Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. januar 2006.
Det lægger privatpersoner vægt på
Nikolaj Skjøth, 32 år, kadet på Hærens Officersskole
Internetbutikken mister troværdighed, hvis forskellige funktioner og links på hjemmesiden ikke virker. Det får butikken til at fremstå som uprofessionel og giver en fornemmelse af, at man ikke er 100 procent sikker på varerne. Den oplevelse har 32-årige Nikolaj Skjøth, der er kadet på Hærens Officersskole. Han er en ihærdig besøgende i netbutikker, der sælger t-shirts, dvd-film og computerdele - blandt andet fordi udbuddet er nemmere at overskue, og at det er let at sammenligne priser og produkter.
- Det er nemt at sidde derhjemme og læse anmeldelser og informationer om produktet online. Og så slipper man for at stå i butikken og høre på sælgere, der kværner løs, siger Nikolaj Skjøth, der især går efter netbutikker, som klart og tydeligt informerer om leveringsbetingelser. Det er afgørende, at betingelserne bliver overholdt - og at der ikke er problemer med at sende varen retur, hvis den fejler noget.
Anne Bækby Johansen, 28 år, stud.ling.merc, Copenhagen Business School
Videopræsentationer og interaktive 3D-billeder er afgørende for præsentationen af produkter på internettet. Tilsættes der så tektsinformation om produktets funktioner, er det en opskrift på en god internetbutik. Sådan lyder vurderingen fra Anne Bækby Johansen, der blandt andet køber musik, dvd-film, skønhedsprodukter og mobiltelefoner på nettet.
- Hvis flere netbutikker gjorde mere ud af at præsentere produktet i 3D eller levende billeder, kunne jeg måske endda finde på at købe tøj på internettet. Har man kun adgang til et stillbillede, er det meget svært at forestille sig, hvordan modellen reelt ser ud, lyder det fra Anne Bækby Johansen, der har en fortid i tøjbranchen - og ellers altid foretrækker at prøve varen før køb.
Martin Toft, 38 år, børsmægler, Luxembourg
Det skal være nemt og enkelt - og der må ikke være for lang ventetid på varen. Disse parametre er afgørende, når børsmægler Martin Toft køber eksempelvis cd'er og bøger på nettet. Samtidig skal netbutikken være synlig på de forskellige søgemaskiner, da Martin Toft typisk foretager en hurtig søgning på varen - og derefter køber cd'en eller bogen, det første sted den dukker op. Privat køber børsmægleren, der bor i Luxembourg, også aktier på nettet. Det sker typisk via internationale hjemmesider med lokale sites i forskellige lande.
- Jeg benytter typisk danske hjemmesider, fordi jeg der har adgang til mine danske bankkonti, forklarer Martin Toft, der også har leget med tanken om at gøre online-køb ved ejendomsmæglere.
- Men hvis billederne er dårlige, og teksten lille og utydelig kan det virkelig skræmme kunderne væk, vurderer han.
Det lægger erhvervsfolk vægt på
Jesper Ludvigsen, 33 år, selvstændig fotograf,
Congohuset:
Det skal være muligt at hive masser af information om produktet ud direkte fra websitet.
Samtidig skal netbutikken have en god opbygning med adgang til produktbilleder, der kan forstørres og bruges interaktivt og vendes og drejes. Sådan lyder opskriften på en god netbutik, hvis man spørger Jesper Ludvigsen, der blandt andet har været på jagt efter hardware til sin fotograf-virksomhed.
Fotografen benytter ikke netbutikkerne til køb af almindelige kontorartikler, cd'er eller lignende. Til gengæld har han brugt amerikanske netbutikker blandt andet til køb af en dyrt kamera, en Palm og tilbehør til sin iPod, som han bruger til at lagre sine billeder på.
Mia Colding-Olsen, 29 år, direktør, Noise PR:
En brugervenlig hjemmeside og et godt kendskab til leverandøren. Det er afgørende for det nyopstartede bureau Noise PR, når der blandt andet skal købes kontorartikler på nettet. Direktøren Mia Colding-Olsen har gennem tidligere job undersøgt markedet og fundet frem til leverandører, der er til at stole på. Og det kendskab tog hun med sig, da Noise PR blev stiftet.
- Det handler jo om tillid. Derfor betyder det noget, at man kender leverandøren i forvejen, siger Mia Colding-Olsen fra Noise PR, der blandt andet også køber inventar til bureauets showroom over nettet. Hun foretrækker enkle og brugervenlige hjemmesider - og få varerne leveret hurtigt til døren.
Kåre Tofte, 34 år, industriel designer og indehaver af tegnestuen Tofte ID:
Overblik og hastighed. Det er afgørende, når den industrielle designer Kåre Tofte benytter internettet til at købe ind til sin tegnestue Tofte ID.
- Sitet skal være opbygget, så man hurtigt får et overblik - og hastigheden skal være i orden. Jeg bliver meget utålmodig, hvis jeg skal sidde og vente længe på, at billederne loader. Så kan jeg få lyst til at gribe et katalog i stedet for, siger Kåre Tofte, der også tager et grundigt kig på leverandørens hjemmeside, inden han gør et køb. Hvis hjemmesiden eksempelvis ser for hjemmestrikket og midlertidig ud, så finder den industrielle designer en anden leverandør.