digitalisere processen, når virksomhederne søger refusion af sygedagpenge hos det offentlige. Undersøgelser viser, at virksomhederne kan reducere tidsforbruget med en tredjedel med digital indberetning af dagpenge - det vil få den digitale ketchup ud af flasken.
- Sygedagpenge kan blive vores motor. Og motoren er der. Vi skal bare ud at køre, siger Per Palmkvist Knudsen ligeud. Og det budskab bekræfter både erhvervsliv og brugere. I de seneste par år har man på dispensation kunnet søge om sygedagpenge elektronisk i 20 udvalgte kommuner.
- Det sparer meget tid, og det er meget lettere at udfylde ansøgningen på skærmen med den digitale signatur, fortæller bogholder og medindehaver af Hedensted Malerforretning Jonna Møller, der har ti ansatte.
Hun kan kun sende fuldt digitale ansøgninger for medarbejdere, der bor i de kommuner, der har dispensation. Bor de i andre kommuner, er hun tvunget til at printe og sende blanketten.
- Så jeg ringede til en af de kommuner, der ikke var med, og bad dem om komme med. Og det er de heldigvis også nu, fortæller Jonna Møller. Hun peger på, at det er meget nemmere lige at logge på Virk og søge om sygedagpengene, mens hun alligevel er i gang med lønregnskabet.
- I gamle dage glemte jeg nogle gange at få sendt blanketten, og så er pengene jo tabt, fortæller Jonna Møller.
Tvang virker - mere af det
Virk har i første omgang prøvet at "høste de lavthængende frugter" og koncentreret sig om at lokke nystartede virksomheder til det digitale fad med blandt andre Firmastart, der er rettet direkte mod iværksættere.
- Den gruppe har ikke i forvejen administrative vaner, som vi skal gøre op med. Vi kan direkte hjælpe dem med digitale løsninger, forklarer Virkdirektør Per Palmkvist Knudsen.
Den største enkeltstående succes er også baseret på nye brugere - i stedet for at ændre gamle vaner. Det er Færdselsstyrelsens nye system, hvor værkstederne med en digital signatur selv kan dokumentere, når de har fikset en detalje, der ikke gik gennem bilsyn.
- Det er meget, meget hurtigt lige at logge sig på med digital signatur og bekræfte på skærmen, at nu er bilen godkendt ved omsyn på værkstedet, fortæller værkfører Rene From fra Kim Ejlertsen Automobiler i København.
Det er kun ni måneder siden, værkstederne fik lov selv at omsyne biler, og der har derfor aldrig været en papir-procedure. Værkstederne er tvunget til at bruge Virk, og KPMG har beregnet, at det ville have været dobbelt så dyrt for Færdselsstyrelsen, hvis Virk ikke eksisterede.
- Det betragter jeg som en af de største succeshistorier. Tvang kan jo nemt blive en boomerang, hvis der er problemer med systemet. Men det virker hver eneste dag uden problemer, siger en glad Per Palmkvist Knudsen, der gerne så, at det offentlige opgav flere papirblanketter og tvang virksomhederne til tasterne i stedet.

Billedtekst:
Virk blev lanceret i eftersommeren 2003 på klassisk internetmanér med pomp og pragt. - Det var mere, end vi var klar til. Nu fører vi os ikke længere frem. Vi er blevet mere afdæmpede og stille i det. Nærmest jyske, erkender Virks direktør Per Palmkvist Knudsen, der til gengæld forventer, at indberetning af sygedagpenge for alvor får Virk op på virksomhedernes dagsorden - og computerskærme.

OriginalModTime: 10-02-2006 14:21:22




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren