Find dit design-dna

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.


Funktionaliteten kommer før designet - sådan arbejder de fleste it-producenter. De burde i stedet lade sig inspirere af giganter som Apple og IBM og satse på et gennemgående design, der kan styrke virksomheden. Den afsmitning tror analytikeren dog ikke på.
Producenterne på it-markedet kan blive meget bedre til design, hvis de satser på ét bestemt design-dna, der går igen gennem hele virksomheden - og sammenkobler marketing og produktudvikling.
Syv gear - og helst af mærket Shimano. Det er eksemplet på et krav, der tidligere kunne afgøre, om en cykel var købt eller solgt. Men det var dengang - i de gode gamle dag. Det er ikke længere tilstrækkeligt at skille sig ud på tekniske funktioner. I dag skal der brændes langt flere kræfter af for at få forbrugeren til at svinge dankortet og tage produktet med sig hjem under armen.
- For langt de fleste forbrugere er teknologien blevet en selvfølge. Ingen bekymrer sig om, hvorvidt det er gear af mærket Shimano eller Sachs, som sidder på cyklen. Den skal bare være i orden, og så handler det ellers om, hvordan den ser ud.
Sådan lyder budskabet fra David Fellah, der er designer og direktør i Danmarks største designvirksomhed, Designit. Og beder man ham trække en tråd til it-branchen, er han ikke i tvivl om, at samme tendens er gældende inden for de teknologiske produkter.
David Fellah peger på, at de fleste it-virksomheder stadig fokuserer mest på teknologierne - og glemmer hvor stor betydning branding - eller designet uden om designet - har for deres produkt.
- Der er ingen tvivl om, at der findes mange fantastiske teknik-produkter. Men det er få, som skiller sig ud med en langt højere brandværdi end de øvrige. Og det er dem, der formår at skabe en sammenhæng i designet af og omkring deres produkter, forklarer David Fellah og nævner Apple som en af de lysende stjerner på brandhimmelen.
Unikt og fremragende er blandt de ord, som den danske designer knytter til Apples evner til at skabe en design-mæssig sammenhæng, der spænder fra produkternes design til emballagen, websitet og reklamer.
- Sådan en design-disciplin gør en forskel i it-branchen rent brandmæssigt. Der findes formentlig servere, som er 100 gange bedre end Apples. Men de har bare en anden værdi - og sælges derfor til en helt anden pris, konstaterer David Fellah.
I samme åndedrag nævner han IBM som en af de producenter, der for alvor skiller sig ud på it-markedet. Dog med et helt andet udtryk end Apples produkter.
IBM's sorte ThinkPad-univers repræsenterer den firkantede tilgang til tingene. Det handler om business, mens Apple handler om livsstil.
- De henvender sig til to helt forskellige typer. Man kan ikke synge og danse sig til at sælge IBM's produkter. Men det kan man med Apples, siger David Fellah.
Han mener, at de mindre og mellemstore it-virksomheder sagtens kan lade sig inspirere af de store flagskibe på området. Det handler ikke om at være stor eller lille - det handler om at tænke i strategi fra begyndelsen.
- It-virksomhederne kan blive meget bedre til design. Det sker, hvis de satser på at holde sig til et bestemt design-dna, der går igen igennem hele virksomheden - og sammenkobler marketing og produktudvikling. Det er netop her, de store brands skiller sig ud fra de små, billige produkter, siger David Fellah.

En af it-markedets danske producenter, som også er blevet kendt på sit design, er KiSS Technology. Bag designet af flere af KiSS-produkterne står Svend Onø, der beskriver konkurrencen på it-markedet som ekstrem hård. Han forudser, at formgivning er på vej til at få en større betydning.
- Jeg tror, det kun er et spørgsmål om tid, før det er helt almindelig kendt, at design kan bruges strategisk, siger Svend Onø. Han mener, det er utrolig vigtigt at få en rød tråd gennem hele virksomhedens udtryk. Men det er også en svær disciplin, som flere it-producenter endnu ikke helt mestrer.
- Ofte får man en ide til et produkt - og så handler det bare om at komme hurtigt igang. Men man risikerer siden at skulle fortage brandslukning, fordi produktet skal tilpasses flere gange, og det er desværre en meget almindelig fremgangsmåde i mange virksomheder, lyder det fra designeren, som har sit eget bureau Onø Design.
Han mener, at virksomhederne kan styrke deres forretning ved at fastlægge en stil.
- På den måde bliver udviklingsprocessen lettere at gå til - og kortere, når man skal i gang med at designe det næste produkt i rækken, siger Svend Onø.
Han beskriver den lynhurtige, teknologiske udvikling som en af de store udfordringer, når man som designer arbejder med it-produkter.
- Producenterne skal være meget fleksible og kunne tilpasse sig moden, der efterhånden skifter lige så ofte som i tøjbranchen.
Han forudser, at tendensen inden for design af teknologi vil fokusere på brugervenlighed.
- Det ville være dejligt, hvis vi kunne komme brugermanualerne til livs - netop fordi produkterne i deres design og opbygning guider brugerne til en mere simpel betjening.

Netop brugervenlighed er et af de designområder, som danske designere er dygtige til. Det vurderer Jørgen Bruhn, formand for komiteen, der tirsdag kårede vinderen af Dansk Innovations- & Designpris 2005.
- I Danmark er vi rigtig gode til at se på brugernes behov. Egentlig er det jo helt ligegyldigt, om et produkt er gråt, rødt eller blåt - det skal først sikres, at brugervenligheden er i orden. Så kan der komme æstetik på drengen bagefter, siger Jørgen Bruhn.
Han mener, at der fortsat kan arbejdes meget mere med sammenkoblingen af innovation og design.
I forbindelse med dette års nomineringer til Dansk Innovations- & Designpris 2005 har Jørgen Bruhn netop haft fornøjelsen af at kigge nærmere på en række meget innovative produkter, som han beskriver dem.
- Flere af produkterne mangler blot lige at få en designer med i processen, så det ikke kun er teknologien, der hæver sig, men også anvendelsen og forståelsen for, hvordan produktet skal bruges. Hvis det bliver tænkt ind, så får produktet et løft, som kan gøre, at det bliver en kassemæssig succes.

Læs mere om Apple og KiSS Technology i Årsnummeret

Billedtekst:
muligheder - It-virksomhederne kan blive meget bedre til design, siger David Fellah




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere