Sket i juni

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.


Lars Mathiesen (billede), direktør for forretningsudvikling og it i Nykredit, samt Henrik Zangenberg, direktør i Gartner Consulting træder ind i bestyrelsen i Dansk IT. De afløser professor Niels Bjørn-Andersen og advokat Hanne Bender. Dorte Stigaard fra Nordjyllands Amt og Klaus Nissen, direktør i SU Soft, bliver genvalgt til bestyrelsen.
It-virksomheden Omada, der vandt Computerworlds Top 100 og Regeringens Iværksætterpris i 2004, skiller konsulentforretningen ud i et selvstændigt datterselskab og kører videre som rent softwareudviklingsselskab.

Målt pr. indbygger er Danmark det land i Europa, der vil bruge flest penge på offentlig it i 2005, viser en opgørelse fra analysevirksomheden Kable.

Efter personlig anmodning har Bagmandspolitiet tiltalt Klaus Riskær Pedersen for bedrageri. Han er tilfreds med at blive tiltalt, da han mener, at en retssag kan afslutte den flerårige efterforskning af ham, som har låst den formue, han har oparbejdet på Cybercity.
Højesteret frikender advokat Jesper Søgaard, som Advokatsamfundet har forsøgt at få dømt for at køre jura-brevkassen advokater.dk.

En dom i Københavns Byret har ikke stoppet for den 25-årige blinde mand, som har ringet til TDC 150.000 gange på ét år. Dagen efter dommen var han igen ved tasterne, og TDC er blevet tvunget til at give ham et fastnetnummer.

Amerikanske Sun køber storageselskabet StorageTek for 25,5 milliarder kroner.

Fujitsus direktør på det kommunale område, Jimmy Kevin Pedersen (billede), siger op efter otte måneder på posten på grund af uenighed med den nu fyrede administrerende direktør Morten Svendsen om Fujitsus strategi på det offentlige område.

Landsretten stadfæster en dom fra Byretten i Frederikshavn, som forbød et webkamera, der overvåger Vesterø Havn på Læsø.
Efter et år som administrerende direktør for mobilselskabet 3 bliver Jesper Weng erstattet af Morten Christiansen (billede), tidligere koncerndirektør i Orange. Skiftet sker 1. august.

Det danske grossistteleselskab Globalconnect med 4.000 kilometer fiberoptisk netværk gik sidste år frem til en omsætning på 136 millioner kroner efter flere års styrtdyk i salget.

Apple oplyser, at der ved udgangen af 2007 kommer Mac-produkter på markedet, der i stedet for PowerPC-processorer fra IBM vil være udstyret med Intel-processorer.

Den første offentlige børsnotering af en russisk internetvirksomhed værdisætter selskabet Rambler Media til knap en milliard kroner og giver selskabet 244 millioner kroner. Børsnoteringen sker på Londons alternative investeringsmarked, Londons AIM.
Danske Anders Willumsen bliver forfremmet og får en lederstilling hos ram-producenten Kingston Technology i USA med ansvar for selskabets erhvervsforhandlere.

350 danske Siemens-udviklere i Aalborg beholder deres job, når taiwanske Benq træder til som ny ejer. Aalborg-afdelingen er selskabets tredjestørste mobiludviklings-afdeling.

Sikkerhedsfirmaet Neupart tager lån hos sine aktionærer for at kunne opfylde ønsket om produktudvikling og ekspansion i udlandet.
Søgemaskinefirmaet Google overhaler Time Warner og er nu den mest værdifulde medievirksomhed i verden med en samlet aktieværdi på over 480 milliarder kroner.

Ifølge Konkurrencestyrelsen betaler danskere overpris for cd'er og dvd'er i forhold til andre europæere, men slipper til gengæld billigere, når det gælder konsolspil.

Indkøbsportalen Gatetrade, der blandt andet administrerer statens e-handelsløsning, Den Offentlige Indkøbsportal (DOIP), etablerer sig i Sverige, hvor rammeaftaler og indkøbsordninger er mere udbredte end i Danmark.

Administrerende direktør for IBM i Danmark Lars Mikkelgaard-Jensen (billedet) udnævnes til formand for Rådet for Teknologi og Innovation, hvor han afløser Fritz Schur.

Det amerikanske moderselskab i it-koncernen Unisys har forhøjet dækningen til tab i Danmark med 30 millioner kroner til 65.

