Årets mest eftertragtede

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.


Hvad skal der stå på CV'et for at få arbejdsgiverne til at flokkes om dig? I året der gik kom kendskab til kunderne og deres behov i fokus til jobsamtalerne. Ellers er SAP-folk og systemarkitekter som altid rasende populære.

Nu er det ikke bare kundens it-chef, men også den administrerende direktør, der skal overbevises af it-virksomhedernes salgstaler: Valget af it-løsninger får nemlig større strategisk betydning, i takt med at store ERP-systemer breder sig og skal varetage flere og flere af virksomhedens funktioner. Og det smitter af på valget af medarbejdere:
- Førhen solgte man i højere grad et koncept til it-chefen, der selv skulle bære det igennem internt. Det synes jeg, vi er på vej væk fra. Den tilgang, man har til kunderne nu, er på et højere niveau. It-virksomhederne har hævet blikket og går efter topchefen, og det kræver konsulenter, der kan begå sig på de bonede gulve, siger Benny Guld, partner i headhunterfirmaet CareerSearch.
Samtidig er det blevet essentielt for it-virksomhederne at have et grundigt kendskab til kundernes arbejdsgange og forretning. Så når der skal hyres folk til salgssiden, bliver de indkomne CV'er gransket for brancheerfaring.
- Jeg kan se en helt klar drejning mod, at man ser meget på, hvilke brancher folk har erfaring fra og hvilket niveau hos kunden, de har solgt til før, siger Jannie Kluge, leder af rekrutteringsfirmaet Kluge & Partners A/S.
Kunderne vil have it-leverandører, som forstår deres forretning og deres udfordringer. Allerhelst skal erfaringerne også strække sig over sundet til broderfolkene
- Flere og flere it-virksomheder tænker nordisk og sælger til kunder i hele Norden, så de ser ofte efter, om folk også har erfaring fra Sverige og Norge, siger Jannie Kluge. Det er især de amerikanske firmaer, der tænker de nordiske lande sammen som én enhed, men også danske firmaer bevæger sig den vej, vurderer Jannie Kluge.

Til de mere tekniske job er der mangel på det meste, lyder det fra headhunterne. Især SAP- og Navision-udviklere er - som altid - i høj kurs, og ingen applikationsfolk, der samtidig forstår sig på forretning, behøver bekymre sig om fremtiden. Endnu er det ikke muligt at klare alle behov hos kunderne med et enkelt system, så det er også nødvendigt med nogle, der kan sætte det hele sammen på den rigtige måde:
- Systemarkitekter er noget af det mest værdifulde, du kan opstøve i dag. Men de er meget sjældne, siger Benny Guld.

Hos fagforeningen Prosa har man oplevet stigende efterspørgsel efter alle mulige slags it-folk. Siden august 2004 er antallet af arbejdsløse medlemmer faktisk næsten halveret, fra elleve til seks procent, fortæller faglig sekretær Mads Kellermann. Men det er ikke kun fordi, der er flere job at besætte i branchen, vurderer han - der udklækkes også færre nye datamatikere i disse år end tidligere. Sammen med kommunesammenlægninger landet rundt, har det sat gang i efterspørgslen, der ikke ser ud til at aftage i det nye år.
- Der bliver også pres på i 2006, ikke mindst fordi der skal integreres og udskiftes mange it-systemer, inden de nye kommuner skal være klar 1. januar 2007, siger Mads Kellermann.

Boks:
Ol'school: COBOL er vejen til job
En af de mere pudsige flaskehalse, der bredte sig på it-jobmarkedet i det forløbne år, var manglen på COBOL-programmører. Allerede for mere end femten år siden blev mainframes og COBOL dømt ude som noget, der hørte fortiden til, og siden har programmeringssproget, der blev udviklet i 1959, ikke været en del af pensum på it-uddannelserne. Men mainframes lever i bedste velgående og løser masser af kritiske opgaver i for eksempel banksektoren. Og efterhånden som de gamle COBOL-veteraner begynder at gå på pension, breder panikken sig i erhvervslivet. Flere og flere jobannoncer råber nu på COBOL-kyndige.

Da ingen i den yngste halvdel af jobmarkedet har fået undervisning i sproget, forsøgte Prosa at finde nogle skabs-COBOL-talenter ved at sende en efterlysning ud til alle medlemmer over 45 år. Det tiltag gav otte nye kandidater, men der er brug for mange flere, og fagforeningen arbejder nu på at arrangere COBOL-kurser til ledige medlemmer.

Billedtekst:
nordlys - Flere og flere it-virksomheder tænker nordisk, siger leder af rekrutteringsfirmaet Kluge & Partners A/S, Jannie Kluge.

Billedtekst:
nyt sigte It-virksomhederne har hævet blikket og går efter topchefen, og det kræver konsulenter, der kan begå sig på de bonede gulve, siger Benny Guld, partner i headhunterfirmaet CareerSearch.
Foto:Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere