Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.
Mobilselskabet 3 går til Teleklagenævnet for at få lov til at binde kunderne i op mod 12 måneder. Konkurrencestyrelsen gav i første omgang mobilselskabet lov til den længere binding men blev senere modsagt af IT- og Telestyrelsen.
Efter at Martin Lundsgaard gennem knap 10 år har været med til at bygge Microsoft Danmark op fra grunden, vil han skifte jobbet som divisionschef ud med et job som uafhængig konsulent.
TDC køber netværksleverandøren og systemin-
tegratoren Netdesign for 350 millioner kroner.
Fire underordnede chefer i RAM-producenten Infineon skal bag tremmer i USA og betale bøder i millionklassen for deres meddelagtighed i ulovlige priskarteller på markedet for dynamisk RAM.
Softwarekoncernen Microsoft stævner syv hackere, som angiveligt har anvendt pc'er inficeret med trojanske heste til at sende sex-spam i strid med amerikansk lovgivning.
Ericsson fyrer sin danske chef, Tom Lundberg, på grund af stærk uenighed om hvilken retning, den danske del af virksomheden skal styres i. Tom Lundberg foreslog selv fyringen.
Microsofts aktionærer
får udbetalt et historisk
stort udbytte på næsten
180 milliarder kroner. Ud-
byttet svarer til tre dollars pr.
aktie.
Mærsk Data og DMdata bliver officielt en del af IBM. Mærsk Datas hovedselskaber skifter navn til henholdsvis Global Services København og Global Services Århus som en del af IBM's globale serviceforretning. IBM tegner nye kontrakter til en værdi af knap seks milliarder kroner med de tidligere ejere A.P. Møller og Danske Bank.
Jubii-stifter Martin Thorborg og hans nye virksomhed Spamfighter fejrer et års fødselsdag, men ambitionerne følges ikke af omsætningen, der kun er halv så stor som forventet.
I løbet af to uger har tre af Nokias direktionsmedlemmer forladt selskabet. Analytikere vurderer, at de tre direktionsmedlemmers afgang kan ses som et tegn på, at også Jorma Ollila snart er på vej ud.
Børsnoterede GN Store Nord overvejer en satsning på det voksende milliardmarked for headsets til spil og internettelefoni.
Elektronikgiganten Samsung forventer at bruge 134 milliarder kroner på at skabe 10.000 nye chip-arbejdspladser over de næste seks år.
Skatteministeriet anbefaler at fjerne cd-afgiften for at få bugt med den private import af cd- og dvd-skiver. Kunstnerne skal i stedet belønnes direkte fra finansloven.
Justitsministeren afsætter halvanden million kroner til Datatilsynet, som skal løfte opgaven med strukturreformen. Datatilsynets direktør betragter pengeposen som en midlertidig løsning.
EDB Gruppen har solgt ERP-selskabet Strongline til producenten af Iscala, som Strongline forhandler, for 15 millioner kroner.
Den 43-årige Michael Bjerregaard (billede) bliver ny chef for Hewlett-Packards danske printerforretning med ansvar for salg til detailhandelen. Det indebærer også salg af pc'er.
EU-Kommissionen truer med at trække otte østeuropæiske lande i retten for at have forsømt at indføre den fælles og obligatoriske EU-lovpakke for telefoni, som indebærer, at der etableres en selvstændig myndighed for at sikre fri konkurrence.
Sammen med Frederikshavn, Skørping og Skagen Kommuner har det nordjyske it-selskab Dafolo besluttet at lukke og slukke for it-projektet "Din Åbne Kommune". Med skrotningen vinker parterne farvel til en investering på 22,5 millioner kroner.
Da konkursboet efter Commerce One holder ophørsudsalg, betaler JGR Acquisitions 86,5 millioner kroner for retten til 39 netrelaterede patenter på forskellige protokoller. Det åbner for, at den nye ejer kan sagsøge andre firmaer for royalties.
Verdens største leverandør af sikkerhedssoftware, amerikanske Symantec, køber storage-softwareselskabet Veritas for omkring 75 milliarder kroner.
En rapport fra analysehuset TelecomView vurderer, at WiMAX og andre trådløse teknologier i 2009 vil erobre mindst 40 procent af markedet for mobile datatjenester - 3G-telefoniens adelsmærke. TDC, Telia, Orange og mobilselskabet 3 betalte i 2001 hver omkring en milliard kroner for en dansk 3G-licens.
Modstandere af Antipiratgruppen hacker advokatfirmaet Johan Schlüters hjemmeside i flere omgange.
Unisys' moderselskab spytter 35 millioner kroner i kassen hos sin danske forretning, der har lidt store tab på forretningen i 2004.
IBM's pc-forretning bliver solgt for 9,7 milliarder til kinesiske Lenovo. Knap syv milliarder kroner i kontanter og en aktieandel til IBM på 18,9 procent i Lenovo. Den kinesiske computerproducent står til at blive verdens tredjestørste pc-producent.
Syv selskaber vinder milliardkontrakt med SKI, der leverer it til det offentlige. Kontrakterne sikrer selskaberne en samlet omsætning på op mod 1,2 milliarder kroner om året. Nye virksomheder er Apple og Atea.
Jule-e-handlen har overvældet PBS, som har problemer med at håndtere Dankort-betalinger på nettet.
Det internationale konsortium East-West skal levere det nye danske rejsekort, som skal erstatte papirbilletter og papklippekort. Ordren anslås at have en værdi på to milliarder kroner.
Klagenævnet for Domænenavne afgør, at Internetfirmaet Cub4 skal overdrage domænet Fuckseoghor.dk til Aller-koncernen, der ejer Se og Hør.
Alcatel Danmark skal opgradere Himalaya-staten Bhutans telefonisystem med blandt andet trådløs IP-telefoni og telefoner drevet af solceller. Projektet har en værdi af 110 millioner kroner og er finansieret af Danida.
Århus Amtsråd poster en ekstrabevilling på syv millioner kroner i og forhøjer driftsbudgettet til sit EPJ-projekt. Amtsnettet, den centrale it-hovedvej, skal sikres, så den ikke går ned, hvilket er sket flere gange til gene for EPJ-brugerne.
Creuna Danmark køber billig indisk arbejdskraft gennem Kring Technologies. Selskabet har overbevist Falck om at søsætte et it-projekt i Indien tidligere end planlagt. Udviklingsomkostningerne ventes at blive sænket med 30 til 70 procent.
Verdens mest takkede person inden for computerforskningen er en fransk forsker ved navn Olivier Danvy ved Aarhus Universitet. Det har et amerikansk forskerhold fundet frem til ved hjælp af data-mining i 335.000 videnskabelige artikler.
IT- og Telestyrelsens direktør Jørgen Abild Andersen bliver fra 1. januar ny formand for European Regulators Group (ERG), der blev stiftet af Europa-Kommissionen i 2002 og rådgiver Kommissionen om reglerne på teleområdet.
En hacker, der forsøgte at stjæle kreditkort-oplysninger via et trådløst net, er blevet idømt ni års fængsel i USA, hvilket er den hidtil hårdeste straf for cyberkriminalitet i USA.
De svenske konkurrencemyndigheder hiver Telia i retten for misbrug af teleselskabets monopolstilling på det svenske marked. Myndighederne kræver 120 millioner kroner af Telia.
Mere end 40.000 websteder bliver ramt af en ny jule-orm, Santy.A.
Salget af mobiltelefoner i Danmark slår alle rekorder. IT-Brancheforeningen forventer, at op imod en halv million julegaver indeholder en ny mobiltelefon.
DR har underskrevet kontrakt med SGI (Silicon Graphics, Danmark) som leverandør af et nyt computersystem til håndtering af nyhedsstrømmen i DR.
Siebel Systems overtager det amerikanske softwarefirma Edocs for knap 640 millioner kroner. Edocs udvikler software til e-fakturering.
En 21-årig amerikaner bliver fængslet i seks måneder for i 2001 at have brudt gennem webforsvaret hos USA's rumfartsinstitut NASA, hvilket kostede over en million kroner i reparation.
Radiobølger fra mobiltelefoner skader kroppens celler og DNA under laboratorieforhold. Det viser en ny EU-sponsoreret undersøgelse foretaget af 12 forskningsgrupper i syv europæiske lande.
Kunøe-familiens holdingselskab, Consolidated Holdings, overtager en tredjedel af aktierne i Columbus It Partner for en fjerdedel af den reelle pris. Samtidig overdrager Nordea og Michael Gaardboe deres stemmerettigheder til Ib Kunøe indtil sommeren 2005.