Konsulenthuset Capgemini sikrer sig TDC's rammeaftale på konsulentydelser til en værdi på et trecifret millionbeløb over de næste tre år.
Den danske udgave af open source-leksikonet Wikipedia, der skrives af brugerne, runder 25.000 artikler.

Kommunernes Landsforening anbefaler kommunerne at sige nej til bankernes digitale signatur-løsning, medmindre bankerne ændrer løsningen, så den lever op til den offentlige OCES-standard.

Lycos Europe vælger at centralisere koncernens udviklingsaktiviteter og flytter Jubiis udviklingsafdeling til Tyskland, hvilket betyder at 70 til 80 af de danske Jubii-ansatte mister deres arbejde.

Investeringsselskabet Amadeus Capital Partners køber en del af det nordjyske it-selskab End2end, der driver indholdstjenester for store mobilselskaber i 20 lande, for 54 millioner kroner.

44-årige Keld Lindegaard Andersen afløser Peder Mohr Jensen som administrerende direktør hos halvlederproducenten Topsil. Han kommer fra en stilling som business development director hos Bang & Olufsen ICEPower.
De to stiftere og hovedaktionærer i danske Saxo Bank, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, modtager tilsammen 370 millioner kroner, da amerikanske General Atlantics køber 25 procent af selskabet.

Finansministeriet fastslår i en redegørelse, at øget digitalisering er vejen til en mere effektiv offentlig sektor, og at eksempelvis e-fakturering og Nemkonto-systemet vil give samfundet årlige besparelser på 800 millioner kroner.

IBM sælger Organisator, der leverer it-løsninger til faglige organisationer og foreninger, til KMD for et større tocifret millionbeløb, og administrerende direktør Olav Holst fratræder.

NNIT vinder udbuddet om at stå for it-driften hos Københavns Amt, over den nuværende leverandør, Siemens. Aftalen har en værdi af et trecifret millionbeløb.

Det danske datterselskab i mobilkoncernen Nokia fortsætter med at udvide forsknings- og udviklings-afdelingen. Det finske hoved-kontor sendte i 2004 halv-
anden milliard kroner til Danmark som tak for hjælpen.

Microsoft udpeger franske Jean-Philippe Courtois (til venstre) til president for Microsoft International.
Neil Holloway (til højre) bliver udnævnt til chef for Microsoft i Europa, Mellemøsten og Afrika.

It-butikken Proshop i Århus, der tidligere på året droppede den fysiske butik til fordel for rent onlinesalg, fordobler sin omsætning og sit bundlinjeresultat.
Ernst Rasmussen, der de seneste fire år har været administrerende direktør for Nordjyllands Videnpark, NOVI, i Aalborg bliver ny bestyrelsesformand for Teknologirådet.

Konstitueret direktør for Atea Ulrik Roland (billede) siger op. Han skal i stedet arbejde for den konkurrerende virksomhed Again, der ledes af tidligere Atea-topchef Frank Mortensen.

Finansmanden Ib Kunøes køb af aktier og bestemmende indflydelse i Danware får markedsværdien på Danware til at stige med over 25 procent fra 408 millioner kroner til 520 millioner kroner på under fem minutter.

AMD stævner Intel for monopolmisbrug.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver afhørt i sagen om TDC's kunstige milliardfradrag, der kan koste statskassen milliarder af kroner. Statsministeriet fastholder, at Anders Fogh Rasmussen fik forkerte oplysninger.

Det danske ventureselskab IVS fremviser et overskud for 2004 på 4,1 millioner kroner. Selskabets første siden stiftelsen i 1999.
Som den eneste alarmcentral i landet har den i Storkøbenhavn ikke fået penge til at købe udstyr, som kan lokalisere alarmopkald fra mobiltelefoner. Det betyder, at man ikke kan være sikker på at sende de redningskøretøjer, der er tættest på en ulykke.
Svindelnummeret mod internetbutikken Digiwoo.com vokser. En pakke bliver udleveret til svindlere i København trods forsøg på at stoppe alle forsendelser bestilt med falske oplysninger.

IBM udnævner Sven Kolstrup (billede) til ny chef for IBM Global Services Danmark, hvor han skal stå for udviklingen af IBM Danmarks
samlede serviceforretning.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere